Hvad er dybest set mest uhyggeligt: fire terrorister i en opera eller 70 får i en åbningsceremoni? I tirsdags var der britisk premiere i London på operaen ’Babur in London’ (verdenspremieren var i marts i Zürich). Her blander man det moderne samfunds terrorisme med det antikke Indiens historie og med fokus på fire britiskasiatiske unge fra en af Londons forstæder. De er potentielle selvmordsbombere. For en gangs skyld en opera med nutidigt sprængstof! Men enten er ’Babur in London’ slet ikke farlig, eller også er den britiske kritik totalt blind: Anmeldelserne har været pæne. Man roser musikken, kritiserer det dramatiske plot og noterer sig det ’udfordrende’ materiale.
Men underligt nok: Man undlader at reflektere over et tema, der synes ekstra udfordrende op til og under OL, og så fordi London jo blev ramt af terror i juli 2005, i øvrigt umiddelbart efter at byen havde fået tildelt værtskabet for OL i 2012.








