Forleden faldt vi over en lille bog på gangen uden for SF’s gruppeværelse på Christiansborg. En parlør, viste det sig. Med sætninger, det kan være praktisk at kende i politisk og mediemæssigt tilspidsede situationer som (vi nævner i flæng) et formandsskifte. Bogen rummer sætninger dels på dansk, dels på den moderne medieverdens såkaldte undvigesprog, her en særlig hjemmeknyttet SF-dialekt af »politisk«, som er særdeles velegnet til på samme tid at skjule visse budskaber og formidle andre, skjulte budskaber.
Hertil kommer, at selv lange og ofte selvmodsigende tankerækker kan formuleres uhyre kort og aldeles meningsløst. Politisk: »Tiden er nu kommet til at føre stafetten videre« (en meget populær sætning senest brugt af Villy Søvndal). Dansk: »Jeg er træt. Dødtræt. Operationen lykkedes, men patienten døde. Jeg har prøvet alt for at få os over seks procent igen. Men i min alder er det altså svært at få den derop. Nu har jeg bygget muren. Så må andre løbe hovedet mod den. Selv trænger jeg til at rejse, gerne arbejdsrelateret, så man bliver hentet i lufthavnen«. Politisk: »Jeg er stolt af, at SF er et parti med en solid demokratisk kultur. Det er godt for medlemsdemokratiet, og jeg ser frem til den proces, vi nu står foran«. (Velegnet til at præsentere generel opløsning som rummelighed, sagt af Villy Søvndal). Dansk: »Hvis vi hjælpes ad og gør os rigtig umage, tror jeg godt, at vi kan få det her til at ligne et helt frit demokratisk valg, uden at risikere, at den forkerte kandidat bliver valgt«. Politisk: »Jeg vil ikke være formand« (først sagt af gruppeformand Jesper Petersen, siden af mange). Dansk: »Jeg behøver ikke at blive formand. Den slags har Möger og jeg folk til«. Afgørelsen Politisk: »Jeg er ikke kandidat« (sagt af Thor Möger - og før ham med stor succes af Dick Cheney og Vladimir Putin). Dansk: »Jeg er konge. Og i dag skal hele hoffet lege »vælge formand«, så nu går I alle sammen ud og spilder kostbar tid på at mærke efter, hvem der har lyst til at stille op, imens Villy, Jesper, Mattias og jeg ringer lidt rundt og klapper det her af. Så skal vi nok finde en eller anden, der absolut ingen chance har for at slå Astrid (det måtte blive hende, indtil jeg selv kan klare 29-års reglen). Der er ikke noget bedre end et lille ufarligt kampvalg. Og så er det næsten lige så demokratisk som en vaccination, som jo også er noget med, at man sprøjter svage kandidater ind, så organismen kan nå at danne antistof imod dem«. Politisk: »Astrid Krag har muligvis en masse talenter, som jeg ikke har fået lov til at se endnu. Men dem får hun mulighed for at vise (...) frem mod et formandsvalg« (Pernille Fram). Dansk: »Hvis den lille reaktionære landmokke skal have lov at styre partiet, skal hun fanden SFisemig få lov at betale for det. Med husmødet som øverste instans, maddage og ministerbiler af pileflet. Vi har oprettet en konto ude på fløjen. Den er åben for indbetalinger nu«. Politisk: »Jeg er glad for at være miljøminister« (Ida Auken, tidl. Svend Auken). Dansk: »Jeg skal lige lære ikke at få blanke øjne, bare nogen siger »men« til mig, før jeg træder nøgen op på slagtebænken. I øvrigt vil jeg hellere vente, til mine børn er større, og Astrid er løbet tør for landligt gåpåmod og medvind«. Takketalen Politisk: »Jeg vil gerne opfordre Astrid Krag til at stille op som formand i SF. Hun kan sætte en kurs, der går fremad, og det har Danmark brug for efter 10 år med en VKO-regering« (bl.a. udtalt af Steen Gade). Dansk: »Jeg ved godt, at I sidder derude og håber, at Ida og jeg kommer ridende ind på vores christianiacykler med bellis i håret og redder jer fra sorte Möger og hans onde økonomer. Men Ida har et liv at leve. Og jeg er nærmest på alder med Preben Wilhjelm. I øvrigt har vi taget os godt betalt. Nu får vi indflydelse. Og ministerposter. Adjø Ole Sohn. Og oprigtig talt: Prøv lige at se på de hjemmehæklede krager, der udgør venstrefløjen. Gi’ dem magten, og I giver den til Lars Løkke«. Politisk: »Det er utidigt, at man allerede nu går ud og giver indtryk af, at der skal kåres en enkelt kandidat« (sætningen uden held afprøvet af Holger K. Nielsen). Dansk: »Aj, altså, hvor er det unfair, at de andre bare planter Astrids navn i Hans Engell og andre, der oversætter, hvad vi siger. Nu tror alle, at det kun kan blive Astrid, selv om der stadig er en hel stribe ukendte, småforstokkede og aldeles uegnede af mine gamle støtter, som ikke engang har fået lov at komme på tv og sige, at de ikke stiller op«. Politisk: »Jeg synes, der er flere gode bud« (bl.a. sagt af Mette Touborg). Dansk: »I skal ikke tro, at Astrid har vundet endnu. Og selv om hun tydeligvis har, er jeg helt med på at lade, som om det ikke er tilfældet, så I kan nå at betale hendes entre med et par indrømmelser«. Politisk (gebrokkent): »SF må ændre signaler. Og Thor Möger står helt klart i vejen for det. Men også Astrid Krag« (udtalt af formand for SF’s faglige gruppe i København, Klavs Balling, på et ubehjælpsomt politisk med stærk dansk accent). Dansk: »SF må ændre signaler. Og Thor Möger står helt klart i vejen for det. Men også Astrid Krag« (ja, med så sjusket en udtale får man ikke skjult meget). Politisk: »Jeg er glad for de skulderklap, jeg har fået. Men det er ikke nogen nem beslutning« (Astrid Krag). Dansk: »Jeg takker for valget. Da ikke alle åbenbart har forstået de demokratiske processer i SF helt, beder jeg dog om, at I venter med blomsterne, indtil vi har overtalt et nokkefår fra et eller andet irrelevant byråd til at stille op, nedstemt tossen og stående klappet staklen ned fra scenen«. Politisk: »Jeg kom med Villy, og jeg går sammen med Villy« (udtalt af gruppeformand Pernille Vigsø Bagge). Dansk: »Sidst blev jeg gruppeformand ved at true på Facebook med at melde mig ud. Og da Astrid ikke kan lide mig, kan jeg lige så godt gå selv. Igen«. Politisk: »Det skal være en formand, der sætter inddragelse og medlemsdemokratiet i SF højt« (sagt af Pia Olsen Dyhr). Dansk: »Hvis Möger-banden skal have lov at kuppe det her igennem, koster det løfter om mindre topstyring«. Og så til urafstemning Politisk: »Jeg har mærket efter, og jeg er kommet frem til, at jeg ikke opstiller. Jeg er rigtig glad for at være borgmester i Lejre« (Mette Touborg). Dansk: »Jeg tør ikke. Og jeg tror ikke på det. Nu håber jeg bare, at de ikke har opdaget i Lejre, at jeg føler mig for stor til den jernalderflække«. Politisk: »Min vurdering er, at vi får et kampvalg. Og det tror jeg også, vil være sundt for SF« (Mattias Tesfaye). Dansk: »Jeg ved noget, I ikke ved. F.eks. hvem der er dum nok til at stille op mod Astrid. Fantastisk, at der faktisk findes folk, som i alvor tror, at man er folkelig, bare fordi man er ukendt. Og at de kan standse en tsunami med de bare næver. Med andre ord: Det kører på skinner«. Politisk: »Jeg har svært ved at se, at vi rammer weekenden, uden at den første kandidat har meldt sig« (Mattias Tesfaye). Dansk: »Nu kan vi heller ikke længere selv undgå at se, at det tager sig mere og mere latterligt, utroværdigt og måske endda lidt mindre end optimalt demokratisk ud, at Astrid render rundt og lader, som om hun stadig overvejer, når hun for længst er valgt. Vi risikerer, at nogen helt fejlagtigt får indtryk at, at en urafstemning i SF ikke er en rigtig urafstemning. Så vi har aftalt, at hun meddeler sit kandidatur i morgen«. Politisk: »Hvis jeg bliver valgt som formand, vil jeg tage et samlet SF med herfra. Det er rigtig vigtigt for mig, at SF kan blive ved med at have en levende debatkultur, men hvis vi skal rykke, skal vi gøre det sammen« (sagt af formand Astrid Krag). Dansk: »Jeg erklærer hermed valghandlingen for afsluttet. Jeg takker for valget og lover (i hvert fald frem til min indsættelse) at give indtryk af, at der er plads til debat i partiet. Når bare vi stemmer sammen. Ingen skal lave en Özlem på mig«. Politisk: »Det går ikke, at toppen i Folketinget bare kan få deres kandidat kåret uden at inddrage baglandet, så i mangel af bedre så må jeg jo stille op« (senest forsøgt udtalt af viceborgmester i Helsingør, Christian Saggau). Dansk: »Toppen i Folketinget får nu sin kandidat kåret uden at inddrage baglandet. Jeg stiller mig som nyttig idiot til rådighed som den chanceløse modkandidat, det nødvendige figenblad, der måske alligevel kan få øvelsen til at tage sig demokratisk ud. I hvert fald for landets tre-fire mest tungnemme vælgere«.










