Goddag, Carsten Islington. Det er Djævlens Advokat. »Hvad? Jimmys advokat?«. Djævlens Advokat. »Nå, o.k., Djævlens Advokat. Jeg troede, det var en, der hed Jimmy, der havde sagsøgt mig«. Nej, det er bare mig, Carsten. »O.k. Jeg troede, det var nogen, der ville lave fis med mig«. Jamen, det er det da også. »Men alle kan jo få brug for en advokat. Også Djævlen«. Ja, og dig. For så godt kører det jo heller ikke for dig for tiden, kan man se på kalenderen på din hjemmeside. »Jeg har masser at lave! Jeg har ikke skrevet noget på den hjemmeside i seks-syv år. Jeg har lige været oppe på en højskole ved Randers med en masse unge mennesker«. Du siger ikke nej til noget? »Nej, det skal man ikke. Det har jeg lært for mange år siden. Det viser sig tit, at der er en eller anden direktør for Danfrost, som har et stort job til mig, efter at han har hørt mig i et forsamlingshus i en eller anden lille flække, der ikke gav så meget. Men det kom der så et godt job ud af. Man skal stille op til hvad som helst. Man ved ikke, hvor de store job kommer fra«. Men hvornår kommer han? »Hvem?«. Ham, der skal lære dig at skrive. Alt det der storytelleri ... er det ikke bare, fordi du er for dum og doven til at skrive lortet ned? »Jo. Der er mange forlag, der spørger, om jeg vil skrive noget. Men historier lever jo nu og her«. Så det er stik imod dit kodeks, at jeg om lidt vil sætte mig til at skrive det, du siger, ned? »Det er det egentlig. Men nogle gange er det jo nødvendigt. Som nu, hvor det kun er Djævlens Advokat, der hører, hvad jeg siger«. Ja, du. Det var nemlig det, Gutenberg fandt ud af. Derfor har man siden haft bøger til at fortælle historier i. Så er man jo fri for at sidde og fortælle det til hinanden igen og igen. Smart, ikke? »Jo, jo. Men når jeg siger: Vil du ha’ en historie?, så er det jo noget andet end som nu, hvor du ringer og vi taler om, hvordan jeg fortæller historier«. Dem, der skriver bøger, gør jo det samme som dig. De tjener også deres penge på at tage ud på højskoler og læse det op, de har skrevet. Smart. Og de behøver ikke engang at huske det udenad, for de har skrevet det ned i en bog«. »Det bliver meget statisk, når det først er skrevet ned. Jeg laver jo om på historierne, alt efter hvor jeg er«. Men du må være lidt anstrengende at leve sammen med. »Hvad har du lavet i dag, skat?«. »Jo, nu skal du bare høre. Det startede med, at jeg vågnede. Så åbnede jeg det ene øje. Af en eller anden grund åbnede jeg først det andet lidt efter og så ...«. »Jamen, jeg er B-menneske! Det er sådan nogle, der bliver kunstnere. Det starter med, at man ikke gider stå op om morgenen, så kan man lave noget om aftenen, når man er vågnet. Jeg kan godt lide at lade livet indhente én. Det gjorde man jo i stenalderen. Når hulemanden havde slået en dino ihjel, satte han sig og spillede lidt på fløjte. Så sad han der og stenede over, hvad der var sket. Sådan er mænd. Derfor er kvinder mere hysteriske end mig. Kvinder kan ikke finde ud af at stene. Det mest almindelige, kvinder siger til mænd, er: »Så gør dog noget!«. Det, mænd siger mest til kvinder, er: »Så slap dog af!«. Og du tager det helt vildt stille og roligt? »Jeg går aldrig i panik. Hvis jeg gik på gaden og der faldt en blåhval ned i hovedet på mig, tror jeg ikke, jeg ville løfte et øjenbryn«. Dinoer, blåhvaler, hulemænd, stenalderen, du er allerede begyndt at fortælle historier. Jeg har ikke sagt noget om stenalderen. »Jamen, vi er ikke bedre end dem fra stenalderen, og mennesket har ikke forandret sig siden dengang. Der har levet større og mere udviklede civilisationer end os for 4.000 år siden«. Ja, og der har altid været nogen til at gøre en kort historie lang. »Ja, historiefortælling er sammen med prostitution verdens ældste erhverv. Vi har altid været der«. Og du siger aldrig nej til et job. »Nej, og det gør en luder heller ikke«.