Alt ånder idyl i villakvarteret. Forældrene gør klar til morgenbord og fødselsdagssang i stuen.
Men drengen kommer aldrig ned fra sit værelse. Sengen er tom. Han er bortført, ligesom to andre drenge, der kort forinden forsvandt på deres 9-års fødselsdag og siden blev fundet seksuelt udnyttede og derefter myrdet. Lige der begynder Michael Katz Krefeld sin nye krimi, ’Pans hemmelighed’. Lige midt i enhver mors eller fars mareridt, præcis der hvor den perfekte overflade bryder sammen.








