Frihedsmuseets udstilling er stillet til tørre

BRANDSKADER. Frihedsmuseets samling blev reddet under ildebranden i weekenden. Nu står kasserne på Nationalmuseets bevaringsafdeling, hvor tingene skal gennemgås for skader.
BRANDSKADER. Frihedsmuseets samling blev reddet under ildebranden i weekenden. Nu står kasserne på Nationalmuseets bevaringsafdeling, hvor tingene skal gennemgås for skader.
Lyt til artiklen

I receptionen i Nationalmuseets bevaringsafdeling står pallevis af papkasser - og en em af røg.

Ni paller med kasser fra Skadeservice Danmark, Københavns Brandvæsens værdiredning og en enkelt flyttekasse fra Harald Nyborg, der ifølge sin tekst er »ekstra kraftig«, fylder op.

Det er blot nogle af de omkring 600 kasser, som bevaringsafdelingen i al hast har taget imod efter den brand, der natten til lørdag hærgede Frihedsmuseet.

Men selv om museet er stærkt medtaget, så er samlingen i det store hele uskadt. Der er fugtige papirer og beskadigede uniformer, der ventes at kunne reddes uden større problemer.

LÆS OGSÅ Stolte brandfolk ved Frihedsmuseet: »Kulturarven er reddet«

Og så er der de gamle fotos, lyd- og billedoptagelser, der måske kræver specialistbehandling: Film, spolebånd og shellak-plader med optagelser fra tiden under den tyske besættelse kan - hvis det bliver nødvendigt - ende med at måtte sendes til internationale restaureringseksperter i udlandet.

Det kan i sidste ende være det amerikanske Kongresbibliotek, der får til opgave at sikre, at optagelserne bevares.

»I første omgang vil vi tage fat i Det Danske Filminstituts filmarkiv. De har en vis ekspertise«, oplyser bevaringschef Jesper Stub Johnsen.

Frihedsbudskabet ligger til tørre
»Men det kan være, at tingene er overspillet til nyere formater. Det skal vi have undersøgt, inden vi tager stilling til det«, tilføjer han.

En af de optagelser, der allerede findes i digitalt format, er frihedsbudskabet, der kom fra BBC den 4. maj om aftenen.

DOKUMENTATIONHør BBC afbryde udsendelsen og oplæse frihedsbudskabet 4. maj 1945 ( eksternt link)

Det ligger også som en optagelse på en plade, som A. Snedevig i Hellerup indspillede af meddelelsen den aften fra 20.30 til 21.00, hvor oplæseren Johannes G. Sørensen kunne oplyse, at tyskerne i Danmark havde overgivet sig til Montgomerys befriere.

Pladen ligger til tørre på et stykke filtrerpapir i bevaringsafdelingen, hvor medarbejdere fortsat er ved at tømme de mange flyttekasser, der i al hast blev pakket sammen på museet, mens branden kravlede hen over tagkonstruktionen.

Lyd og film skal undersøges
Andre steder ligger spolebånd og kassettebånd til tørre. Papirer og bøger kan frysetørres, men det kan de tidlige, audiovisuelle medier ikke. Derfor kan det være afgørende, hvordan de håndteres, når de skal gennemgås efter branden.

»Skader på maskinafhængige medier kan man ikke se, før man afspiller dem. Nogle gange har man kun én chance«, siger Karen Brynjolf, der er konservator.

Jelved fastslår: Danmark får et nyt frihedsmuseum

Gamle arkiver og fotografier står stillet op i flere lokaler, hvor den smule fugt, de er ramt af, skal luftes væk.

Er vandskaderne større, så har bevaringsafdelingen et enormt fryserum, hvor effekterne fryses ned enkeltvis i poser. Det tørrer dem, så konservatorerne efterfølgende kan tage sig kærligt af de vandskadede dokumenter.

Et andet sted står tre træstolper. De var i sin tid banket ned i Ryvangen, hvor tyskerne stillede danske frihedskæmpere op ad stolperne under de mange henrettelser. De står op ad en væg i bevaringsafdelingen, tilsyneladende uskadte.

Andre steder står modstandsfolkenes våben, en kanon fra forsvarets meget korte kamp mod de tyske invasionsstyrker.

Konservator blev tilkaldt natten til søndag
Karen Brynjolf blev vækket af et telefonopkald søndag morgen ved 05-tiden, da redningsoperationen på museet var i gang.

FOTOS

Siden har hun og kollegerne på bevaringsafdelingen haft travlt med at gennemgå de 600 flyttekasser, der på få timer blev afleveret med fem lastbiler og to containere, der var proppet med effekter fra det brandhærgede museum.

I første omgang fokuserer konserveringsteknikerne på at sikre, at vandskader og andet ikke ødelægger tingene yderligere.

»Hvis det er vådt, skal vi gøre noget inden for 48 timer, ellers risikerer vi, at der opstår svamp og mug«, forklarer hun.

Nye krigstal skaber debat om dansk modstandskamp

»Men vi er heldige: Meget lidt er vådt«, tilføjer hun og roser politi, brandfolk og mandskabet fra skadeservicefirmaet for et godt arbejde under bjærgningen af de mange museumsgenstande.

»De har været meget nænsomme«, vurderer hun.

Tøjstykker og uniformer var udsatte
De effekter, der har taget mest skade - og det er ikke meget, er beklædningsstykker fra Frihedsmuseet.

En faldskærmsuniform fra besættelsestiden er skjoldet, sodskadet og en anelse flænget. Den hang under loftet på udstillingen for at illustrere den hjælp, de allierede gav ved at nedkaste våben og andet materiel til modstandsfolkene og ved at sende faldskærmssoldater ind bag fjendes linjer i Danmark.

»Der bliver noget at gøre. Imprægneringen skjolder. Og vi skal have fjernet sod«, siger Maj Ringgard, der er tekstilkonservator.

Vanskeligt at fjerne skader
En strikhue i de oprørske blå, hvide og røde farver - det britiske flyvevåben RAF's symbol - er også lidt medtaget. Huen var en yndet, men ikke ufarlig, måde at protestere mod tyskerne og deres danske støtter. kollaboratører på.

FOTOS

Det bliver besværligt at rette op på skaderne på de gamle tøjstykker.

»Krigstidsstofferne var elendige«, konstaterer Ringgard.

»Vi må lave pletrens på dem med fugtskader. Og hvor der er kommet huller, må vi stabilisere stoffet«, forklarer hun og peger på faldskærmssoldatens uniform, hvis lynlås er revet fri af dragten.

En faldskærm hænger tilbage

Tilbage i ruinerne af Frihedsmuseet står enkelte genstande, der ikke har kunnet flyttes. En af den illegale presses trykkemaskiner var for tung at flytte og står nu inde i den sammenstyrtningstruede bygning. En kanon står også tilbage.

Og i resterne af loftskonstruktionen hænger faldskærmen, som ingen kunne få væk under branden.

Det er uvist, om den kan reddes.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her