Den har en hærværkssikret computer – en tablet-pc – monteret foran. Her kan man betale for at leje den nye pendlercykel via mobilen. Og man kan lytte til musik, læse om det område, man cykler igennem, bestille togbillet, tjekke kulturtilbud, og hvad der nu ellers hældes i softwaren på det køretøj, der vil dukke op i Københavns og på Frederiksbergs gader næste år. Københavns Kommune besluttede sig efter en del vaklen i går for at gå med økonomisk i det projekt med deltagelse af blandt andet DSB, Falck samt Frederiksberg Kommune, hvor ambitionen er at indføre pendlercykler ved togstationer i flere byer i de kommende år. Cykler, som man kan leje for en time. Eller abonnere på for flere måneder.
SE VIDEO MED CYKLEN HER ( eksternt link)
Bilister skal lokkes over på cyklen Cyklen skal blandt andet være et tilbud til borgere i Holte, Birkerød, Vallensbæk og alle de andre steder, hvor mange ofte ’lige tager bilen ind til byen’ – eller bruger bilen til og fra arbejde hver dag. De skal nu lokkes til i stedet at kombinere tog og bus med en cykel, som holder klar til dem, så de kan komme det sidste stykke. I disse dage er Københavns Kommune ved at indsamle de tiloversblevne traditionelle bycykler, efter at det 17 år gamle verdenskendte, men også forældede turistprojekt, nu er stoppet. Der har været kritik fra flere sider af, at København samtidig meldte sig ud af det nye pendlercykelprojekt, som kommunen ellers selv har været med til at udvikle.







