Da Kim Fupz Aakesons familie flyttede til Albertslund, var byen først lige ved at blive til. Men blev det på en måde aldrig. Alt var perfekt i den nye verden, men for Kim var det en ørken. Her står han ved sin barndomshaves raftehegn, som også ses på barndomsbilledet nedenfor. Foto: Miriam Dalsgaard

Da Kim Fupz Aakesons familie flyttede til Albertslund, var byen først lige ved at blive til. Men blev det på en måde aldrig. Alt var perfekt i den nye verden, men for Kim var det en ørken. Her står han ved sin barndomshaves raftehegn, som også ses på barndomsbilledet nedenfor. Foto: Miriam Dalsgaard

Kultur

Kim Fupz: Rigtig høj bliver man aldrig af bifald

Siden sin skoletid har tegneren og forfatteren Kim Fupz Aakeson lidt under sin beskedne højde og spinkle fysik. Og ledt efter noget at stå på.

Kultur

Kims mor var gravid og lå på hospitalet, så hans stedfar fik den tvivlsomme fornøjelse af at overbringe ham beskeden.

Kim blev anbragt i en stol i stuen, stedfaren tog plads overfor.

Han skulle have en øl, sagde han. Og spurgte, om Kim ville have en sodavand.

»En sodavand?«, udbryder Kim Fupz Aakeson forundret.

»På en onsdag?!«

» Det gjorde vi altså ikke i Albertslund«.

Kim var 11 år gammel.

Seks år tidligere var hans forældre blevet skilt, og Kim så kun sin far hver anden weekend, så de var gradvist blevet fremmede for hinanden.

»Det var vel det, der smertede ham«, siger han.

»Det er i hvert fald min teori. At det var derfor, at han gjorde det«.

Kim fik sin sodavand.

Og så kom det: Hans biologiske far havde bedt sig fritaget for at se ham mere. I stedet ville hans stedfar adoptere ham.

Vi sidder lidt og smiler vantro til hinanden, da han har fortalt det.

»Ja, det er sådan lidt … specielt«, siger Kim Fupz Aakeson.

»Jeg tror nok, at jeg blev meget stille«.

Kim spurgte, om han så aldrig skulle se sin far mere.

Men det var der ingen, der vidste. Og så spurgte han ikke mere.

Det sidste, han trængte til, var flere nøgne flanker mod verden.

Derfor omtalte han aldrig episoden og sagde bare, hvis nogen spurgte, at han ikke gad se sin far.

Han havde andre, mere presserende problemer at tage sig af. Og fortrænge.

Først og fremmest: sin størrelse.

Det første, Kim havde lært i skolen, var, at han var lille.

Tidligere havde han aldrig skænket det en tanke, men nu blev han pludselig drillet med sin beskedne højde og spinkle statur. Og det plagede ham.

»Det var en forbandelse, jeg skulle leve med«, som han siger.

Kim kunne ikke tæve nogen og turde ikke balancere på de høje betonelementer ved tunnelerne.

Og da styrke og mod gav adgang til slænget, var Kim udenfor. Men også den smerte tav han med.

»Jeg åd den bare, lod mig drille og kompenserede«, siger han.

»Det var taktikken«.

Han sidder lidt og ser frem for sig.

»Det var måske der, den blev grundlagt«, siger han så.

»Min trang til at kompensere«.

Livet igennem har Kim Fupz Aakeson målt sig med andre og ledt efter noget at stå på.

Af samme grund har han vendt ryggen til det, der faldt ham svært eller smertefuldt, og koncentreret sig om det, han var god til – og derfor først sent i sin succesfulde karriere fået kantet sig derhen, hvor han selv vil være.

»Jeg hader at være dårlig til noget. Jeg hader at være nybegynder. Og da jeg kunne se, at nu gjaldt det om, hvem der fik lov at kysse pigerne, tænkte jeg: Okay, det her tog kører altså nu. Det skal du med på«.

»Det var en ny målestok, om man kunne få nogen piger til at være interesseret i en eller ej. Og gudskelov kom jeg med dér. Ellers havde det været svært«.

Vi ser på hinanden.

»Jamen, det gjaldt om at være noget i klassen«, siger han.

»Ellers var jeg jo det, jeg lignede«.

»En lille lort«.

Selvstændige flokdyr
Spørgsmålet melder sig, straks jeg drejer om hjørnet og skridter ned mellem de gamle rækkehuse.

En lille stribe landsbyidyl midt i storbyen. Kim Fupz Aakeson er vokset op i Albertslund, har rejst med Tvind og boet adskillige år på Christiania.

Nu er han så kommet i sølvbryllupsalderen og har slået sig ned i Kartoffelrækkerne på Østerbro.

Den kreative klasses helle. Oprørets eksklusive endestation.

Hvad sker der for ham?

Han har selv omtalt paradokset.

At mange i hans generation betragter sig selv som individualister og tror, at de år for år bare bedre og bedre udtrykker hver deres personlige væsen, i takt med at de skifter arbejde, ægtefælle og retning.

Indtil det ydre næsten fuldstændig afspejler det indre. Mens et blik til siden vil afsløre, at andre har fulgt stort set samme rute. På vej til sig selv.

Måske endda i generationer.

Og individuelt ser det ud.

Selv om husene er opført i samme mål, er der ikke to, der ligner hinanden. Ingen stakitter har samme form eller farve.

Selv vinduerne skifter farve fra hus til hus. Her skal man åbenbart kun ligne sig selv. Hele vejen ned.

Ved nummer 17 er stakittet mørkegrønt.

Solen skinner i en blå bænk, der er anbragt op ad muren i den lille brolagte forhave. En barnecykel læner sig op ad brændestablen.

Og døren står åben.

»Hej«, lyder det.

Og der står han i døren. En lille væver skikkelse. 1,72 høj. I bare fødder, en sort ærmeløs undertrøje og løse grå bukser med opsmøg.

»Jeg har aldrig boet et sted, hvor jeg har fået så mange sarkastiske bemærkninger som her«, siger Kim Fupz Aakeson, da vi lidt efter står og venter på tevandet i det åbne køkken i stueetagen.

Da Kim og hans venner var unge, oplevede de livet som en opdagelsesrejse.

Og nålen søgte kompasset rundt for at få svar på ét eneste spørgsmål: Hvem er jeg?

»Da vi var sidst i 20’erne, blev alle kæresterne faste. Samtidig«, siger han, da vi klatrer op ad trappen til »Pernilles etage« – kærestens arbejdsrum.

»Lige efter kom børnene. Så var det pludselig parmiddage i stedet for cafeer. Og da fællesprojektet med børnene ’fadede’, kom skilsmisserne«.

Han standser for enden af trappen.

»Okay, tænkte jeg. Der er vist et mønster her, som ikke er helt frit«, griner han.

Hvilken fase er vi så i nu?

»Ja, nu får mændene så anden runde af børn«, siger han og tilføjer med et smil:

»Og kvinderne er … bitre over det«.

Troldens navn
Vi træder ind på den hvide etage med brændeovn og hvidpigmenterede plankegulve.

Fra gården lister en melodi af børnestemmer og fuglekvidder herind gennem de grønne grene, der stikker op foran den åbne franske altan.

Og med mellemrum sætter en saxofon ud på en improviseret slentretur igennem skalaerne et sted dernede i gården.

Kim Fupz Aakeson følger selv ganske samvittighedsfuldt det pensum, han har opstillet for sin generation.

Han har en voksen datter fra et tidligere ægteskab, men bor nu – i en alder af 50 år – med sin nye kæreste og hendes søn, og de venter deres fælles barn den dag, dette trykkes.

Vi tager plads på sorte læderhynder i hver sin klassiske træstol, der står på hver side af dørens kantede skygge, som solen tegner op på gulvet.

Han er slank, musklerne tonede og håret strøget tilbage i bølger over det drengede ansigt, hvor alderen har skrevet sig ind i små krusninger omkring øjnene og afsat grå streger i de mørke skægstubbe.

I årevis skjulte han sin krop i tøj, fortæller han. Masser af tøj. Han forbandede sommeren, fordi den tvang ham til at lægge garderoben.

»Og være tynd«, som han siger, og han kan stadig huske fornemmelsen:

»At: Ah! I dag er det overskyet«.

Han sidder med det ene ben over det andet.

Lader med mellemrum armene krydse hinanden i skødet og overlader de store armbevægelser til ansigtet, mens kroppen kun flytter på sig i små pludselige ryk.

Stemmen er livlig, fuld af betoninger og skift, og sætningerne vrimler med små indlagte replikker, mange af dem amerikansk slang, som han opfører snarere end udtaler, så hans historie i glimt opleves mere som en film end en fortælling.

Sidst i 20’erne opgav han at klæde sig ud som stor, fortæller han.

»Det er jo ligesom hentehår«.

I stedet begyndte han at træne.

Også det gik han nu stille med, ligesom han undgik overhovedet at omtale sin størrelse.

Først for få år siden blev i stand til at sige troldens navn, som han siger. Og bruge ordet ’lille’ om sig selv.

»Og jeg jokede aldrig med det«.

Men den slags indre udyr trives som bekendt fortrinligt i tavshed, og da hans datter blev født, var hans første tanke:

»Pyha! En pige«, siger han.

»Så skal hun da ikke igennem det«.

Kunstner eller snedker
Det er tydeligt, at han undervejs har løftet og undersøgt de fleste sten på sin vej og derfor i dag kan levere selvgjorte bud på det meste.

Som en slags dividende for de mange små nysgerrige øjeblikke, strøet ud over årene.

Han gør ikke det mindste forsøg på at fremstå mere begavet eller ædel, end han faktisk føler sig. Siger bare, hvad han tænker.

Åbenbart ubekymret for, hvordan det sagte vil gøre sig på tryk. Og lader tankerne springe af sted.

Som et ivrigt snusende hundekobbel efter en ræv. Uden hensyn til andet end færten.

Hvorefter ordene gør deres bedste for at følge med. Til hest og med jagthorn. Mens de forsøger at komme på skudhold.

Så mens timerne går, står min te og bliver kold på gulvet ved siden af de urørte ark med spørgsmål.

Kim Fupz Aakeson ved godt, at han har fyldt meget i dansk film i de seneste år.

»Men jeg har altid ideer, og jeg skriver hurtigt«, siger han.

»Det falder sådan ud af mig«.

Han nipper til sin te, stiller koppen på gulvet og stirrer ud i lyset fra gården.

»Jeg kan godt mærke, at det er lidt suspekt, at jeg laver så meget«, smiler han.

»Det kan ikke være ordentligt, tænker folk. Og i mange år tog jeg det faktisk på mig som et problem og tænkte, at jeg nok var overfladisk. Jeg ville ikke kalde mig selv kunstner«.

»Jeg sagde: snedker«, vrænger han.

Kim Fupz Aakeson er altid »i gang med flere lærreder«, som han siger.

»Lige nu arbejder jeg på et par filmprojekter. Og et par børnebøger«, siger han henkastet, som var det to sms’er og en indkøbsseddel, han havde gang i.

»Og så er der et oplæg til en tv-serie, jeg skal se, om jeg kan finde ud af«.

Arbejdet foregår en etage oppe.

I hans ’lille hak’, som han kalder det cockpit af et hjørne, hvor han forvandler strøtanker fra sin mentale »skrammelplads« til hørespil, teaterstykker, børnebøger, romaner og filmmanuskripter.

Nogle gange venter han med at sende et manuskript ind for ikke at blive mistænkt for sjusk, og han spreder sit arbejde over flere lande, så det ikke skal syne så massivt.

Men pause holder han aldrig.

»Det er min måde. Og jeg mister den, hvis jeg ikke får lov at fylde hullerne ud med andre projekter«, siger han.

»Der er ikke noget at gøre ved det«.

Undskyldningen er accepteret. Og hvad skal staklen også gøre ved, at ideerne kommer af sig selv, og at det er en fornøjelse at prøvekøre dem på tastaturet?

»Jeg har aldrig haft en skriveblokering«, siger han.

Vi ser på hinanden. Jeg denne gang uden udpræget medfølelse.

»Ja, det er ikke skidegodt alt sammen«, trøster han.

Det er først, når han rejser sig fra computeren, at han forvandler sig til et dybt bekymret væsen.

»Da min datter blev født, lå hun bare der og virkede. Men alt det, der kunne gå galt derfra. Fuldstændig uoverskuelige mængder af katastrofer og genetiske fejl«.

Hvad var du bange for?

»Jamen ALT!«, råber han.

»Jeg havde virkelig en trang til, at hun skulle blive inden døre. Og den grundbekymring skal man afsone resten af sit liv. Nu er hun 20 år og bor på Nørrebro. I det skydetelt derude«.

Han lader sig falde over i stolens anden side, trækker det ene ben op og spreder fingrene over hage og mund.

»Det er vel derfor, at mit arbejde føles frit«, siger han.

»Som en lettelse faktisk. For der åbner jeg fuld af optimisme. Jeg tror, det bliver godt, og har en fryd ved at starte, fordi det er så jomfrueligt og spændende«.

Så går det anderledes trægt, når historien har taget form og bare skal skæres til.

»Så kommer en vis desillusion snigende. En fornemmelse af, at: Nårh! Det blev sådan en historie, og nu skal jeg bare forbedre den inden for nogle rammer, jeg godt kan ane, hvor ender henne«.

Han smiler.

»Og i samme øjeblik jeg har lukket og afleveret, siger det: smæk! Og jeg begynder at bekymre mig. Det holder ikke, tænker jeg. Det holder ikke!«

»Men … «, griner han.

»Den første fase er skide sjov. Altså, for eksempel: Offer møder gerningsmand ...«.

Han ser på mig, som var det en gave, han havde lempet over i mit skød og dårligt kan vente på, at jeg får pakket op. Hvorfor han til sidst selv er nødt til at sige det:

»Jamen: fantastisk

Opfindelsen af Albertslund
Begyndelsen på Kim Fupz Aakesons egen historie er mere end almindeligt jomfruelig.

Et tåget billede af ejendommen i Hvidovre er alt, hvad han husker.

Men det var der et sted i tågen, at hans forældre blev skilt, og en ny mand flyttede ind.

Senere købte familien en grund i Albertslund og tog hver søndag ud og stod på deres brakmark af ukrudt for at se, hvor langt de var kommet med huset.

Da Kim var otte år, stod det færdigt. Og herfra står billederne skarpere.

»Albertslund var én stor byggeplads. De byggede sådan nogle gårdhuse af betonelementer. Fire om dagen. » Hrrr, hrrr, hrrr«, hvæser han, mens han monterer betonelementer med håndkantslag i en halvcirkel i luften omkring sig.

Det var, siger han, opfindelsen af Albertslund.

»Og det var … én stor fejltagelse«.

I den nye verden lå alt, hvor nogen havde regnet ud, at det skulle ligge.

Børnene kunne løbe overalt, der var Vestskoven og haver og fodboldbaner, og Kim måtte få en hund, men uanset hvordan han lagde al denne lykke sammen, blev facit et stort trøstesløst nul.

»De gjorde, hvad de kunne. Med kultur og hvad ved jeg. Men det var et meget trist sted. Det havde ingenting for mig, og jeg har ingen følelser for det i dag«.

»Jeg er sådan set ingen steder fra«.

Kims stedfar var en stilfærdig mand, der tog »sager« med hjem fra arbejde i Arbejdsskadestyrelsen, gule foldemapper, som han sad og skrev i.

Kims mor var socialrådgiver på forvaringsanstalten. En livlig og meget social dame med en alt for høj latter, syntes han, og en pinlig vane med at tale med fremmede i supermarkedet.

»Det er hende, jeg har mit papegøjegen fra«, siger han.

»Jeg kan være tavs i dagevis, men når vi får gæster, skal jeg love for, at der kommer nye batterier på Duracellkaninen«.

Livet i typehuset var da også ganske muntert. Der blev grinet meget og leget med ordene hen over spisebordet.

»Man tog altid sådan lige det, der blev sagt, og vendte det en omgang. Og jeg vil sige, at grundlæggende havde jeg det godt med mine forældre, indtil jeg fik langt hår«, siger han.

Men i Kims familie fik man en uddannelse og et arbejde. Færdig. Og der var ingen interessante onkler, der teede sig tosset eller havde rejst verden rundt.

»Jeg havde det sådan med den villavej: Jeg er ikke hjemme her. Der må være noget andet«, siger han.

»Jeg længtes sådan efter noget, og jeg led under, at jeg ikke havde nogen billeder på, hvad det var«.

Sæt pigerne ned
Kim undgik gymnastik og svømning. Og brillerede i dansk og engelsk.

Da de andre blev trætte af at »slås og balancere på mærkelige ting«, var det ham, der udtænkte legene.

Han var sjov, senere fræk over for lærerne, og snart fik han tilkæmpet sig en plads i hierarkiet.

Regning fattede han aldrig. Og gjorde sig heller ingen unødige anstrengelse.

Som der stod i hans meddelelsesbog: »Kims aktivitet i matematiktimerne er efterhånden kun af forstyrrende art«.

»Jeg er helt vildt i mine lysters vold. Jeg har ingen disciplin overhovedet, når noget keder mig. Jeg kan ikke. Jeg lider bare. Sådan en husistandsættelse ... Jamen, jeg hader hvert sekund af det«, siger han.

»Jeg kan ikke læse en manual. Jeg kan ikke komme igennem dem. Altså, et fjernsyn. Vil du vide, hvordan det virker? Helst ikke! Men: Virker det?«

Visse af tilværelsens indretninger er man nødt til at forstå.

Og da det hormonelle kapløb satte ind, og en udvalgt skare samledes for at lege ’sandhed eller konsekvens’ og kysse, var Kim klar over, at her skulle han være med.

Uanset hvor hårdt arbejde det var. For pigerne var i voksealderen, så det gjaldt om at få dem ned at sidde.

»Nogle gange kunne jeg jo se de her høje mystiske fyre, som bare kunne stå i et hjørne, så kom pigerne af sig selv. De har det fandeme nemt«, siger han.

»Det var sådan … udemokratisk. Og vi, der ikke får den slags nemme scoringer, ved jo, at de høje typer ikke nødvendigvis har noget at byde på. Det er bare vores kedelige venner«.

Selv måtte Kim være sjov og charmerende. Altid på.

» Arh! Arh! Arh!«, kæmper anstrengelsen i struben som en bil, der har svært ved at komme i gang.

»Jeg måtte gøre mig synlig, så jeg ikke forsvandt. Og senere lytte og være klog og have det rigtige hår«, siger han.

»Det var de ting, jeg satsede på«.

Han læner sig frem med et lille smil.

»Det sjove er, at jeg ikke var særlig ydmyg, når det lykkedes mig at få fat i nogen. Jeg var ret frisk til at gå videre«.

Indtil han blev gift, havde han ikke et forhold på mere end trekvart år.

»Nogle gange var det i sig selv devaluerende, at en pige sagde ja. Jeg var også mine kærester utro med nogen, som helt klart var dårligere scoringer end dem«.

Hvorfor tror du?

»Det er vel den usikre lille fyr, som lige skal se, om det kan lade sig gøre«.

Lugten af hund
De stod i en kreds i deres hvide pelse og røg Kings ovre i de stores skolegård.

Hippierne fra de større klasser. Under halvtaget ud for toilettet.

Som en flok eksotiske fugle, der var mellemlandet i sovebyens ødemark på vej til anderledes eventyrlige himmelstrøg.

Kim så dem.

Og pludselig så han også en flig af sig selv og mærkede et gys af alle de spørgsmål i ham, der ikke fandtes svar på i Albertslund, som løb igennem ham.

Da det endelig lykkedes ham at få langt hår, var fuglene fløjet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Flokken var gået ud af 10. klasse, og Kim blev den sidste hippie på Egelundsskolen.

»Jeg har ellers aldrig været god til at gå imod strømmen, men jeg måtte bare blive hippie. For det var mit bedste bud på, hvad jeg var«, siger han.

Altså syede han lapper på tøjet, trak i frynset vest og træskostøvler og installerede sig senere i en enorm hvid vinterkrigspels, der vejede 80 kilo, havde plads til fire dåseøl i hver lomme og lugtede af gammel hund.

Nu gjaldt det ikke længere om at gøre sig synlig for at blive optaget i flokken. Men for at skille sig ud.

Familiemiddage mødte han op til som til en revolution. Kampberedt. Med udslået hår.

Og hvis nogen gad diskutere, blev han »helt vildt venstreorienteret«.

Han abonnerede på et blad fra den kinesiske ambassade med »retoucherede billeder af Mao, der hilser på nogen i et stenbrud«, som han siger.

»Uanset hvem der havde rakt mig en lillefinger på det tidspunkt – med et tilhørsforhold, som bedre matchede den, jeg var – havde jeg taget den«.

Efter hf meldte han sig til kultursociologi på universitetet. Men så kom lillefingeren.

En dag på Albertslund Bibliotek faldt hans blik på et kæmpestort sort-hvidt foto af en dansk rutebil omgivet af sand til alle sider.

Og ved siden af »to forkølede danskere der stod og missede mod solen«. En brochure fra Tvind.

»Og jeg tænkte bare …«, siger han, mens stemmen daler til en hvisken:

» Der var den!«

Ydmygelsen
Kritikken af Tvind var endnu ikke begyndt, og Kim ankom til Ulfborg overbevist om, at her lå de inde med svaret.

De var ved at fastgøre den sidste vinge på skolens berømte vindmølle.

»Er det konkret?«, spørger han ud i rummet – og svarer selv:

»Det tror jeg nok lige, at det er. Er det VS og noget ruskursus? Det tror jeg ikke. Her sker det. Og vi skal rigtigt til de varme lande. Det var det eneste, jeg tænkte på«.

»Jeg skal køre i bus i fire måneder«.

På Tvind løste regnestykkerne sig selv. De var 50 elever, som splejsede til fem rutebiler. Og som Kim Fupz Aakeson siger:

»Det var ikke så svært«.

Så rev de sæderne ud og byggede senge. Det var også meget let. Pludselig forstod han, at man selv kan få ting til at ske. Og han husker stadig »de lykkelige fællesmøder«, hvor én ridsede det aftalte op:

»Forslaget er, at vi køber tre lastbiler og fylder dem med snedkermaskiner til en flygtningelejr i Palæstina. Er der nogen kommentarer? Okay! Så er det sådan«.

Han ser på mig.

» Den fornemmelse!«, udbryder han.

»Så er det sådan. I dag ved jeg jo godt, at heltene ikke er helte, at forbryderne er mennesker, og at der er alle mulige sandheder. Men der var en handlekraft ved at tro på, at det her var rigtigt«.

Skreddet skete langsomt. Hvad der i Albertslund hed en ’stikker’, kaldte man hos Tvind ’en god kammerat’.

Her rejste man sig op på fællesmødet og fortalte, når en kammerat var på afveje.

Og da det hele skulle tage sig demokratisk ud, fortsatte møderne, indtil alle havde overgivet sig og lærerne fået ret.

»Tonen var helt vildt hård. Og de blev ved. Og for en dreng på 18 fra Albertslund er det altså råt at blive råbt ind i hovedet af store koner i islandske sweatere, at man er en lille borgerlig dreng«.

»Men bagefter ...«, siger han, lukker øjnene og lader sig synke skråt bagud i stolen, som gav han sig hen i en favn.

»At blive taget til nåde og … omfavnet«.

» Aaaae«, kommer det fra stolens dyb.

»Det var så tarveligt. Jeg glemmer det aldrig. Det var en ydmygelse, især fordi vi blev gjort medskyldige. For når det var en, man godt kunne lide, der fik en tur, blev man jo peget ud: Hvad synes du? Og så skulle man give sin ven tørt på in public«.

16 måneder var han på Tvind.

Heraf fire i bus ned gennem Tyrkiet, Syrien, Libanon, Jordan, Irak, Iran, Pakistan og Afghanistan.

Men da den første kritiske artikel om Tvind stod i avisen, var Kim allerede faldet fra. Indeni.

»Jeg har spekuleret over det i forbindelse med al den snak om 2. Verdenskrig. De blev jo sat under et pres, som vores generation har været forskånet for. Altså: Hvad er jeg egentlig for en, når det kommer til stykket? Helt eller kujon?«

Føler du, at du VED det?

»Jeg kunne jo se på Tvind, at der var grænser for mit mod. Desværre«.

»Det var en kæmpe skuffelse at opleve mig selv som en kryster. For det billede havde jeg slet ikke af mig selv«.

Misundelse
Alligevel blev Tvind et vendepunkt.

Kim kunne hverken vende tilbage til Albertslund eller begynde på universitetet.

»Den mødom var taget«, som han siger.

I stedet flyttede han i kollektiv og begyndte at rejse. Først alene rundt i Europa, så af sted igen til Mellemamerika.

»Jeg troede, at det skulle være mit liv. Bare ud med rygsækken og møde folk og være i verden«.

Indtil nogle lokale i Managua en dag spurgte ham, hvad han lavede.

»Og det var egentlig et meget godt spørgsmål«, smiler han.

»Ingenting! Glor! Og jeg savnede at høre til! Jeg gik bare og gloede på de andres liv, og pludselig oplevede jeg det som dybt kedsommeligt«.

Det var, da han kom tilbage til København, at han begyndte at tegne. Og male. Og spille musik.

Tilfældet ville, at tegningerne blev færdige først. Han fik en fast side i Ugeavisen København, og så var hans skæbne sådan set beseglet.

»Pludselig kunne jeg noget, som vakte begejstring, og det betød noget for mig. Og så forsvandt det andet bare«, siger han og falder ind i sine egne tanker.

»Jeg kan blive helt urolig, når jeg tænker over det i dag«, kommer det lavmælt.

»For jeg havde slet ikke forholdt mig til, om jeg hellere ville male. Verden havde forholdt sig til mig«.

Kim målte sig hele tiden med andre.

Og det i en sådan grad, at det bifald, han søgte, var lettere brugt og allerede havde tilsmilet andre. Han gav sig simpelt hen til at planke sine idoler.

Sad nat efter nat og studerede Claus Deleurans tegninger og prøvede at regne ud, hvordan han tegnede næser og hænder, mens han, forgæves ganske vist, forsøgte at kopiere dem.

»Det er så det, der hedder personlig stil«, griner han.

Forfatter blev han sidelæns, siger han. For tegningerne blev til børnebøger, som senere førte til romaner og til sidst til manuskripter.

»Man føler jo ikke, at man vælger afgørende«, siger han.

»Men det gør man«.

Tid er tykkere end blod
Kim sad på sit arbejdsværelse i Christiania, da telefonen ringede.

Han havde rundet de 30 og var selv blevet far. Stemmen i røret genkendte han ikke.

»Hej«, sagde den. »Det er din far«.

»Det var en fremmed mand, der ringede. Sådan følte jeg det«, siger han.

»Og … 20 år er jo lang tid«.

Da Kim steg af toget i Slagelse, kastede han et kort blik ud over de ventende skikkelser på perronen. Og fik øje på sig selv.

»Det var fuldstændig mig – plus 25 år. Altså, det var så vildt! Da jeg var 11, tænkte jeg jo ikke, at vi lignede hinanden. Dengang var han bare høj, syntes jeg«.

»Det var han så ikke«.

Sådan gik det til, at arv og miljø en dag mødtes på Slagelse Station og traskede en omvej rundt i kvarteret på vej til frokost hos Kims bedsteforældre.

»Han prøvede at forklare lidt. Og det var jo svært for ham. Fordi … det gør man altså ikke, det der med at afskrive sine børn«, siger Kim Fupz Aakeson.

»Han virkede lettet over, at jeg ikke hadede ham. Jeg tænker bare: Synd for dig. Jeg har en far derhjemme, jeg har ikke manglet noget, og det er jo altid de sår, man tilføjer andre, der bliver ved med at plage en. Når man går under sin egen standard«.

Også under frokosten sad Kim og betragtede sig selv i en ældre udgave.

»Min biologiske far gik også helt ind i selskabet og ville være med, men med den samme rastløshed. Sådan: Så! Nu har vi snakket nok om det«, siger han og rykker utålmodigt fra side til side i stolen, mens han knipser i fingrene.

Tid er tykkere end blod.

Og det stærkeste bånd mellem to mennesker er ikke slægtskab, men den tid, man investerer i hinanden, siger Kim Fupz Aakeson.

Måske derfor blev forholdet til hans biologiske far heller aldrig senere tæt. Og måske var det derfor, at han selv gik hjemme med sin datter.

»Da hun blev født, tænkte jeg: Okay! Dér var meningen med livet. Det andet laver vi for at fordrive tiden og tjene penge. Men der var den! Pludselig er man ikke frit i luften svævende længere. Dér er man virkelig med«, siger han og sidder lidt, som om han tæller sekunder.

»Det var et åndedrag«, kommer det så.

»Så var hun stor og flyttede hjemmefra«.

Det er det eneste, han fortryder i dag, siger han. At de ikke fik flere børn.

»Fordi … ét barn. Det er noget pjat!«.

Han ser på mig.

»Ét barn!«, vrisser han, som om det var min skyld.

»Hvad fanden er det?«

Kim Fupz Aakesons generation er gået mere op i deres børn end de foregående generationer. Det må man give dem.

»Men vi opdager jo også nu, at de ikke har brug for os længere. Vi er også bare nogen, der skal forlades. De kommer jo ikke rendende af sig selv og hænger ud, fordi de synes, vi er fede«, smiler han.

» var vi heller ikke mere anderledes«.

En tegners død
Snart blev det sjovere at skrive historierne i børnebøgerne end at slå stregerne. Og med tiden dampede glæden ved at tegne helt af.

»Forfatter var noget, jeg blev, mens jeg tegnede mig ihjel«, smiler han.

Der manglede nu noget begge steder.

Tegningerne blev afhentet af et grønt bud.

Romanerne var der ingen, der så, før de var færdige. Og Kim savnede nogle lektier og nogle legekammerater. Derfor søgte han ind på Filmskolen, siger han.

»Og det var simpelt hen sådan: Honey, I’m Home

At skrive en roman er som at skrive en fristil.

Lammende. Man kan skrive hvad som helst og løber derfor let tør for ideer, inden man har fået en eneste.

På Filmskolen var det anderledes. Her kostede historierne pludselig penge.

Udendørs var dyrt. Nat var dyrt. Mange mennesker var dyrt. Så man måtte finde på noget i en lejlighed med en mand og dame.

»Det syntes jeg var skide sjovt! Man er nærmest i gang, før man er i gang«.

Kim Fupz Aakeson havde ramt en åre.

Og ikke bare i sig selv. Dansk film var netop vågnet, pengene flød, og realistiske hverdagshistorier var på mode.

Endnu før han var uddannet, skrev han sin første film, ’Hannibal og Jerry’, sammen med komikerparret Wikke og Rasmussen.

Samt tre novellefilm til DR. Og, som han siger:

»Det næste, jeg lavede, var ’Den eneste ene’«.

Henrettelsen
Dagmarbiografen var fuld af premieregæster.

Lyset i salen tonede ud, musikken begyndte. Og midt i det hele sad Kim Fupz Aakeson med en betonklods i maven og vidste, at om halvanden time var hans korte karriere forbi.

Han havde skrevet en skæv og tragikomisk historie om, »hvor åndssvag kærligheden er«, siger han.

Ud af den havde instruktøren Susanne Bier så lavet en munter film om, »hvor lækker kærligheden er«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Slagsmålene var taget og tabt. Resultatet havde han allerede set i klipperummet, hadet og tænkt:

»Den får én over nakken og sælger 60.000 billetter«.

Og nu sad han der i mørket og ventede bare på, at øksen faldt.

»Jeg var helt oppe i sædet og klar til at … Jeg ved det! Lort! Der kan I selv se! Jeg gik hele tiden og bagtalte filmen. Det var så pinagtigt, syntes jeg. Og jeg var så ulykkelig. Jeg kunne slet ikke have, at jeg skulle tages til indtægt for den film«, siger han og sætter hånden for munden som en tragt:

»Jeg er ikke sådan en heeer!«, råber han.

’Den eneste ene’ fik en begejstret modtagelse, blev den mest sete danske biograffilm i adskillige år, og dørene i den danske filmverden sprang overalt op for Kim Fupz Aakeson, men man skulle være en dårlig sortseer, hvis man lod den slags påvirke ens humør.

»Jeg begreb det ikke. Jeg syntes, at jeg havde fejlet, og jeg var så langt nede, at jeg slet ikke kunne skrive«.

I ugerne efter premieren bestilte Kim Fupz Aakeson ikke andet end at grave ud i sin nye stuelejlighed og takke nej til en syndflod af tilbud om nye opgaver.

Til sidst lavede han alligevel en film. Og en til. Og så fattede han endelig, hvad det vil sige at være manuskriptforfatter.

»Jeg havde hele tiden tænkt: Jeg skal bare finde en instruktør, der kan lave det, som jeg har tænkt det. Men det er fatalt at tænke sådan. Man skal netop finde en, der kan det, man ikke selv kan. For når man laver en film, taler vi et sprog sammen, som ingen af os taler alene«, siger han.

»Der fandt jeg nøglen til at gå videre. Så … jeg kom over succesen«, griner han.

Og stort set på samme måde, som han har rejst sig efter en fiasko. Begge dele skal man lægge bag sig, siger han. Og falder det svært, skal verden nok hjælpe.

»Verdens glemsomhed er imponerende«, griner han.

Bifaldet varer evigt. Mens det står på. Bagefter har det aldrig været der. Og sådan er det også med pibekoret.

»Med nogle af mine bøger tænkte jeg: ! Nu vil Politiken rydde forsiden«, siger han og lader forventningen stå et øjeblik, før han tilføjer et lille vissent:

»Not!«

»De fik måske to okay anmeldelser og solgte 400 eksemplarer. Da slog det mig, at hvis jeg lader det betyde noget, holder jeg ikke ret længe. Det er nødt til at være glæden ved at være i gang og skabe noget ud af ingenting, der driver«.

Og sådan svandt sulten efter bifald lidt efter lidt ind.

»Selvfølgelig ligger fortiden der, fem stjerner, hovedkonkurrencen i Berlin. Men glem det nu«, siger han.

»Det var til eksamen sidste år, at du fik 10. Nu er det helt forfra. Det gælder om at gå på arbejde. Nu er det mandag, nu skriver jeg. Og så ser jeg, hvad der sker«.

Hold op med at bitche!
Klogere bliver man ikke med alderen.

I hvert fald ikke, hvis man hedder Fupz til mellemnavn. Det er de samme fejl, han begår i dag.

Nu genkender han dem bare og har lært at afholde sig fra et par af de værste unoder. Frem for alt: misundelse.

Som ung brokkede han sig ustandseligt, forklarer han. Det var hårdt at være tegner. Og det var også nogens skyld.

»Jeg var sådan en piveskid. Og jeg hører jo også andre forfattere, der bitcher over, hvem der fik den største annonce, og hvorfor de ikke fik en plakat«, siger han.

»Jeg kan sagtens mærke, at jeg kunne gå med på den, men det virker at lade være. Man skal bare slippe, så dør den igen. Og jeg blev virkelig glad, da jeg opdagede, at jeg kunne lade være«.

»Der er altså nogen, der er bedre end dig. Der er også nogen, der bliver behandlet bedre end dig, selv om det er uretfærdigt. Men hvor skal man gå hen med, at de andre blev overanmeldt? Ja, og

Han ser på mig, som ventede han svar.

»Der er ikke nogen retfærdighed«, kommer det så.

»Vil du være med, eller vil du ikke være med?«

Helt gratis er det nu ikke at deltage.

Og jo flere film, teaterstykker og bøger, Kim Fupz Aakeson får skrevet, desto tydeligere står det for ham, hvad han kan, og hvad han aldrig vil kunne.

Det er prisen for at få lov at folde sit talent ud.

»Jeg kan jo rimeligt nådesløst aflæse, hvor mit niveau ligger. At så er det heller ikke bedre«, siger han og tilføjer med et skævt smil:

»Det slipper man jo for, hvis man nøjes med at drømme om engang at skrive en fantastisk roman«.

Løft os venligst ikke
Nogen taler i telefon nede i gården. Og lidt efter lyder der trin på trappen. Det er hans kæreste, der kommer for at hilse på.

»Det har taget mig enormt lang tid at blive taknemmelig over det liv, jeg har«, siger Kim Fupz Aakeson, da vi igen er alene på etagen.

»Og det er fantastisk«.

»Jeg skubber en pukkel foran mig af ting, jeg gerne vil se og gerne vil lave, som bare bliver større og større«.

Vi diskuterer, hvordan en film om hans eget liv kunne skrues sammen, men bliver enige om, at han nok skulle sættes under pres. Som man gør med hovedpersonen i et stykke fiktion for at afsløre, hvad han egentlig rummer.

»Jeg har jo været et søndagsbarn, hvad mit arbejde angår. Jeg vil gerne tegne. Jamen, værsgo. Jeg vil også gerne skrive bøger. Værsgo. Film? Fint, du kommer ind på Filmskolen. Og der er også et element af held i, at tiden har kaldt på den slags film, jeg kan lide at skrive«, siger han.

»Det ville man nok tage fra mig i en film, så jeg igen bare var en lille lort«.

Vi ser på hinanden. De to lænestole står i nøjagtig samme skrå vinkel mod den franske altan. Og de er ikke det eneste, der spejler hinanden. Også vi flugter påfaldende godt. Ikke bare i højde og statur. Også i alder, tonefald og mimik.

Jeg synes, at vi afslutningsvis bør sige noget sjovt om, at vi er små?

»Altså, hvis jeg bliver genfødt, forventer jeg i hvert fald at få lidt mere højde. Nu har jeg aftjent min værnepligt som lille. Taget det pænt. Gjort det godt. Men … ikke noget under 1,85 næste gang. Det gider jeg ikke«, griner han.

»Så er det heller ikke sjovere«.

Små kvinder har det lettere. »De bliver løftet«, siger Kim Fupz Aakeson og fatter med hænderne om luften foran sig.

»Det er ikke i så høj kurs hos mænd«, tilføjer han uden at fortrække en mine.

»At blive løftet«.

Han lyser op.

»Det synes jeg, at vi skal sige:«, kommer det så.

»Lad være med at løfte de små mænd«.

Læs de andre interview i Nils Thorsens serie OmVeje:
Ghita Nørby: Den perfekte kvindes datter
Lars von Trier: Det hjemmelavede menneske
Tage Voss: Verden forlader en, før man selv forlader den
Bodil Jørgensen: Nogle engle falder opad
Knud Romer: Drengen i krypten

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce