Har du lagt mærke til, at København er blevet grønnere det seneste år?
Med jordskokker på Tagensvej, solsikker i Kongens Have og margueritter i byens parker på dronningens fødselsdag? Det er ikke de kommunale gartnere, der har været på spil, men grønne aktivister, som i ly af mørket har snigplantet og smugsået på nøje udvalgte pletter i byen.
En af dem, der bomber byen med blomsterfrø, er forfatteren Signe Wenneberg. Hun er netop nu aktuel med bogen ’Spis din have’, der blandt andet handler om byhaver i mere eller mindre improviserede versioner. Her lærer hun dig, hvordan du bomber din by med blomster.
Hvad er en frøbombe?
»Det er en lille kugle fyldt med blomsterfrø, som man smider et sted, hvor man synes, der er brug for ny vegetation. Metoden stammer helt tilbage fra 1930’erne, hvor man smed blomsterfrøbomber ned i skovområder fra en flyver. Siden 1980’erne er det stille og roligt blevet overtaget af guerillagartnerne, og de seneste år er det blevet kæmpestort i takt med, at vi er blevet mere klimabevidste. Unge i dag gider ikke at stå og spraye på murene med giftig maling. De vil hellere påvirke bybilledet ved at smide en frøbombe«.
Hvordan laver man en frøbombe?
»Først hælder du en masse frø ned i en skål. Det kan være blomstereng, valmuer, morgenfruer, kløver – alle de blomster, der er nemme og kan klare sig i en grøftekant. Så putter du så- og priklejord eller kompost i blandingen sammen med noget ler. Og former små bomber på størrelse med havregrynskugler og stiller dem til at tørre i solen«.
Hvor skal man smide frøbomberne?
»Der er tre hovedregler: Der skal være sol, jorden må ikke være hård og sammenklappet, og det skal være et sted, hvor der ikke kører biler eller er et konstant rend af mennesker. Sådan et sted kan du sagtens finde på for eksempel Vesterbro«.
Hvordan foregår frøbombeaktionerne?
»De finder ofte sted om natten og er lidt hemmelige. For det meste bliver en aktion varslet på Facebook et par dage før. Nogle gange får man bare koordinaterne på et GPS-kort, og så skal man selv finde frem til destinationen, andre gange aftaler man at mødes. Det kan også være mere uorganiseret. Noget, man bare går ud og gør, fordi det er godt vejr«.
Hvor har du selv smidt frøbomber?
»Flere steder. For eksempel havde jeg da nok en lille finger med i spillet i forhold til solsikkerne i Kongens Have sidste sommer ... Jeg var så træt af, at der kun var græs og hegn ud mod Kronprinsessegade, så vi var nogle stykker, som kom til at smide nogle frøbomber der«.
Hvilke steder i København kunne ellers have godt af en frøbombe?
»Brokvartererne for eksempel. Og Tuborg Havn. Der er kedeligt derude. Alt for stilrent, stålagtigt og erhvervsagtigt. Der mangler noget liv, nogle mennesker, noget, der er uregerligt. I det hele taget kan jeg slet ikke holde de steder ud, hvor der er plantet helt ens træer og buske på 400 kvadratmeter. Jeg får lyst til at skabe noget ukrudt«.
Hvad tilfører frøbomberne København?
»Glæden ved at se en mælkebøtte vokse op, lyden af en summende bi – det der krible-krable-liv har vi traditionelt set ikke i byen, men heldigvis er der flere og flere, som rykker lidt natur herind, blandt andet via frøbomber. Og det er bare sjovere at bo i en by, hvor der hele tiden sker noget nyt, og hvor der er blomster i rabatten, når man cykler hjem fra arbejde«.
Hvad er det sjove ved at bombe byen med blomsterfrø?
»I selve situationen er det sjovt, at det er lidt forbudt. Det tror jeg, at de fleste får et lille kick ud af. Og der er jo ingen, der kan få dårlig samvittighed over at plante blomster. Politiet må lægge mig i håndjern – guerilla gardening er så rigtigt, at jeg gerne tager straffen. Derudover er der noget sjovt i at smide nogle frø og komme tilbage flere måneder efter og se, hvordan det blomstrer. Jeg må indrømme, at jeg har lavet ret mange frøbombeulykker langs togbanen, når jeg har været ude og gå tur med min hund. Og der er da en kæmpe tilfredsstillelse i at vide, at folk kan sidde i Kystbanetoget og nyde 30 meter kornblomster, som jeg har plantet der«.
Frøbomberne gjorde for alvor deres indtog i København sidste sommer – hvad kommer der til at ske i år?
»Sidste år var der nogle, som plantede jordskokker i rabatten langs Tagensvej. Den slags spiselige planter tror jeg, vi kommer til at se mange flere af i år. Københavns Kommune har oven i købet varslet, at de vil spare fældningen af grøftekanter og rabatter væk. På den måde giver de faktisk guerillagartnerne en hjælpende hånd«.










