Borgmester vil have politiet i aktion mod vanvidssejlere

HAVNETRAFIK. Skole- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V) vil have politiet til at gribe ind over for den lovløse speedbådssejlads i Københavns Havn.
HAVNETRAFIK. Skole- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V) vil have politiet til at gribe ind over for den lovløse speedbådssejlads i Københavns Havn.
Lyt til artiklen

Friluftslivet er højt prioriteret af Københavns Kommune.

Derfor vil byens politi få at vide, at der fra rådhuset ses med stor alvor på lovløsheden i havnen, hvor kajakroere og kanoer er udsatte, fordi mange motorbåde og jetski sejler alt for hurtigt gennem havneløbet.

Det oplyser kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V).

Hun vil forsøge at samle de øvrige borgerrepræsentanter bag en skrivelse til politiledelsen, der skal få ordensmagten til at gøre noget ved problemerne på de københavnske vandveje.

LÆS OGSÅ Skræmt kajakroer: »De gjorde ikke på noget tidspunkt ansats til at sætte farten ned«

»Det er uhensigtsmæssigt, at man som fritidsbruger af havnen ikke kan føle sig tryg. Det ser vi rigtigt alvorligt på«, siger hun til politiken.dk.

»Vi har mange borgere, der er meget aktive på vandsiden. Det er en voksende sport, vi har investeret penge i. Så det har i allerhøjeste grad politikernes bevågenhed«, tilføjer den københavnske borgmester.

»Jeg håber, at i og med at der er sat fokus på det, får politiet øjnene op for, at det er en opgave, de må prioritere.«

Farlig sommersejlads
Problemet er udløst af, at mange motorbåde og jetski sejler alt for stærkt i havnen og dermed skaber store gener og farlige situationer for havnens 'bløde trafikanter'.

LÆS MERE

Politiet fanger 15 fartsyndere ud af 14.000 lystbåde

Det er især i sommermånederne, den er gal, når havnelivet for alvor folder sig ud - og tiltrækker mange speedbådsførere, der racer op og ned langs havnekajerne.

»Jeg håber, at politiet i en periode kan gøre lidt ekstra for at vise, at det ikke er hensigtsmæssigt i Københavns Havn«, erklærer Pia Allerslev.

Politiet: Vejen er førsteprioritet

Operativ leder af færdselsafdelingen i Københavns Politi Mogens Knudsen fortalte forleden, at patruljeringen af havnen ikke har første prioritet, når der skal fordeles ressourcer i færdselspolitiet.

»Vejene er vores første prioritet - vi kan jo ikke stille alt vores mandskab op på en række nede ved havnen «, siger han.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her