Tue Track: Her er soundtracket til mit liv

FRA ØRET TIL HJERTET. Lige siden hiphoppen ramte Djursland i de tidlige 80’ere, har Anders Brixen dyrket den. Hiphop, fandt han hurtigt ud af, er nemlig ikke bare noget, du lytter til. Det er noget, du er.
FRA ØRET TIL HJERTET. Lige siden hiphoppen ramte Djursland i de tidlige 80’ere, har Anders Brixen dyrket den. Hiphop, fandt han hurtigt ud af, er nemlig ikke bare noget, du lytter til. Det er noget, du er.
Lyt til artiklen

1. Afrika Bambaataa & SoulSonic Force - ’Renegades Of Funk’ – 1983
»Jeg var helt suget ind i elektroen fra Kraftwerk, men her kom noget, der lød som noget, der på en gang kom fra rummet og fra ghettoen. Det var et miskmask af tegneserier og superhelte. De takker en masse bands bag på coveret, og jeg prøvede at låne album med alle de bands henne i bogbussen«.

2. Sugarhill Gang – '8th Wonder' – 1982
»Det her er i introen til ’Style Wars’ – en legendarisk graffitifilm, som vi så i fjernsynet. Der starter med et Wagnerstykke, og man ser en mørk tunnel og banelegemer, og det er ret dystert. Et tog kommer kørende gennem mørket og små lys projekterer ind på siden af vognene. Wagnerstykket lysner op, og man ser graffitien komme til syne. Det bliver helt euforisk og man ser spraydåser, og folk der maler, og så klipper lydsiden til den her sang. Der er breakdancere og glade dage i New York. Det er partyfunk med horn og livetrommer – det er sprudlende, og nummeret er indbegrebet af hiphop for mig. Det er hiphop i sin pureste form, et hiphop-anthem«.

3. Doug E. Fresh & MC Micky Dee – 'La-di-da-di' – 1986
»Slick Rick, der rapper er kendt som mesteren af storytelling. Der skete meget med rappen, og det hele blev mere fantasifuldt fra udelukkende at være gadens talerør eller noget om rummet. Her er noget af det første human beatbox, og jeg havde aldrig hørt noget lignende. Sangen her fik mig i gang med human beatbox, som var det første, jeg optrådte med«.

4. Public Enemy: 'Rebel Without a Pause' – 1987
»Min hjerne blev helt blæst ud, første gang jeg hørte det her. Jeg kom ind til et hiphop-jam i København – eller det var faktisk i Roskilde, men for mig, var alt på Sjælland København dengang – og de spillede den her sindssyg højt i en instrumentalversion. Public Enemy var de første til at sample larm og få det til at lyde fedt. Introsamplet er James Browns band JB’s nummer ’The Grunt«.

5. N.W.A. - 'Sa Prize part 2' – 1990
»Det er et hørespil, som at se en gangsterfilm. Det er så godt lavet. Jeg blev ikke gangster eller voldelig af at lytte til det – det var en verden at forsvinde ind i som en Tintin-plade. Det var også derfor vi lavede de der rejser på kassettebånd«.

6. Beastie Boys – 'Car Thief' – 1989
»Hele albummet Pauls Boutique har banet vejen til det, jeg laver I dag. Det er en bibel for mig. Da vi først hørte det, synes vi det mindede helt vildt meget om The Beatles 'White Album'. Det er tungt, punket, psykedelisk. Sammen De La Souls plade ’3 Feet high and rising’ åbnede det mig for, at alt kunne lade sig gøre, og der var ingen grænser«.

7. Tribe Called Quest – 'Luck of Lucien' – 1990
»Jeg sad foran en musikbutik i Vejle, mens vin ven hentede noget. I radioen spillede de pludselig den her. Det var enormt skrabet, for gruppen fandt samples, der holdt hele vejen uden ekstra trommer. Rap handlede ellers meget om at lyde macho, men rapperen Q-tip havde den mest behagelige, rolige stemme, så ens veninder eller kæreste kunne lide det. Sangen her er et brev til en ven, meget poetisk og indforstået, men folk skaber deres egen mening. I Malk de Koijn gør vi lidt af det samme«.

8. Cypress Hill – 'Hand on the pump' – 1991
»Der begyndte at gå pop i hiphoppen gennem 90'erne. Det blev big business og rigtig grimt. Men Muggs, som producerede Cypress Hill samplede støj og larm på en ny måde og brugte blues og soul – ikke funk. Rapperen B-Real har en distinkt og nasal stemme, der skærer gennem alt. Og så var de latinoer«.

9. Doctor Octagon – 'Blue Flowers' – 1996
»Rapperen Cool Kieth er space kadett nummer 1. Han er den mest bizarre rapper nogensinde og dyrker en masse alter egoer. Nogle gange lyder det som om han læser op af lægebøger – man kan ikke forstå teksterne, men han har en ny måde at bruge samples, og hele stemningen i det her var en stor inspiration for mig«.

10. Wu Tang Clan – 'Protect Ya Neck' – 1993
»Det var en helt ny verden med horror hiphop. De var fuldkommen kung-fu og det inspirerede Malk de Koijn til at lave Karateklanen, som er på vores debutplade«.

11. Dr. Dre – 'Still Dre' – 1999
»Pladen behøver ingen introduktion. Det er hele vejen igennem en plade, som jeg bliver ved at lytte til. På den her tid blev rappen stor, og jeg begyndte at spille på klubber. Jeg kunne spille Dr. Dre og Gang Starr overalt«.

12. Gang Starr – 'Above The Clouds' – 1998
»Jeg har kunnet lide dem siden første plade, men her på den femte plade er jeg helt på røven over produktionerne. På indledningen taler han om samples – at det er en stikkermentalitet at afsløre, hvor samples kommer fra. Det er lige her internettet dukker op«.

13. J. Dilla – 'workinonit' – 2006

»Han er forgangsmand for en hel bølge af producere og lavede pladen mens han var dødssyg og i dialyse. Den måde han klipper det hele op i små bidder overrumplede mig som Beastie Boys gjorde med Pauls Boutique. Han er så stor en inspiration for mig. Hele pladen skal høres«

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her