Lyden.
Islands Brygge, København, årtusindskiftet:
Anders Brixen leder efter en lyd. Tomhedens tone. Det er den, der fylder ham, når han vågner på madrassen i studiet i Njalsgade.
Udenfor trækker det op til vinter, efteråret ånder frossent.
Den nyligt hjemløse rapper og beatmager er flyttet ind på gulvet i en vens musikstudie. Efter et års optur, hvor han sammen med makkerne i rapgruppen Malk de Koijn har rystet fundamentet under dansk rap med den rablende enestående ’Smashhit in Aberdeen’, vender verden ham nu ryggen.
Han er alene, kærligheden vil ham ikke. Pengene er sluppet op, og Anders Brixen har været nødt til at vende tilbage til et job som pædagogmedhjælper i en børnehave i Sydhavnen – et job, han havde sluppet for at leve af musikken.
Årtusindets sidste kalenderblade visner et for et, og han står i sit voksenlivs første dybe krise. Livet er en røvtur.
Den samlede summen
Men der er én god ting ved at leve på en madras i et musikstudie: Man kan larme så meget, som man overhovedet vil. Så skaldehovedet laver beats. Det har han altid kunnet. Rutinen er sådan her:
Op hver morgen og på arbejde i børnehaven. Traske hjem fra Sydhavnen, smøre sig en mad, lave en kop te og så gå i gang. Men noget er forandret.
For i stedet for at lave de sædvanlige hiphop-loops konstruerer han 7-8 minutter lange suiter bygget af stemninger, brækket af følelser, beboet af tomhed.
Hver gang en blokering rammer, er det på med frakken og ud og gå. Den brede skikkelse brænder hul i Bryggens gule gadelys, vader forbi kranerne og den forladte industri.
En fod foran den anden. Han er afhængig af at gå. Det er terapi: Ondt i brystet? Tag et skridt. Stadig ondt i brystet? Tag et skridt.
Og når han så igen sidder i studiet, er der altid noget, der skal udelades i musikken. Bassen får lov at mangle på klangfladerne – eller bliver blot reduceret til en enkelt tone. Selve musikkens indre skal lyde som noget, man har lyst til at bryde ud fra.
Anders Brixen ved det ikke, mens han sidder der i studiet, men den lyd, han leder efter, er den samlede summen, der på særlige dage flød mod ham fra foderfabrikken og herregårdens landbrugsmaskiner på markerne bag barndomsvænget i Auning.
Det er lyden af sorgsøde sommerdage på Djursland.
Båndoptageren.
Auning, Djursland, midtfirserne:
En revolution var kommet til Djursland.
Den gik i træningstøj, baseballkasket og kondisko med brede snørebånd. Den bevægede sig akrobatisk dansende, duftede af spraymaling og lød, som om den kom fra rummet.
Revolutionen hed hiphop og landede først i frosne bølger af koldkrigs-electro og muterede til en livsstil.
Midt i Auning lå en forladt købmandsgård kendt som Gerstrøms Gård. Dens store kornlagre havde knuste ruder, og indeni kunne det minde lidt om the Bronx i New York.
Ungerne havde bredt pap ud over gulvet, og dér dansede Anders Brixen, hans storebror og byens få andre hiphoppere breakdance.
De proppede ghettoblasteren med friske batterier og fede kassettebånd, malede noget dårlig graffiti og forsøgte at bryde ud af barndommen genfødt som hiphopperne fra de sparsomme glimt, der tilflød dem fra fjernsynet.
Ramt af billederne af de nedbrændte bygninger og seje sorte mennesker, der rappede, dansede electric boogie og malede graffiti, var Anders Brixens reaktion bare sådan »fuck mand!«.
En prut, et råb, hvad som helst
Det var de første spæde teenageår, og han gik til trommer, og en dag havde trommelæreren medbragt en sampler – Emulator II hed den og var en fuldkommen magisk maskine.
Her kunne drengene indspille egne lyde – en prut, et råb, hvad som helst – og pludselig kunne man afspille lydene på et elektrisk trommesæt eller på et keyboard. En total revolution, endnu et »fuck mand!«.
Hjemme fandtes ingen mulighed for selv at lave musik, intet udstyr. Han havde bare sin båndoptager, sin pladespiller og i stille stunder den konstante summen fra landbrugsmaskinerne og foderfabrikken.
Når Kim Schumacher stemplede den nyeste musik fra klubberne i New York ud gennem radioen, sad Anders Brixen og hans storebror klar ved kassettebåndoptagerne, trykkede rec. og play ned samtidig.
Det sound, som kunstneren Tue Track i dag dyrker i sin musik, stammer tilbage fra de dårlige båndoptagelser – en blanding af noget helt skarpt og renskåret lyd fra 80’erne og lo-fi-støj fra magnetbåndet.
Ny attitude
Det tætteste, han kunne komme på selv at skabe musik, var at lave pausemix på sin båndoptager:
Han tog en plade og fandt ind til lige præcis den fedeste stump – trykkede record, optog og knaldede til stopknappen på rette tidspunkt.
Så kunne man lægge en ny skive på – måske en sætning fra en Tintin-plade. Sandalslæber, sandloppe, sandmide, sinke. Og så et nyt fedt beat fra en anden plade.
Et crew blev født. De gik med baseballcaps og joggingtøj, byens lille hiphophold, der bestod af Anders Brixen og broren og nogle få venner.
Ingen andre havde de kasketter, og selv om mange andre gik i sportstøj, var der ingen i Auning, der bar det på den måde.
Det var en ny attitude. Og var der en lynlås i trøjen, kunne de vade rundt og trække den op og ned i hurtige, rytmiske ryk og lade, som om de scratchede.
Hvordan i alverden amerikanske dj’s i øvrigt vred scratchens diskante mavepumpere ud af pladerne, var en gåde for Anders Brixen.
Ved en fejllæsning af det tyske ungdomsblad Bravo fik han den idé, at lyden opstod, når man førte en pickup på tværs af pladens riller, ren ødelæggelse, lige indtil Frisørbrian oppe fra nabovejen – som altså fik plader pr. postordre og derfor lige var lidt mere smart i det – kunne fortælle, at det fungerede sådan, at man lagde håndkanten på siden af pladetallerken og bevægede den frem og tilbage.
Det var også forkert, men dog et slags fremskridt.
Småbyernes hiphoppere
Altså – gruppen var anderledes, men det forløb fredeligt i det 2.500 mennesker lille samfund. Knallertgutterne kunne kigge op fra arbejdet med at håndmale en tank med gotiske bogstaver og række en kansasjakke frem fulde af forventning:
»Hey, jeg har en vildt glat jak’ her. Kan du ikke lige prøve at breake i den«.
I andre byer var det om at holde lav profil. Dansede du breakdance til en klubfest, var der altid nogen, der ville tæske dig eller stjæle din hat. Det var noget med den måde, pigerne kiggede på dem.
Men de fandt frem til hinanden, småbyernes hiphoppere. Nærmest som om de var et stammefolk, drysset ud over Djursland i en fjern fortid, kunne musikken og stilen nu føre dem sammen.
Det handlede om at kende koderne. Hver onsdag svømmede lokale efterskoleelever i Auninghallen, og dér var pludselig en med det rigtige tøj: Puma Suedes med fat laces, en rygsæk, der var grundet og graffitimalet med Posca-tuscher.
Fra Auning blev der skåret pladeriller til Hornslet, til Assentoft, til Randers og hen ad vejen til Aarhus, og alt, hvad der var hiphop, var Anders Brixen på. Den voksede med ham. Breakdance, graffiti, dj’ing, rap og human beatbox opstod, men musikken var det, der holdt det hele sammen.
Den var passion, men fungerede også som en flugt.
Egne vers
Som Anders Brixen nærmede sig konfirmationsalderen, blev forældrenes skænderier mere og mere højlydte.
Råberierne fra stuen og maskinernes summen fra markerne blev kvalt bag en lukket dør, anlægget blev skruet højere op.
I hans egne vers 26 år senere lyder det sådan her :
Arkitektlampe spotlight /
Cowboy-stræk buksen sidder godt tight /
Mit stereo rack er packed med
Phil Collins og Gasolin’ /
Træder ind i popstøvler på
scenen og hører [bifald] /
Griber min Gibson strato-ketcher /
Klimprer på et slukket keyboard
som Andy Fletcher /
Hører de andre der leger ude på vejen /
Men det der koger her er meget mere mig
Skænderier fra stuen bløder
igennem min væg /
Støder døren hårdt i og anlægger et skæg
Udvikler det skind på
min kind det bedst gror på /
Hjertet slår i sync med
de slag jeg mest tror på [...]
Musikskolen.
Daugaard, Vejle Fjord, 80’erne fortættes:
Hvis nu man som forældre skulle vælge en anden til at opdrage sine børn i puberteten, hvem skulle det så være? Det må ikke være et andet menneske. Det skal være en musikkultur. Hvem skulle det være, hva’?
De færreste ville nok – med frit valg i hele musikbutikken – vælge hiphoppen, denne flabede bastard. Kunne man så ikke lige så godt lægge ungen i hashdialyse?
Men Anders Brixens mor kunne se, at knægten trivedes, når han forsvandt weekend efter weekend til hiphopjams så langt væk som i København.
Nogle gange strejfede han og drengene om på gaderne i Aarhus til sent om natten – nogle gange endte de i en lejlighed i en kæmpe flok, hvor alle tegnede skitser til graffiti og øvede sig i at scratche.
Selv om han elskede at gå i skole, havde han ikke ro i hovedet til at blive elsket tilbage. Han larmede, forstyrrede og var optaget af alt andet end undervisningen.
Det sted, hvor han for alvor blev opdraget, var i hiphoppen. Der var værdier, retningslinjer, disciplin. Jo, der blev lavet ballade – smårapserier, graffiti, men han turde ikke at rode med at ryge tjald, som nogle af de andre.
Det var på det tidspunkt, hvor venner begyndte at ryge rigtig meget, og nogen »kom ud i noget heftigt shit«.
»Jeg vidste, at jeg skulle være skarp, være dygtig, jeg ville være god til at scratche, god til at lave musik – jeg ville også være god til at rappe, da jeg fandt ud af, at jeg rent faktisk kunne det«.
Kæmpe med stil
Så han søgte hele tiden de venner, der ville hiphoppen lidt mere. Med sin mor og storebror var han efter skilsmissen flyttet til Daugaard ved Vejle Fjord, men kredsen af hiphop-venner var spredt i hele Jylland.
»Det handlede om at have det sjovt og om at battle. Det handlede om at kæmpe mod hinanden, ikke som fjender, men på stil. Når vi vidste, at vi skulle møde en breakgruppe fra Randers, så øvede vi os i to uger for at kunne lave noget, der var federe end dem. Når vi mødtes, var det enormt venskabeligt. Vi breakede mod dem, og så blev det sådan noget: Hvordan lavede du det der?«.
Sådan fungerede den autonome hiphip-skole, som han indrullerede sig selv i.
Hiphop handlede om unity, var noget, man fandt sammen om og gjorde hinanden bedre til. Det var folk fra alle sociale lag – kriminelle unge fra institutionerne, jurastuderende, hvor som helst fra.
Den unge scene åbnede sig for hinanden. De kunne tage til hiphop-jam i København uden noget sted at være og ende med at sove hos nye venner i Taastrup.
Omvendt kom de nye venner fra hele landet til Daugaard og boede hos dem en weekend. De kunne larme hele natten, moderen sov uden problemer. Hun har nemlig været døv, siden hun fik meningitis som 12-årig.
Pladetogt.
Stouby, Vejle Fjord, grænsen til 90’erne:
I en lille kort parentes i Anders Brixens liv var han ved at uddanne sig til købmand. Efter 10. klasse skulle han jo tage sig noget til, og det skulle bare gå hurtigt.
Efter et år på HG foreslog hans far, at han blev udlært i butik, og da Anders Brixen ikke rigtig var i stand til at tænke selv, endte han i lære som kommis i en brugsforening i den lille by Stouby tæt ved Vejle Fjord.
Der var bare de to. Brugsuddeleren og ham, og hele byen tog godt imod den unge hiphopper. Pludselig var han med til vinaftener med byens spidser, sladrede med de gamle damer, vidste alt om byen.
Han blev så meget en del af Stouby, at han blev inviteret til at optræde i landsbyskolens gård under byfesten.
For musiklivet var kommet op at pumpe. Under navnet DJ Ruff ’n Tuff – et navn han i øvrigt hadede – lavede han rapmusik sammen med en kammerat fra Vejle, MC Mikee.
De fik købt en firespors båndoptager, en pladespiller og en mixer, og Anders Brixen brugte sin fritid på at tage på pladetogter overalt.
Han tog hiphoppens traditioner med at sample beats og bidder fra funk og soul på sig, og i genbrugsbutikkernes pladerod var der ét dogme, der skulle opfyldes: Køb alt med en afro. Så de badass ud, var det nok her, de funky toner skulle findes.
Fantasien var i førersædet
I en verden før internettet måtte tilfældet nogle gange råde. Det gjorde også, at plader indimellem overraskede med noget helt andet end funky beats.
Ud af alt den underlige og urubricerbare musik og ud af fantasien skabte Anders Brixen og en række venner nye universer på hjemmebryggede bånd – såkaldte prods – en dagbog og fantasirejse på kassettebånd, hvor alle skiftede identitet.
Storebroren blev Marni Mand, barndomsvenner blev til Dasko D, til Kølig Kaj, til Geolo Geo – og Anders Brixen selv blev Tue Track – ligesom Two Track, stereospor.
Her transformeredes impulserne fra omverdenen – mens den amerikanske gruppe Boogie Down Productions gik i gang med at gøre hiphoppen gangster, opfandt de Boogie Down Daugaard.
Når københavnske hiphoppere fandt fællesskab i Thomas P. Hejles Ungdomshus, producerede de videobånd på en vens værelse, de kaldte Tommy B. Hejles Klub.
Fantasien var i førersædet, og som impulserne fra USA blev ved at mutere og udvide zonen for, hvad der var hiphop, blev de langsomt klar over, at deres egen grænseløshed var en helt farbar sti. Alt kunne lade sig gøre.
Glemte mælken
Altså alt andet end at være elev i Brugsen.
Her blev alt fucket op – Anders Brixen dummede sig gang på gang, glemte at bestille ekstra sødmælk til jul og den slags ting. Men han lærte en masse om ost, lærte en masse om rødvin, lærte en masse om frugt, men hans sommers soundtrack tilhørte en helt anden film.
I hver eneste frokostpause gik han op på kontoret over butikken for at spise, og der stod en transistorradio, der altid kørte. Frokosttid var lige inden klokken 12, så han nåede at høre rådhusklokkerne fra radioen. I det indre sagde samme stemme hver gang:
»Hold kæft mand, det er der, jeg skal hen. Jeg skal bo i København, og jeg skal bo i en lejlighed, hvor jeg kan høre rådhusklokkerne«.
Friheden.
Studiestræde, København 1998:
Et syret lydbillede klingede frem, når man stod i køkkenet i den smadrede lejlighed i Studiestræde i det indre København.
Lejligheden var beboet af gamle møbler med stof over, malerier, der hang skævt, og Anders Brixens pladebugnende reoler og musikudstyr.
Da køkkendøren ikke kunne låses, havde Anders Brixen og bofællen Jesper Dahl – der rappede under navnet Jokeren – altid en radio kørende ude i køkkenet som tyverisikring.
Og når rådhusklokkerne spillede deres melodi fra tårnet rundt om hjørnet og samtidig kom ud af radioen, var Anders Brixen lige der, hvor han gerne ville være.
For første gang i livet helt fuldkommen selvstændig. Han havde taget en på en gang vemodig og lettende afsked med den kvinde, han ellers havde troet, han skulle stifte familie med, han havde sagt sit pædagogmedhjælperjob op.
Nu skulle han ud af puppen, transformeres til en ny inkarnation af sig selv, ligesom hiphoppen konstant havde udbygget sig selv gennem årtiet. Med ét fik han andre drømme om natten.
En hær af alter egoer
Sammen med to andre provinsrødder – Janus Borup Staffe (Geolo Geo) fra Middelfart og Lasse Bavngaard (Blæs Bukki) fra Nødebo – havde han et rapalbum på vej som gruppen Malk De Koijn, en plade og et univers, der ikke lød som noget andet.
Det var sproglige fantasier fra det fiktive univers Langestrand befolket af en hær af alter egoer lige fra Torden Clausen, Jim Daggerthuggert og Dollar Claus til Karateklanen .
12. maj 1993 – altså fem år tidligere – var han taget fra Vejle Fjord til Hillerød uden at vide, at han denne gang forlod sit hjem for altid.
Hans venner i hiphop-kollektivet Madness 4 Real, der senere skulle blive til Den Gale Pose, holdt til deroppe nord for København, og der havde Anders Brixen mødt en pige.
Efter et par uger ringede han hjem til moren og stedfaren i Daugaard.
»Jeg bliver herovre. Kan I ikke sende mine ting?«.
Og hiphoppen udvidede kampzonen, blev spillet på klubberne, men var også under angreb.
Af popmusik, der ville lukrere på dens coolness, og af advokater, der ville suge penge ud af hiphop-producerne, der jo byggede musikken op om samples fra andre kunstnere: Tyveri! Betal!
Humøret røg i fryseren
Historien om Malk de Koijn kender de fleste, der har fulgt bare perifert med i dansk musik.
En musikalsk milkshake af fjol, fri fantasi og associationscentrifugerende eksistentialisme åbnede for første gang der i sommeren 1998 sin isbod på Langestrand for offentligheden, og siden har gruppen inspireret generationer af nye rimsmede og opdyrket en skov af fans, hvis vildnis ikke matches mange andre steder.
Men dengang var det bare en plade, og der var ingen planer om at lave flere.
Verden lå åben for Anders Brixen. Det blev et år fuld af leg og musik, og helt naivt troede han, at den næste forelskelse, der ramte, ville være det.
Så da en kvinde først slog benene væk under ham og derefter skred, og han samtidig blev smidt ud af lejligheden med Jokeren, og pengene slap op, og det blev vinter, og det gik op for ham, at han ikke havde nogen uddannelse eller noget som helst at falde tilbage på – ja, da alt det skete, og han samtidig flyttede ud på en madras i et musikstudie i Njalsgade, var der ikke så meget at sige til, at hans humør røg i fryseren.
Men han lavede en masse musik, og en dag tog han til Pakistan med sin far og bror og mødte noget helt andet.
Hver gang de kom rundt om et gadehjørne, var det, som om en hemmelig agent få øjeblikke før havde fået besked over walkitalkien: »Okay, de kommer nu. Sæt et eller andet helt sindssygt i gang«.
Landet var så overrumplende, at tristessen tøede op.
Værelset. Bülowsvej, Frederiksberg, 2013:
I en forhenværende emaljeskiltefabrik i en baggård på Frederiksberg har Anders Brixen bygget sin hule.
Da han var teenager, var det omtrent sådan her, drømmeværelset så ud: Et slidt orientalsk tæppe dækker lidt af gulvet, og reol efter reol spækket med plader sletter udsynet til væggene.
Desuden bor her pladespillere, keyboards, samplere og computer til at samle alle rummets tråde i.
I vindueskarmen sidder Anders Brixens silhouet, hans træk er udvisket af det skarpe lys, der strømmer ind bag ham. Der sidder han og snakker og snakker og snakker.
Han tænder elkedlen, og den koger op, mens han taler videre så længe, at vandet igen skal koges.
Det tager timer at komme frem til en kop kaffe, for i Anders Brixens verden er der ikke nogen lette overspring i livshistorien – det hele er eger i samme hjul.
Nedturen i Njalsgade hænger sammen med forældrenes skilsmisseskænderier i Auning, som igen hænger sammen med identitetsjagten i pladebutikkerne, hvilket igen hænger sammen med den måde, han producerer musik på, som igen er sammenvævet med hiphop-historien.
Det begynder altid med et sample, for at bygge musik op fra en blank skærm er ikke hans stil.
Følelse af melankolsk skønhed
Der er bare noget med de der lyde. De er tidsmaskiner, der kan flytte ham tilbage til en helt bestemt følelse. Det sker helt af sig selv.
En psykolog, han besøgte gennem 00’erne, fortalte ham, at det blandt andet er sådan, posttraumatisk stress hænger sammen. At en bestemt lyd kan trigge ubehaget og frygten.
Men Anders Brixen er ikke længere bange for landbrugsmaskinerne og pillefabrikken ude fra markerne – lydbilleder, der er tæt sammenvævet med skilsmisseminderne fra den skrøbelige konfirmationsalder.
Faktisk har han ved at gennemtrawle et lydarkiv fra BBC fundet frem til præcis det lydmix, som markens maskiner sendte mod ham, og i dag er det en følelse af melankolsk skønhed, der risler i ham ved lyden. Noget er forandret.
Vel var der al succesen med Malk de Koijn. Debutalbummet udkom op til et årtusindeskifte og gik ind på anmeldernes toplister over ikke bare årtiets, men århundredets vigtigste album, og telefonsamtaler med musikbranchen ændrede sig, når Anders Brixen et lille stykke inde i en bla-bla-snak kunne nævne, at han i øvrigt var en del af gruppen.
»Okay!«, lød det pludselig i den anden ende.
Musikken blev væk
Verden stod åben for helt nye ting, og med Malk de Koijn lavede han en plade mere, ’Sneglzilla’ fra 2002, som blev et regulært folkeligt gennembrud.
Der fulgte en tid, hvor han for første gang for alvor slog sig løs med damerne – en både god og frygtelig rodet tid, der igen fik ham til at spekulere og forundres over sig selv.
Ud af tilværelsens rodebutik kom soloalbummet ’Rockin’’ fra 2005, der blev til under navnet Track72.
Denne skive fra aleneland indeholdt flere af de tungsindige og tilbageholdte beats fra tiden på madrassen i Njalsgade – og samarbejder med internationale rappere. Med den plade kunne Anders Brixen rejse på dobbelt europaturne med et crew af musikere og rappere bag sig. En fantasi ført ud i livet.
Fuldkommen fantastisk, hvis ikke det lige var, fordi udgifterne til at spille musikken live langt oversteg, hvad der kunne skrabes ind på turneen. Og hvis det ikke lige var, fordi alle med god ret krævede deres penge, mens ingen spurgte Anders Brixen, om det egentlig hang sammen for ham?
For ingenting hang sammen, og da han kom hjem, lagde han sig helt drænet på sofaen for at blive liggende i månedsvis – i et hul, helt ugidelig.
Og for første gang svigtede den ven, der ellers altid havde holdt ham fra afgrunden uanset hvad. Musikken var væk.
Stigen op af hullet
Tanken om at nærme sig sit dengang nybyggede studie på Bülowsvej var nærmest frastødende – umuligt. Med gutterne fra improbandet Booty Cologne, som han havde spillet med siden 1999, begyndte han at arbejde på et debutalbum i et nabostudie, men vejen til glæden føltes mavepustende stejl.
Musikken spillede ikke længere på samme måde, men han kunne ikke sige det til nogen – af frygt for ordets kraft kunne han ikke artikulere tanken i sit hoved: Du kommer ikke tilbage.
Stigen op af hullet blev hans kæreste, Sine, nu hustru. Hun blev gravid. I første forsøg. Hele forestillingen om nyt liv tvang ny alvor ind i verden, ny kraft, ny inspiration.
Da drengen Elliot kom til verden, var det, som om det hele faldt på plads. Tungsindet – den tilbagevendende bølge – blev ophævet, fortidens tristesse forvandlet til melankolsk skønhed.
Anders Brixen ånder ud.
Der er så meget at fortælle endnu: Teaterstykker, filmmusik, comeback med Malk de Koijn ved en legendarisk koncert på Roskilde Festival i 2009 og en ny plade med gruppen fra 2011 – og nu et helt nyt projekt i duoen Ponyblod blot for at nævne et par højdepunkter.
Men ligesom der rundt om i verden findes så mange splinter fra Jesu kors, at man kunne bygge en bjælkehytte af dem, findes der så mange samples i det enkelte liv, at vi alle kunne udgives på bokssæt. Så lad os her nøjes med at konstatere ét:
Hver dag når Anders Brixen afleverer sin søn i børnehave og tager ind til studiet for at arbejde, føler han sig taknemmelig.
Længere er den plade ikke.
fortsæt med at læse
