Havnens erfarne folk: Vanvidsræset bliver værre år for år

Udsat. Kajakroere i Københavns Havn plages af højoktan speedbåde og vandscootere, der bryder loven og ingen hensyn tager.
Udsat. Kajakroere i Københavns Havn plages af højoktan speedbåde og vandscootere, der bryder loven og ingen hensyn tager.
Lyt til artiklen

Kajakroerne i Københavns Havn er utrygge.

Selv om maksimumhastigheden er seks knob, svarende til 11 kilometer i timen, sker det ofte, at fartbøller drøner derudad med hastigheder på op mod det femdobbelte uden at tage notits af havnens kajakroere.

Og ofte er det med kun få meters afstand, at de lynhurtige og hensynsløse jetski- og vandscooter-førere passerer vandets mere 'bløde' trafikanter.

I værste fald risikerer de at kæntre og falde over bord, som følge af de store bølgeskvulp, de hurtige fartøjer skaber.

LÆS OGSÅ Københavns Havn plages af »hasarderet vanvidssejlads«

Det fortæller Mike Levermore, der på fjerde år står for kurser i kajakroning og udlejning af kajakker i Københavns Havn.

Sikkerhed har høj prioritet
»Når man maser af sted med høj hastighed i smalle kanaler, så genererer det altså voldsomme bølgeskvulp, og det gør forholdene for vores roere vanskelige«, siger han.

Risikoen for at tippe over og ryge i vandet er ifølge udlejeren bestemt til stede.

»Har man ikke den nødvendige træning i at komme op igen og det rette redningsudstyr på, kan det godt gå hen at blive en ubehagelig affære«, siger han til politiken.dk.

Bekymring i havnen: »Det er et spørgsmål om tid, før der sker en alvorlig ulykke«

Af samme grund er han og hans crew meget opmærksomme på ikke at sende de helt uerfarne kajakroere på vandet, før alle sikkerhedsinstrukser er gennemgået minutiøst, og før brugerne har forstået dem fuldt ud.

Høj fart i havnen hører til almindelighederne
Ifølge Mike Levermore eksisterer problemet med fartglade vandbøller hele året, men det er navnlig i sommermånederne og i ferietid, at det for alvor er presserende.

»Det er ganske simpelt en dagligdags forseelse. Og det er ikke bare en enkelt eller to gange, det sker. Nej, det er flere gange om dagen, at jeg er vidne til de her hasarderede fartsejladser, og jeg vil betegne tendensen som stigende«, siger Mike Levermore, der snart har fire års erfaring og i øvrigt arbejdsdage, der strækker sig over det meste af døgnets lyse timer.

Politiet fanger 15 fartsyndere ud af 14.000 lystbåde

Han bakkes op af Kenneth Jacobsen, sektionsleder i Dansk Søredningsselskab, som rykker ud, når der sker ulykker i havnen, og som desuden jævnligt er på vandet for blot at observere.

»Det er et evigt tilbagevende problem, som kun synes at blive værre. Folk vil bare teste max-hastighederne af, så snart de første solstråler melder sig«, siger han og uddyber:

»Det er nu efterhånden dagligt, at jeg ser kajakker, der kæntrer, når de passeres af alt for hurtigt sejlende speedbåde og vandscootere. Og den voldsomme adfærd kan i værste fald få fatale konsekvenser«, lyder det.

Strammere adgangskrav
Kenneth Jacobsen mener, at der burde være væsentlig mere kontrol med vandtrafikken, ligesom han synes, at det burde være langt sværere at erhverve sig det speedbådskort, der giver tilladelse til at føre højhastighedsbådene.

For som reglerne er i dag, kan en sådan anskaffes på bare en enkelt dag, og det er for lidt, mener han.

»Alle og enhver kan jo få sådan et kort, og når politiet tilmed er stort set fraværende på havnen, så er der frit lejde for dem, der ikke kan holde sig inden for lovens rammer«, siger Kenneth Jacobsen, der kun har set havnepolitiet i aktion en enkelt gang i år.

»Og da var de jo synlige på så lang afstand, at alle de fartglade kunne nå at sænke farten og rette ind. På den måde får de da aldrig fat i lovbryderne«, siger han.

Motorbådsfører hamrer ind i betonpille og brækker alle ribben

Mere kontrol med de hurtige fartøjer er ellers noget, der ville falde i god jord hos Mike Levermore. For det er et faktum, at kajaklejerne lider under den hensynsløse sejlads, mener han.

»Det sker desværre jævnligt, at nogle af vores kunder beretter om ubehagelige oplevelser efter at have været en tur på vandet. Og er man en mor med børn i båden, kan det altså være en ret så skræmmende oplevelse«, siger kajakudlejeren.

Han vil dog ikke kalde situationen for livstruende, da det trods alt er relativt nemt at få kajakken på ret køl igen og hovedet ovenvande.

»Men stærkt generende er det da bestemt«, siger Mike Levermore.

Efterspørger mere kontrol

Ligesom Kenneth Jacobsen undrer han sig over, at kontrollen med fartsynderne ikke er større, end den er, for ifølge Mike Levermore sker det stort set aldrig, at færdselspolitiet viser sig i havnen.

»Jeg har vel set havnepolitiet en eller to gange i al den tid, jeg har arbejdet her. Og jeg har ikke hørt fra mine medarbejdere, at det skulle være anderledes«, siger han og efterlyser derfor meget mere både synlig og 'undercover' politiaktivitet.

LÆS OGSÅ Borgmester: Politiet skal øge indsatsen mod vandvidssejlere

»Mere patruljering i havneløbene og flere fartkontroller i skjul vil helt klart have en præventiv effekt, der sikkert vil afholde de allerværste bøller fra deres ræs. Det kunne jeg godt ønske mig«, lyder opfordringen.

Albert Rønning-Andersson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her