Fritidsborgmester: 27 bøder til vanvidsræsere er for lidt

Bøder. Pia Allerslev vil have mere politi i havnen.
Bøder. Pia Allerslev vil have mere politi i havnen.
Lyt til artiklen

27 bøder på to måneder til fartbøllerne i Københavns Havn er ikke godt nok.

Det mener byens kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V).

»Det er rigtig ærgerligt, når vi nu kan se hvor meget trafik der er dernede, og at politiet er alt for lidt til stede. 27 bøder på så lidt tid er altså ikke særlig meget. Det er ærgerligt, at de ikke har flere ressourcer til at gøre noget ved det her«, siger Pia Allerslev til ibyen.dk.

SE OGSÅ Kaos i havnen: Politiet har udskrevet 27 fartbøder til havnens fartdjævle

Større synlighed
Gennem de seneste år har fartbøller på jetski og i speedbåde været et stigende problem i Københavns Havn, hvor de er til stor gene for de andre brugere af havnen. I den seneste tid har flere beboer givet udtryk for, at politiet gør alt for lidt ved problemet, og at de patruljerer for lidt på vandet.

Selv mener politiet, at deres indsats mod fartsynderne er passende i forhold til den fare, overtrædelserne udgør. Men det mener Pia Allerslev ikke.

Havnens erfarne folk: Vanvidsræset bliver værre år for år

»Jeg kan huske, at politiet ønskede at sætte cyklende mandskab ind for at være synlige for cyklister og signalere, at de skal køre ordentligt«.

»På samme måde er det vigtigt, at de er synlige i højere grad på vandet. Vi kan jo se, at der er en helt ny generation af motorbådsbrugere, som ikke respekterer de regler, der er på området«.

Flere beføjelser

Pia Allerslev vil nu skrive et brev til Københavns Politi og By og Havn, der står for havnedriften i København, for at komme frem til en fælles løsning.

Et af de forslag hun selv har i tankerne, er at give Københavns Havn flere beføjelser, så de kan være med til at udstede bøder, så man kan sende et fælles signal om, at det er ulovligt at sejle for stærkt.

»Der er jo helt til grin, at politiet ikke kan være til stede, når havnen er der, men ikke kan gøre noget ved problemet. Det ved dem, der sejler stærkt jo godt«.

Hans Christian Kromann

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her