Se med: Danmarks længste dominoslange vælter i indre by

Domino. Frivillige i gang med at opstille betonklodser ved Københavns Byret.
Domino. Frivillige i gang med at opstille betonklodser ved Københavns Byret.
Lyt til artiklen

Københavns snørklede gader lægger i dag asfalt og brosten til en uofficiel danmarksrekord i væltende dominobrikker.

Det sker, når folkene bag kunstfestivalen Metropolis vælter den første af 7.000 betonklodser, som omkring 200 frivillige lige nu er i gang med at opstille i en tre kilometer lang række, der strækker sig fra Nicolaj Plads til Rådhuspladsen.

Den første klods bliver væltet præcis klokken 16:30 og sætter gang i en 30 minutter lang kædereaktion af væltende dominoklodser, som ifølge arrangøren, Københavns Internationale Teater, vil være en uofficiel danmarksrekord.

På deres vej gennem byen kommer de faldende klodser blandt andet forbi Nationalmuseet og Byretten, og det hele bliver streamet her på politiken.dk fra klokken 16:30.

SE RUTEN Domino i København ( eksternt link)

Ruten krydser blandt andet Vester Voldgade og Stormgade, hvor trafikken vil blive midlertidig stoppet, når klodserne nærmer sig, så frivillige kan løbe ud på vejen og stille de sidste klodser op, så kædereaktionen kan fortsætte.

Festivalstart

Dominospillet markerer starten på kunstfestivalen Metropolis, som i løbet af august måned forsøger at give københavnerne kunstneriske oplevelser i byrummet.

Det er fjerde gang Metropolis afholdes, og på dette års udgave kan man blandt andet opleve et nycirkus Kompagni, der jonglerer med vind, og en gigantisk plastikboble, der bliver opstillet forskellige steder i byen af arkitekterne fra Plastique Fantastique i Berlin.

SE OGSÅ Tre kilometer dominobrikker slanger sig gennem indre by

Dominobrikkerne er et koncept skabt af den engelske gruppe Station House Opera, som tidligere har opstillet deres klodser i Frankrig og Belgien.

NB Politiken.dk beklager eventuelle tekniske problemer med livestreamet.

Hans Christian Kromann

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her