Vær varsom med, hvor du sætter dine fødder, hvis du færdes i København for tiden.
Du risikerer at blive ramt af din egen dødelighed.
LÆS OGSÅ Tre kilometer dominobrikker slanger sig gennem indre by
Syv tusind hvide stenblokke kom forleden væltende gennem byen, en tre kilometer lang kædereaktion: Dunk! Dunk! Dunk! Den enes fald rev den anden med sig. Et hastigt glidende rullefald, der blev ved og ved.
Som sendt fra himlen
Det var om at rubbe fødderne.
Man skulle nødig få en betonblok over tæerne, og frem for alt stormede folk af sted, i alle aldre og støbninger –trampende, hujende, klappende, trampende og spurtende – for at få et glimt af den hvide bølge.
Vel var ’Dominoes’ sat i scene med milimeterpræcision af Station House Opera og instruktøren Julian Maynard Smith, men det fascinerende var, at stenene bevægede sig af sig selv, som styret af en anden, ikke-menneskelig drivkraft.
De kunne ikke alene bevæge sig ned gennem gader og gyder og balancere rundt på kanten af et springvand, de kunne også glide indendørs og tage turen op ad trapper.
Se med: Danmarks længste dominoslange vælter i indre byHelt metafysisk blev det, da blokkene gled op på balkonen i Vor Frue Kirke, hvorfra en sten faldt ned, som fra himlen sendt, for så at ramme de andre, der faldt hele vejen op til alteret og videre, videre...
Dunk!, farvel og tak
En mageløs åbning af Metropolis Festivalen. En festlig invasion, der formåede at komme bag på folk, skabe liv og sætte byen på den anden ende.
Da det hele efter små 30 minutter var kulmineret inde på Rådhuspladsen, lød det med glad latter fra festivalveteranen og KIT-bagmanden Trevor Davies: »Utroligt, det er jo bare sten, der falder«.
Netop, styrken ligger i enkelheden. Og den fulde betydning af ’Dominoes’ trådte først frem bagefter. For da lå rækkerne af sten forladt tilbage, 7.000 væltede gravsten.
Alt i alt et monument over vores egen forgængelighed. Først hektisk liv og glade dage, så, dunk!, farvel og tak.
Hvorfor er vi her?
Stilheden, efter at ’Dominoes’ var faldet, bredte sig til ’Deafening Silence’.
Ude på en øde plads på Carlsberg fik franske Kumulus skabt andet akt i forgængelighedens drama. Her kom menneskene bag de faldne gravsten kravlende frem, mere døde end levende, i en sky af hvidt støv. From dust to dust.
De vokser ud af den bunke af skrammel, der til start vælter ud af en stor container – tønder, metaltænger, rør, brædder, fjernsyn, fuglebure og forvredne stole.
En efter en kommer menneskeskrottet til syne – en skiden strøm af white trash, pjaltede, forgræmmede zombievagabonder, der med humpende, møjsommelige skridt stavrer frem mod os, med hvad de nu har hentet frem fra skrammelhoben. En kommer skramlende med en kølerhjelm, en anden slår med en sort sko på et vindue, en tredje trisser af sted med maltrakterede dukkebørn under armen.
Københavns nye teaterfestival er klar til at folde sig ud
Et billede på alt det skrottede, fortrængte, som samfundet ikke vil kendes ved.
Det handler ikke bare om de udstødte - dagens hjemløse outsidere i slægt med Jens Vejmand, der sad der bag Skjærmen – »hans liv var fuldt af sten«.
Snarere minder de hvidgrimede skabninger om Becketts klovner eller de nulstillede butohgespenster, der peger på vores egen udsathed - født, som Beckett siger det, overskrævs på en grav: Hvorfor er vi her?
Livets skrot
Der sker sigende nok ikke en skid i forestillingen. Det her er langsomheden selv.
Halvanden time, udmålt i møjsommelige skridt og skramlende, skrattende metallyde. Et stillestående ingenmandsland af absolut non-entertainment. Det her er afgjort ikke for de forlystelsessyge.
LÆS GUIDE
Guide: København vælter sig i fredagsfesterMen netop fordi ens oplevelseshungrende hjerne bliver sat ned i så hypnotiserende lavt gear, bliver det mærkbart en stor ting, når to af de her kummervæsener pludselig får kontakt og kaster fjer over hinanden, eller en tredje får vredet en rusten rulleskøjte fast på sit vaklende ben.
Og pludselig går det op for en, at hoben her, sådan som de ukueligt har moslet af sted med hver deres futile gøremål, faktisk har fået tømt hele containeren. Al livets skrot og fortrængte skrammel af død og elendighed er stillet frem foran os som et storladent stilleben.
Vidne til dødeligheden
Overrumplende tydeligt bliver det til sidst, hvordan eksistensens zombier umærkeligt har fået møvet sig ind på os.
Det gælder lige fra de tunge metalgenstande, de undervejs lader dumpe ned i betænkelig nærhed af ens fødder – så man må vige og give plads – til det hvirvelnde hvide støv, der fylder ens næsebor og luftveje, samt endelig til den ukuelige langsomme rytme, der aner sig ind i knoglerne på en.
Det er selve dødeligheden in action, vi har været vidne til. Derfor ramte ’Deafening Silence’stærkt.
Men først bagefter. Da det hele var forbi.
fortsæt med at læse
