Man skal ikke have taget mange skridt hen ad perlestensgruset inden for porten til Damhus Tivoli i Rødovre, før man får det første vink om, at den lille forlystelseshave langtfra er nogen publikumsmagnet.
Et frønnet skilt i vinduet i billetskuret foran børneattraktionen med de små flyvemaskiner meddeler: 'Vil du ud og flyve i Mini-Jet eller køre i tog – skal du henvende dig i Crazy Bus'. Knap hundrede meter længere fremme i Damhus Tivoli, bag Fiskedammen, skydebanen og kiosken Slikkeladen, står den hoppende og rystende karrusel, Crazy Bus. Heller ikke den bevæger sig.








