Ikke mange ved det, men Danmark er i weekenden vært for et EM.
Det drejer sig om europamesterskaberne i boomerang, som bliver afholdt på Amager.
Fra fredag morgen og frem til søndag vil nogle af verdens bedste boomerangkastere dyste i forskellige discipliner som langkast, trickkast og præcisionskast.
»Der er omkring 50, der deltager individuelt i konkurrencerne«, siger Henrik Mahler, der har danmarksrekorden i de fleste boomerangdiscipliner.
Program over disciplinerne ved EM
Han står og øver sig i Travbaneparken i Kastrup, hvor konkurrencerne skal foregå hen over weekenden. Det ser let ud. Boomerangen mellem tommel og pegefinger, hold lidt øje med vinden og så er det »som at kaste en sten«.
Siger han. iByen forsøger sig i flere omgange, og laver både jordfræsere (foran den netop fremmødte franske delegation) og andre amatørkast. Det er ikke så let, som det ser ud.
Ikke specielt australsk
Det er en meget gængs forestilling, at boomerangen skulle være en australsk ting, men vi kan lige så godt gribe tyren ved hornene: Boomerangen er ikke særlig australsk.
I det nuværende Polen er der fundet boomeranger, der kan dateres tilbage til 18.000 år før vor tidsregning. Og også de gamle egyptere brugte boomerang som jagtredskab. Faktisk kendes den fra det meste af verden.
Men en boomerang er ikke bare en boomerang, forklarer Henrik Mahler, der taktfast kyler forskellige modeller af kasteaggregatet ud over græsset i store eller små buer.
»Nogle modeller er lavet som kastevåben, som for eksempel kan banke hovedet af gæs eller slå en kænguru ned, men de kommer ikke tilbage. Nogle former er gode til nogle ting, og andre til andre«, siger Mahler, der har vundet danmarksmesterskabet i boomerang de seneste tre gange.
Jo bedre man bliver, desto mindre motion får man
Han har selv omkring 50 bommeranger med i to tasker, og det er ikke bare samlermani. Nogle er gode til at kaste langt, nogle kan hænge længe i luften, nogle er gode i meget vind og andre i meget lidt vind.
SE OGSÅHele programmet for EM og mere om boomerangsporten(eksternt link)
Mange af boomerangerne snedkererer Henrik Mahler selv, så det bliver, ligesom han gerne vil have dem, men andre - som langkastboomerangen - er specialfremstillet i kulfiber og købt hjem fra udlandet.
Henrik Mahler er 60 år gammel, og kunne godt ønske sig, at der var nogle flere unge, der blev interesserede i hans sport.
SE OGSÅBesøg det internationale boomerangforbund og se videoer(eksternt link)
Derfor er der også i forbindelse med EM et område ved Travbaneparken, hvor der er plads til fri leg, og hvor man kan komme og prøve om sporten er noget for en.
»Men det er også en god sport, selvom man ikke er helt ung. Jo bedre man bliver, desto mindre motion får man«, siger han med henvisning til, at de dygtigste kastere ikke behøver flytte sig mange meter fra det sted, de kastede for at gribe boomerangen igen.








