Hovedstadens nye bycykel har både gps og panserglas

Tilvænning. Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) får præsenteret den nye by- og pendlercykel af administrerende direktør for 'Cykel DK', Niklas Marshall
Tilvænning. Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) får præsenteret den nye by- og pendlercykel af administrerende direktør for 'Cykel DK', Niklas Marshall
Lyt til artiklen

De første nyerhvervede by- og pendlercykler blev i dag vist frem for offentligheden.

Cyklerne er blandt de 1.260 bycykler, som Frederiksberg og Københavns Kommune har investeret i, og som til foråret vil være stillet op på i alt 65 cykelstationer i de to kommuner.

Flintholm Station skal være et af cyklernes opsamlingssteder, og det var her, i knudepunktet mellem metro, S-tog og busser, at »den kollektive trafiks fjerde ben« i dag blev vist frem. 15 eksemplarer af slagsen var klar til en prøvetur for de fremmødte.

»Sikke en fornøjelse at lade det her være mit første arrangement som transportminister«, sagde Pia Olsen Dyhr (SF), der var mødt op for at prøvekøre en af elcyklerne, der er leveret af GoBike.

LÆS OGSÅ Cyklistforbund: Ny bycykel er et »kvantespring«

Et pansret påfund
De nye elektriske bycykler er en markant opgradering sammenlignet med de tidligere udlejningscykler, som Københavns Kommune i 1995 investerede i. Cyklerne er udstyret med en tablet-pc, der har indbygget gps og kan bruges til at vise information om de ting, man cykler forbi.

»Torben Aagaard (direktør for GoBike, red.) lover, at de kan holde i ti år«, fortæller Niklas Marshall til Frederiksbergs borgmester, Jørgen Glenthøj (K), der også er mødt op til fremvisningen. Niklas Marshall er administrerende direktør for 'Cykel DK', som bycykel-projektet hedder.

Og det er ikke kun på grund af en tablet, at cyklen skal lades op på ladestationer. Cyklen er også udstyret med en elmotor, der kan tændes, hvis man vil have hjælp til pedaltramperiet.

Pia Olsen Dyhr (SF) tester funktionen på hendes prøvetur.

»Det er lidt syret at prøve at køre en elcykel. Det har jeg aldrig prøvet før. Man trykker, og så kører den næsten af sig selv«, fortæller hun bagefter.

Ikke fastlagt fremtid

Teknik- og miljøborgmester i København, Ayfer Baykal (SF), var også mødt op til dagens prøvekørsel, og hun var begejstret for de nye 'smart bikes'.

»Den gamle bycykel blev af mange kaldt en havelåge, men nu kan vi med rette give andre storbyer baghjul«, fortalte hun inden sin prøvetur.

Modsat Frederiksberg Kommune, som har fastlåst penge til, at bycyklerne kan køre på gaderne i otte år, har Københavns Kommune indtil videre kun bevilliget penge til ét år med de nye cykler.

Ayfer Baykal vil i Københavns Borgerrepræsentation kæmpe for, at de nye bycykler bliver fremtidssikret.

Københavns nye bycykler går stadig en uvis fremtid i møde

»Om få uger går vi til budgetforhandlinger, og jeg kan ikke love noget, men jeg vil gøre mit for, at det nye by- og pendlersystem kan blive i København i mange år endnu«, siger hun.

Kristian Corfixen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her