Du trak dig fra din topstilling på Nasjonalmuseet i Oslo i mandags, bl.a. efter kritik af din ledelse. Følte du dig presset til at gå? »Nej, det har været ganske udramatisk og også udtryk for ganske sædvanlig praksis: Når der er uenighed mellem den daglige ledelse og en bestyrelse, må man jo som leder se på, om det er muligt at komme igennem med de ting, man gerne vil gennemføre. Det kunne jeg ikke i forhold til bestyrelsen, og jeg ser ingen som helst tegn på, at det vil ændre sig. I den situation har man som leder ikke andet at gøre end at vende om. Jeg har givet det et år nu – og så skal der altså heller ikke gå længere tid på den måde. Det vil ikke være godt for nogen«. Hvem er tjent med, at du trækker dig? »Jamen, jeg trækker mig for min egen skyld. Man kan da godt være idealist og tro på, at man kan redde sit land, men hvis ikke forholdene er til det, må man også tænke på sig selv«. Har du ikke følt, at du havde din bestyrelse bag dig? »Nej. Der har været grundlæggende uenigheder mellem den daglige ledelse og bestyrelsen om, hvad et nationalmuseum for kunst er – og så er det den daglige leder, der taber kampen«. Det kunne også være bestyrelsen – den er også blevet kritiseret i arbejdsmiljørapporten? »Ja, det er bestemt ikke bare direktøren, der kritiseres. Men når der ikke er udsigt til en ændret styreform, må jeg være ansvarlig over for museet og gå«.
Får to års løn med sigHvorfor ikke lade museet fyre dig – i givet fald ville du ifølge kontrakten have fået seks års løn...? »Men de vil ikke fyre mig. Jeg går selv«. Og dermed får du stadig to års løn med dig? »Ja, der foreligger en fratrædelsesaftale af den type, man kender fra andre stillinger af den slags«.

Føler sig ikke som syndebuk
Du nævner arbejdsmiljørapportens kritik af bestyrelsen, og det er vitterligt en ganske omfattende kritik. Føler du dig som syndebuk, når det er dig, der må betale prisen?

»Nej! Sådan er jeg ikke! Jeg valgte selv at sige ja til stillingen og rejse til Oslo, selv om jeg vidste, at det ikke ville blive nemt. Det har kun jeg ansvaret for, og jeg er vant til at tage ansvar«.

Hvad har i dine øjne været det afgørende problem på museet?

»Det, vi har snakket om«.

Vant til medarbejderprotesterMen du havde jo ikke kun problemer opadtil mod bestyrelsen. Du er også blevet kritiseret nedefra. Personalet har kritiseret dig for tromlende ledelsesstil...? »Jeg har været direktør på Statens Museum for Kunst i København i 13 år. Jeg har været igennem medarbejderprotester og forhandlinger – alt det er jeg vant til! Men der har jeg altid kunnet stå fast, fordi jeg havde støtte. Det har jeg ikke haft fra bestyrelsen her, og så kan man altså ikke komme nogen vegne. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kunne have fået Nasjonalmuseet til at lykkes. Man skal være tålmodig, når det er åndsarbejdere, man har med at gøre. Somme tider er man enige med hinanden om beslutningerne, somme tider ikke, og det går ikke altid stille af. Det er jeg vant til fra Statens Museum for Kunst, men den form for uro er jo også et museums styrke. Det kræver altså bare, at der overordnet set er enighed om strategien og om, hvad et kunstmuseum er«.