Erik får øje på en hvidkalket heavyrocker, lidt af et monster, som står på fortovet med sin elektriske guitar. Erik skal helt hen og røre ved fyren. »All right«, grynter heavyrockeren. »All right, hæhæhæ«, svarer Erik. Han tager Anni i hånden. De fortsætter hen ad gaden i Los Angeles. Hun er i en lys, ærmeløs top, der skælver under presset fra hendes monumentale bryster. Han har en rød T-shirt på og smiler uafbrudt med sine fejlfri og klorinhvide tænder. De ser lykkelige ud under deres solbriller.
'Det er helt crazy'
Overalt møder de udklædte mennesker.
»Hello, man«, siger Erik til en person i en gul dragt. Lidt længere henne sidder Spiderman på en skraldespand.
»Det er da bare et skørt sted, det her, hva’?«, siger Erik til Anni.
»Ja, det er det«, bekræfter Anni.
»Hold kæft mand, det er da helt crazy«, bliver Erik ved.
Og det er lige, hvad det er.
Nørden og bordelmutteren Ovenstående er et klip fra dokusoapen ’Erik og Anni goes to Hollywood’, som jeg har fundet på nettet og nu sidder og ser igen og igen ... uden helt at fatte hvorfor.










