Da jeg træder ind ad døren, siger Sascha til mig: »Når vi går hen ad gangen, skal du holde dig i venstre side ... De er ikke så glade for folk, de ikke kender ...«. »Det er klart«, siger jeg. Sascha åbner og går først. Idet jeg følger efter, kommer der liv bag rækken af gitterdøre i højre side. En behåret arm rækker ud efter mig. Jeg klemmer mig op ad væggen til venstre. »Uh, uh, uh, uh, uh, uh, uh ...«, lyder det. En gren rammer mig i nakken. Så en bunke jord. Slask. Tre døre henne står en af dem og samler mundvand til en ordentlig grønhakker. Jeg løber. Spytklappen rammer væggen bag mig. Så er jeg i sikkerhed. »De har nogle overarme, kan jeg godt fortælle dig«, siger Sascha. »De slår mig ihjel, hvis jeg går ind til dem«. Nå ja, hvem ville ikke blive pirrelig, hvis man skulle tilbringe hele sit liv i et bur. Jeg føler mig allerede halvskidt tilpas efter nogle få minutter her i Zoo’s abehus.
LÆS ARTIKEL Hvad pokker skal vi med dyr i bur?
Nuttet udgave
Jeg tænker på, hvordan det kan være, at vi tilsyneladende er i stand til at ignorere alt det med tremmer, blodtørst og stank af ekskrementer, når vi går i zoologisk have. Det er, som om vi kun ser den nuttede, hyggelige, pelsede, tigerstribede udgave af virkeligheden.
Den mekanisme må undersøges nærmere. Det er derfor, jeg besøger chimpanserne.
Sascha er dyrepasser og skal fodre Carl, Yoran, Marti, Olga og resten af slænget. Det sker fra bagsiden af buret, helt oppe under det høje loft. Når vi kigger skråt ned, kan vi langt under os se publikum stå på den anden side af de tykke glasruder og vente spændt på et styk naturoplevelse.
Luk mig ud!
Tilskuerne glor op på Sascha og mig og aberne. Jeg begynder at svede.
Chimpanserne er vant til det. De er alle født i fangenskab, undtagen Trunte. Hun er den ældste og blev fanget i 1970.
