Børn elsker dyr, siger man. Jeg tænker tilbage ... elskede jeg dyr, da jeg var barn? Kunne jeg ikke bedre lide brandbiler og jetjagere? Det kunne jeg vist. Men da jeg i disse dage går rundt i Zoologisk Have og skal skrive nogle jubilæumsartikler, prøver jeg at finde ud af, om det passer. Kan børn overhovedet lide dyr? Henne ved bavianerne står Martin Ten Voorde med sin to et halvt-årige datter Malou på skuldrene. Han anbringer datteren på jorden og fortæller, at de har sæsonkort og kommer her tit. »Det er et hit at klappe geder. De eksotiske dyr trækker ikke mere end de almindelige ...«, siger Martin Ten Voorde. Der lyder et skrig bag os. Malou har stukket hovedet igennem rækværket foran et tomt bur. Et eller andet på fliserne bag rækværket må have fanget hendes interesse. Måske en bille? Men nu sidder hovedet fast. Hendes far får med noget besvær trukket den grædende Malou ud. Og så siger han: »I dag har hun ellers været mest interesseret i at klatre rundt på nogle stenfigurer af en bjørn, en hest og en høne ...«.
Stenen var levende Og det er en klassiker, at de små børn ikke er voldsomt interesserede i de store vilde dyr, fortæller havens videnskabelige direktør, Bengt Holst. Han har været i zoo i 26 år og er godt inde i, hvordan børn og dyr har det med hinanden. »De går efter gråspurve, myrer og orme«, siger han. »Elefanten er for stor til, at de kan fatte den. Der stod engang en mor med et lille barn lige foran elefanten. Moderen pegede og sagde: »Se lige elefanten!«. »Hvor er den, mor?«, kom det fra barnet. Pludselig gik det så op for barnet, at den der store sten var levende ...«. Klappegederne Zoo er totalt afhængig af børn. 80 procent af de 1,4 millioner mennesker, som sidste år besøgte haven, var folk med børn. Hver fjerde billet blev solgt til et barn. Og så er der de 80.000 børn, som hvert år undervises i zoo. De får lov at eksperimentere med mus og melorme og andet kravl.

Zoo gør alt for at gøre ungerne interesserede i naturen. For eksempel kan man finde på at anbringe vandrende pinde i potteplanter ved siden af børnene i undervisningslokalet. »I det øjeblik én får øje på, at der fandeme sidder et levende dyr for næsen af dem ... Det er vildt«, siger Peter Haase, der er udstillingschef i Zoo. Børn er af natur nysgerrige, konstaterer Bengt Holst, som også er en erfaren adfærdsbiolog. Børn er i dén grad sultne efter at opleve verden omkring sig, hvad enten det er dyr, træer eller maskiner. »Prøv at se på dem, når de sidder i sandkassen, og der pludselig kommer en myre kravlende. Det kan så godt være, de kvaser den ... Men det er den der sunde nysgerrighed. Når de er inde hos klappegederne, ville de ønske, de kunne skille dem ad ...«. Klappegederne er et af højdepunkterne i det, der scorer allerflest point hos børnene: børnezoo. Her findes husdyr som køer, heste og kaniner. Man kan ride på pony ... og altså klappe en ged. De er små, robuste geder. Men er det alligevel ikke lige i overkanten at lade horder af børn klatre ind til dem? For kan dyr overhovedet lide børn? Langelinie havde været nok »Gederne kan godt lide at blive klappet«, forsikrer Holst. »Vi har undersøgt det«. Man observerede gennem længere tid, hvordan børn og geder opførte sig. Det var især gederne, der opsøgte børnene. Og det var oftest børnene, der afbrød klapperiet, fordi de begyndte at kede sig. »Gederne kunne ikke få nok. Og hvis de alligevel ikke gad mere, så trak de sig bare tilbage til den indhegning, hvor børnene ikke kunne komme«. Det samme gælder dyrene i de andre anlæg. De er generelt nysgerrige og ret interesserede i mennesker. Og når det gælder menneskeaberne, så er de nok mere interesserede i børn end i voksne, mener Bengt Holst. »For menneskebørn ligner lidt deres egne unger ...«. Men tigger børnene ligefrem om at komme i zoo, spørger jeg mig selv.