I dag åbner en database med enorm samling breve skrevet af eller til H.C. Andersen.
En femtedel af brevene har aldrig været offentliggjort. De er med til at give et mere nuanceret billede af eventyrdigteren. For eksempel viser en brevveksling med den dannede og højt begavede oberst Christian Høegh-Guldberg, at den udannede skomagerknægt fra Odense måske ikke var så klodset, uelsket og grim en ælling, som han med skiftevis patos og selvironi fremstillede sig selv. Ikke kun en pine og en plage »Før har man mere haft billedet af, at Andersen møver sig ind og er en pine og plage for alle de folk, han skal læse op for. Og Andersen bidrager selv til det«, siger Ejnar Stig Askgaard, der er overinspektør i H.C. Andersen Huset/ Odense Bys Museer. »Høegh-Guldberg var overbevist om, at Andersen havde et helt usædvanligt naturtalent. Han skriver: »Jeg betragter dig simpelthen som min søn«. Det er en meget stor tillidserklæring, når man snakker om en H.C. Andersen, som på det tidspunkt var ingenting. Det giver et andet billede af Andersen«, siger Ejnar Askgaard. Det er hans museum, der sammen med H.C. Andersen Centret på Syddansk Universitet i dag klokken 14 åbner databasen med flere end 8.800 breve og skriftlige meddelelser.










