0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hov - den der ø har jeg ikke set før

Der dannes hele tiden øer i de danske farvande. Hvordan går det til? Og kan man købe en ø?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Niels Christensen
Foto: Niels Christensen

Opdagelser. Skovrider Søren Strandgaard opdagede forleden en splinterny stump land i havet nordøst for Bogense. Men er det nu også en ø?

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg blev vækket af et brøl. Det lød som et større dyr, der var blevet skamskudt. Jeg tumlede hen til vinduet og kiggede ned på Enghave Plads. To mænd stod og kæmpede om en flaske. Den ene holdt i strakt arm den anden fra livet, mens han selv tog en slurk.

Klokken var halv syv om morgenen, men der var stadig lys i en kæde af røde, gule, blå og grønne lamper foran Café Darling, bag jordbunker og gravemaskiner. Pladsen var halvt gravet op. To geledder af høje træer var fældet for at gøre plads til en metrostation.

En måge kredsede tavst uden for mit vindue. Den så ud, som om den ville fortælle mig noget. Den fløj i en stor bue over pladsen, inden den hævede sig over tagene og forsvandt mod vest.

Det var et par timer senere, jeg hørte om de nye øer. Jeg havde altid opfattet danmarkskortet som urokkeligt. Noget, man kunne stole på. I hvert fald ude på landet. Der skulle en ny istid til for at lave om på landskabet.

»Jo, men prissætningen vil jeg ikke vove at påstå, at jeg kan klare sådan lige på …«.

Han knipsede med fingrene.

»Nej, så må du nok ud og se den først«, sagde jeg. »Du skal vel også vide, hvilket ordvalg du skal bruge for at sælge den. ’Tæt på vandet’ må være sikker?«.

»Den kan vi nok ikke komme helt uden om«, sagde mægleren. »Hvor store er øerne arealmæssigt?«.

»Aner det ikke«, svarede jeg. »Men de skal være lange og krumme. Og så vokser de hele tiden«.

»Det er det, der er skægt … Det ville være det rene liebhaveri at købe sådan en ø, ikke?«.

Jeg nikkede. Det var lige præcis det, det ville være.

Skovrideren
Jeg fik en aftale med en skovrider, som vidste det meste, der var værd at vide om de fynske øer.

Han mødte mig på en parkeringsplads ved Lindø Hoved. I telefonen havde han beklaget, at det desværre ikke var muligt at skaffe en båd til den ekspedition, han ville tage mig med ud på.

Vi var nødt til at vade ud i havet, forklarede han. Det skulle nok gå. Bare jeg tog nogle gamle gummisko på.

Han hed Søren Strandgaard og var ansat i Skov- og Naturstyrelsen på Fyn. En robust mand i en vissengrøn skjorte, knælange shorts, kasket og sportssko. Han bar på en rød rygsæk og havde en kikkert om halsen. I hånden havde han en kæp, der skulle fungere som vandrestok.

Jeg trak i badeshorts og kiggede skeptisk ud over det stålgrå hav.

»Lad os komme af sted«, sagde Søren Strandgaard.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter