Jeg blev vækket af et brøl. Det lød som et større dyr, der var blevet skamskudt. Jeg tumlede hen til vinduet og kiggede ned på Enghave Plads. To mænd stod og kæmpede om en flaske. Den ene holdt i strakt arm den anden fra livet, mens han selv tog en slurk. Klokken var halv syv om morgenen, men der var stadig lys i en kæde af røde, gule, blå og grønne lamper foran Café Darling, bag jordbunker og gravemaskiner. Pladsen var halvt gravet op. To geledder af høje træer var fældet for at gøre plads til en metrostation. En måge kredsede tavst uden for mit vindue. Den så ud, som om den ville fortælle mig noget. Den fløj i en stor bue over pladsen, inden den hævede sig over tagene og forsvandt mod vest. Det var et par timer senere, jeg hørte om de nye øer. Jeg havde altid opfattet danmarkskortet som urokkeligt. Noget, man kunne stole på. I hvert fald ude på landet. Der skulle en ny istid til for at lave om på landskabet.
De fynske øer
Men så var der en kollega, der fortalte mig, at der i løbet af de seneste år var dukket en masse nye øer op i de danske farvande. Han havde hørt det i fjernsynet.
»De er helt øde«, sagde han. »Og mange af dem ligger ved Fyn«.
Tanken åd sig ind i mig. Kunne man virkelig stadig i dette hysterisk befærdede land finde steder, som var uberørt af mennesket? Steder uden gravemaskiner og brølende fulderikker?
Kunne man eventuelt få fingre i sin helt egen øde ø?
Nogle af de nye øer skulle være observeret et stykke ud for kysten ved Bogense. Så jeg tog straks til Fyn.
Ejendomsmægleren
Der findes flere ejendomsmæglere i Bogense, men jeg kan ikke oplyse, hvilken en jeg opsøgte. Mægleren ville ikke have sit navn i avisen. I øvrigt vidste han ikke meget om disse øer.
»Ingen har spurgt mig om dem før«, sagde han.
»Det var pokkers«, sagde jeg.
Men ejendomsmægleren var alligevel blevet nysgerrig. Han vendte sig mod sin computer og begyndte at undersøge markedet.
»Hmm ... man kan ikke søge efter ’ø til salg’ ... Jeg prøver under helårsgrunde ... Nej, jeg kan ikke se nogen«.
Jeg viste ham på et kort, hvor øerne cirka skulle befinde sig.
»Ville man kunne sælge sådan en ø, hvis den blev sat til salg?«.
»Jo, men prissætningen vil jeg ikke vove at påstå, at jeg kan klare sådan lige på …«. Han knipsede med fingrene. »Nej, så må du nok ud og se den først«, sagde jeg. »Du skal vel også vide, hvilket ordvalg du skal bruge for at sælge den. ’Tæt på vandet’ må være sikker?«. »Den kan vi nok ikke komme helt uden om«, sagde mægleren. »Hvor store er øerne arealmæssigt?«. »Aner det ikke«, svarede jeg. »Men de skal være lange og krumme. Og så vokser de hele tiden«. »Det er det, der er skægt … Det ville være det rene liebhaveri at købe sådan en ø, ikke?«. Jeg nikkede. Det var lige præcis det, det ville være. Skovrideren Jeg fik en aftale med en skovrider, som vidste det meste, der var værd at vide om de fynske øer. Han mødte mig på en parkeringsplads ved Lindø Hoved. I telefonen havde han beklaget, at det desværre ikke var muligt at skaffe en båd til den ekspedition, han ville tage mig med ud på. Vi var nødt til at vade ud i havet, forklarede han. Det skulle nok gå. Bare jeg tog nogle gamle gummisko på. Han hed Søren Strandgaard og var ansat i Skov- og Naturstyrelsen på Fyn. En robust mand i en vissengrøn skjorte, knælange shorts, kasket og sportssko. Han bar på en rød rygsæk og havde en kikkert om halsen. I hånden havde han en kæp, der skulle fungere som vandrestok. Jeg trak i badeshorts og kiggede skeptisk ud over det stålgrå hav. »Lad os komme af sted«, sagde Søren Strandgaard.
