»De metaldrenge havde nosser«, siger min finske fotograf og bestiller med en håndbevægelse et par Jägermeister mere. Det er aften, og vi sidder i et par læderlænestole i baren på Hotel Jyväshovi. Det er fotografen, der har insisteret på, at vi skal drikke Jägermeister. Det har jeg har ellers ikke drukket siden ungdomsklubben, men sådan er det på mange måder med Finland.
Man opdager sider af sig selv, man havde glemt eksisterede. Vi har lige været henne i et øvelokale og høre tre gutter spille death metal, og den dobbelte stortrommepedal hamrer stadig i mit hoved. Ifølge fotografen havde de tre metalgutter sisu. »Finner er heller ikke bange for atomkraft«, siger han. »Hvad mener du?«. »Man har lige besluttet at bygge to nye kernekraftværker. Så bliver vi europamestre i atomkraft... To små byer ude ved kysten kæmper om at få fingre i det ene af værkerne«. »Har de da knald i låget?«. »Nej, de har sisu«. De tomme veje Jeg har taget fotografen med ud på de finske landeveje for at blive klogere på, hvorfor Finland har slået både Danmark, Sverige og Norge i konkurrencen om at blive verdens bedste land.
