Kulturminister Uffe Elbæk (R) går trods forklaringer og dialogmøder ind til en uge, hvor ministertaburetten vakler under ham. Efter de sidste dages mistanke om inhabilitet i forbindelse med Akademiet for Utæmmet Kreativitet (Afuk) holdt han et møde lørdag for at forklare sig over for Venstre og Dansk Folkeparti, men selv om Uffe Elbæk med egne ord fik tilføjet sagen »de nuancer, den fortjener«, var det ikke nok til at tilfredsstille Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard, og Venstres kulturordfører, Michael Aastrup.
LÆS OGSÅ Elbæk skuffede Venstre: Afviser uvildig undersøgelse af nepotismeanklager
Nye afsløringer Pia Kjærsgaard talte efterfølgende om en kulturminister, der har udvist magtarrogance og mangel på dømmekraft, og Michael Aastrup vil forsøge at samle flertal for at få indledt en uvildig undersøgelse: »Der skal sættes eksperter på sagen«, siger Michael Aastrup Jensen. »Anklagepunkterne er så alvorlige, at det ikke er nok, at ministeren undersøger sig selv. Der er brug for en uvildig undersøgelse«. Sagen handler om mulige vennetjenester og potentiel inhabilitet, og balladen begyndte allerede efter finanslovsaftalen: Den sikrede en cirkusuddannelse og 6 millioner kroner til Afuk, hvor Uffe Elbæks mand, Jens Pedersen, er ansat siden 1. maj, og ministeren selv har siddet i bestyrelsen. Da det derpå kom frem, at Uffe Elbæk i sin ministertid har brugt 180.000 kroner på fem arrangementer med middagsselskaber og underholdning på samme uddannelsessted, tog balladen til.








