I 1979 startede jeg på litteraturvidenskab. Det var udsigtsløst. Der var ingen struktur, ingen læseplan, ingen fremtid. Jeg levede i en parallelverden uden realitetsprincip. Chancen for at blive evighedsstudent var enorm. Jeg tror, vi startede 30 på studiet, og efter nogle år var der kun fem tilbage. To havde begået selvmord.

Når du er enebarn med gamle forældre, keder du dig ihjel. Du sidder på bagsædet på søndagsture. Til koncerter, der aldrig holder op. Jeg er opvokset på Falster. Jeg læste og reciterede tyske digte højt for mig selv på roemarkerne. Ud over min egen stemme var der fuldstændigt stille. Derfor udviklede jeg et gen, så når der endelig er nogen at snakke med, så snakker jeg røven ud af bukserne.