Hvem er det, der beslutter, om en filmkunstner som Lars von Trier skal have støtte?
Afgør, om tv-serien ’Forbrydelsen’ skal laves, om Sys Bjerres ’Malene’ skal blive en landeplage, om Tal R skal have en særudstilling eller ’Brødrene Løvehjerte’ sættes op på Operaen?
Hvem afgør egentlig, hvordan vi opfatter os selv og hinanden, det liv, vi lever, og det samfund, vi udfolder det i?
Politikens bud
Politiken forsøger i dag at give nogle bud på, hvem der er de tre mest magtfulde eller indflydelsesrige mennesker inden for billedkunst, musik, film, litteratur, arkitektur, teater og tv. (Se links her ved siden af)
Den slags er jo altid et subjektivt bud, og listerne vil uden tvivl blive diskuteret og modsagt.
Og listen afspejler ikke, hvem der samlet set har størst indflydelse på kulturen – som eksempelvis kulturminister Carina Christensen (K) – men udelukkende, hvem der bestemmer mest inden for de forskellige kunstarter.
De store afgørelser
Selv om det hele handler om kunstnerne, deres talent, deres udtryk, deres inspiration, så er der ikke mange af dem, der har ret meget at skulle have sagt, når pengene skal fordeles, når nye ting skal sættes i gang.
Jo, de kan komme med ideer, de kan rage op i en grad, så de er umulige at komme uden om. Men det er meget få af dem, der sidder med ved bordet, hvor de store afgørelser træffes, eller har direkte indflydelse, når de lange linjer for dansk kultur udstikkes.










