Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kunstnerhjem. Både Tal R's atelier og hjem bærer præg af hans samlermani. Men derhjemme er det begrænset til arbejdsværelset og to 'rædselskabinetter'.
Foto: Joachim Adrian

Kunstnerhjem. Både Tal R's atelier og hjem bærer præg af hans samlermani. Men derhjemme er det begrænset til arbejdsværelset og to 'rædselskabinetter'.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tal R: »Tingene har brug for at sove«

Verdensberømt maler og tingfinder bruger år på at skille sig af med sine fund.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I en rød murstensbygning i Berlin står 150 kvadratiske transportkasser.

Trækasserne fylder hele den tohundrede kvadratmeter store lagerhals gulv, og de er stablet i lag op til seks meters højde.

På en af lagerhallens vægge er skrevet ordet elefantastisk. Kasserne er helt anonyme.

Men inde i dem står 150 unikke skulpturer.

Skrøbelige, papmacheagtige væsener lavet af udklip fra børnebøger, bizarre brochurer fra apoteket, fotos af kopulerende kroppe fra Weekend Sex, skæve cykeldæk og tusinde andre ting, som nogle måske ville betegne som gammelt skrald.

Sager, som en tingfinders grådige hånd har samlet op.

Den zoologiske have af væsener hviler sig inde i deres kasser. Og venter. De skal ikke ud foreløbig. Det har håndens ejermand bestemt, da han var hernede.

For væsnerne griner også ad ham.

De skraldgriner inde i deres trækasser ad ham, der samlede dem op og formede dem til det, de er i dag. Ham, som gik i gang med væsnerne for at blive sit samleri kvit.

Men i stedet endte med at skabe en hel balsal af bagage, der var dobbelt så stor som det, hånden havde samlet op.

»Jeg har humor nok til at se, at der er noget sjovt i det. For det er jo også meget tragisk. Tingfinder Tal ville gerne af med bagagen, men har i den proces kreeret dobbelt så meget. Jeg svarer tilbage på den humor ved at leje en balsal til dem, hvor de må stå nu. Jeg har ikke tænkt mig at gå derind foreløbig. De har brug for at sove«, siger Tal Rosenzweig.

Et anderledes år
Tal Rosenzweig er en af Danmarks mest succesrige og internationalt anerkendte billedkunstnere.

Kendt under forkortelsen Tal R har han herhjemme haft store soloudstillinger blandt andet på Statens Museum for Kunst og på Louisiana, mens han har udstillet endnu mere flittigt i udlandet i byer som New York, Rio de Janeiro, Tokyo og Stockholm.

Det prestigefyldte britiske kunstforlag Phaedon har placeret ham på ranglisten over 114 unge og yngre malere, som har fornyet og videreudviklet maleriet i dette århundrede.

Hans malerier ligger i hundredtusindkronersklassen, med en foreløbig prisrekord på auktionsfirmaet Sotheby’s i New York, der i 2007 solgte hans maleri ’wave lamp’ for 276.000 dollar – som dengang svarede til omkring 1,6 millioner kroner.

Og så er han netop blevet færdig med at male et værk til kronprinseparrets bolig på Amalienborg.

Ny begyndelse Men nu er der sket noget med den succesfulde kunstner.

Tal R har skilt sig af med sine 12 ansatte. Kokken. Sine elever. Og sine assistenter.

Han har sagt sit kæmpestore atelier på Amager op.

Og skiftet det ud med et, der er halvt så stort, som han har bygget op stort set fra grunden.

Det her år vil blive anderledes for den 42-årige kunstner, der har reduceret sit navn til et Tal og et bogstav. Et arbejdsår, kalder han det, hvor han har sagt nej til at udstille sine værker.

Deriblandt væsnerne i kasserne, som han har brugt fire år af sit liv på at lave.

Men som han nu har gemt bort. 500 kilometer væk. Fordi han er nødt til det. Og det er på en måde hans historie.

Tørklædeæsker fra Hermes
Vi mødes i Paradis. Hans nye 350 kvadratmeter store atelier i Indre By i København, hvor der engang lå et trykkeri.

I Paradis er der kun Tal R og hans ene assistent.

Tal R er iført en ternet skjorte, skægstubbe og en fløjlskasket, hvor fire bemalede fingre, hans egne, har lavet et aftryk. Han hilser. Men skynder sig hen til en ghettoblaster midt i rummet og sætter en cd på.

»Vi skal lige høre den her, inden vi går i gang«, siger han og skruer op for svenske Jenny Wilsons indiepophit ’Let my shoes lead me forward’.

Og mens Jenny Wilson synger, »I pick up stones ’cause I might need them. You’re gonna throw’em aren’t you?«, står Tal R foran et to meter højt lærred, hvor to generaler glor hinanden direkte i øjnene. Han klapper i takt til sangen.

Rundt om ham på det højloftede ateliers betongulv står flere borde fyldt med udklip og fotos.

For eksempel en side revet ud af en børnebog, hvor en isbjørneunge dier hos sin mor. »Se, hvor den drikker«, står der.

På et bord med maling og pensler står en bøtte, hvis indhold af brune gryn ifølge mærkaten er harelim, der bruges til at blande i farvepigmenter.

I orange tørklædeæsker fra det parisiske modefirma Hermes ligger der hundredvis af farveblyanter i grønne, blå, røde og gule nuancer.

Æskernes silketørklæder med motiver af heste, bidsler og seletøj er hængt op på en flytbar opslagsvæg i et hjørne af rummet, så de danner en slags farverigt patchwork.

Og ved siden af den står tolv ternede kufferter i forskellige farver i størrelser fra miniput til kæmpestor.

Forhud i en vindueskarm
Hvad er der med dig og det samleri?

»Jeg er faktisk ved at være en god dreng og har ryddet ud i det meste. Jeg tømmer det ene lager, og så tømmer jeg det andet. Alt det, der står derovre, er ting, jeg er ved at gå igennem, som skal væk«, siger han og peger på de 12 ternede kufferter, der åbenbart er pakket til randen.

»Tre af de kufferter er fyldt med fotografier«, siger han, inden vi sætter os.

Det tager dog lidt tid, inden der falder tilpas meget ro over Tal R til, at vi kan begynde vores snak. Der er lige en parfume, der skal duftes til.

Og hans krop sidder ikke ret længe i samme position, hvis den da ikke lige pludselig rejser sig op og viser, hvordan man danser til Peter A.G.s ’Vilde kaniner’. (Slasket og hoppende med hænderne ned langs kroppen).

Men når han taler, er stemmen mild.

Den danner kontrast til de billeder, der hele tiden sniger sig ind i hans sprog. Som når han siger, at man som kunstner »må være klar til at stå på bornholmerfærgen og få alt spyttet lige i ansigtet igen«.

Eller om det, at man ikke kan slippe fra sin fortid:

»Min forhud er taget fra mig, da jeg var otte dage gammel, men den er der et sted. Måske som et forkullet sandkorn i din vindueskarms aloe vera-plante«.

Det er sært, for nu at sige det, som det er.

Men særheden passer på en måde til manden, hvis billeder har sat sig i hans skæg som små neon-orange malerpletter. Billederne tegnede han allerede konturerne til, da han var barn.

Status som tegner
Tal R blev født under Seksdageskrigen i Israel.

Men da han var et år flyttede familien til fredelige Danmark, hans mors hjemland. I Danmark var hans far diamantsliber og hans mor folkeskolelærer. Tal R var den næstældste i en søskendeflok på fire.

Som barn i københavnerforstaden Valby tegnede Tal R primært tre ting.

Krig. Tortur. Og sex.

Og tegningerne blev en måde at begribe alt det på, han som barn syntes var helt uforståeligt.

Det var for eksempel et ord, som hans fætter havde hentet fra en ’Godfather’-film: ’gennemhullet’. Så tegnede han mænd, hvis kroppe var lige så fulde af cirkler som en schweizerost.

Eller det kunne være de billeder, han havde set i tidligere udgaver af Weekend Sex, som de ældre drenge på vejen havde stjålet fra deres fædre og nu lod gå på omgang i en plastikpose.

Det blev til en hel del naturalistiske udgaver af en missionærstilling.

Også på den jødiske privatskole Carolineskolen blev han klassens tegner og fik status, selvom han hverken var god til at stave eller regne. I 1970’ernes pædagogiske miljø fik han lov til at tegne sine stile i stedet for at skrive dem.

»Som barn handler det meget lidt om blyanter, men om at forstå ting fra voksenverdenen. Tegningerne repræsenterede en måde at finde ud af, hvad noget var. Hvis du ser sex eller vold, er du ikke herre over det. Men hvis du selv tegner det, får du på en måde magt over det. Tegningen var det sted, hvor jeg prøvede at samle alle de indtryk og få magt over dem«, siger Tal R.

Derfor blev tegningen også en slags udvej, som han flere gange i løbet af sin ungdom vendte tilbage til. For når man nu kunne tegne som barn, kunne man det vel også som voksen.

Og så kunne man jo blive kunstner for at slippe for alle de ting, man ikke gad. Såsom at gå i gymnasiet.

Derfor gik han som 18-årig ud af 2. g på Sankt Annæ Gymnasium og proklamerede til sine forældre, at han ville på kunstskole.

Moderen var ikke overrasket. Faderen kommenterede, at det måtte blive for egne penge.

Og så gjorde han rent fra klokken 6-9 om morgenen i Daells Varehus, inden han tog ind på Billedskolen på Nørrebro. Og hang. Uden at tegne eller male ret meget.

For det med at være kunstner var ikke noget, der kom let til ham.

»Jeg tog ligesom for givet, at hvis man havde tegnet, da man var lille, så kunne man også tegne som voksen. Men der var ligesom Det Røde Hav mellem de to verdener. Det med at tegne, lave kunst og male, det havde bare ikke nogen forbindelse til den drømmeverden, jeg havde som barn. Det var helt umuligt for mig at sætte de to ting sammen. Derfor brugte jeg faktisk ufattelig lang tid på at tegne og male, hvor det at male var forfærdeligt for mig. Det var frygteligt«, siger Tal R.

Et rigtigt job hos far
Da Tal R var 23 år, havde han brugt fem år på skiftevis at forsøge at blive kunstner og forsøge på at holde op med det.

Det der med maleriet var ikke rigtig blevet til noget.

Det havde mest været sådan noget med at stå og tegne cirkler på et loftrum på Amager, som en ven, der hed Ginse, havde lånt ham. Han ledte efter noget inde i billederne. Men hvad det var, vidste han ikke rigtig. Det blev mest til nogle cirkler og så lægge sig ned og sove.

»Som voksen prøvede jeg egentlig at blive ved med at holde op med at lave kunst. Det gav ingen mening, det gav mig ingen kontakt med noget. Og jeg fik ikke noget ud af det. Det, der pressede mig frem, var ikke så meget en drift om at være kunstner, det var en drift efter ikke at tabe, synke ned og fejle. Jeg ville gerne lave noget, der var vigtigt for mig. Men jeg følte hele tiden, jeg var på sådan en slags afgrund«.

Tebirkedansen
Men det skulle det være slut med.

Det syntes i hvert fald Tal R’s far, der derfor ansatte sin 23-årige søn i sit diamantsliberfirma i Rødovre.

Og Tal R fik et job, en Opel med bremseproblemer og en beige arbejdsskjorte, som skulle stikkes ned i bukserne.

Og der gik han så og lavede tebirkesdansen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den gik ud på at skynde sig over til Rødovre Centrum.

Selv om det kun tog 7 minutter at aflevere posten her, så kunne det også tage 37. I hvert fald hvis man satte sig ned på en af centrets bænke og spiste tebirkes sammen med pensionisterne.

Når han kom tilbage på arbejdet fortsatte dansen.

Nu gik den ud på at flytte rundt på ting, så det så ud, som om han lavede noget. Sådan gik der fem måneder.

Så var han igen presset op i et hjørne. Han ville være fri for det kedelige arbejde. Han ville være kunstner.

Og så gav hans far ham lov til at slippe for kontorjobbet.

De næste tre år gik med at søge ind på Kunstakademiet. Og blive afvist.

Mens hans venner begyndte at komme ind en efter en, fik han smidt sine ting i hovedet endnu en gang. Det tredje forsøg på at blive optaget blev mest afleveret i protest.

Men så kom han ind. På Kunstakademiet i København som 26-årig. Og fortsatte med at hade alt, hvad han malede.

»En normal dag på skolen gik med, at jeg gik i gang med en idé, og så sad jeg og kiggede på, at det mislykkedes. Jeg malede et billede. Og så trampede jeg på det. Jeg lavede sådan en regndans, der ødelagde det, fordi jeg bare var så skuffet over mig selv. Det var så umuligt. Det var meget lidt, der overlevede«, siger han.

Sådan gik der to år.

Som at sætte bussemænd på væggen
Men så var der en eftermiddag, da Tal R sad i en tom lejlighed bag ved Akademiet, som han havde fået lov til at bruge som værksted.

Den dag havde han malet en flaskegrøn lysestage med brændende lys på et hvidmalet lærred.

Den mislykkede lysestage, som gled lidt sammen med den endnu våde baggrund, stod og stirrede tilbage på ham og hånede ham for hans fiasko. Ambitionen om et maleri var endnu en gang mislykkedes. Men den dag var han for søvnig til at ødelægge det.

I stedet begyndte han at sætte fregner på lærredet med en pensel.

Nærmest demonstrativt, som hvis man satte bussemænd på væggen. Små pletter med alle de farver, som lå foran ham. Og pludselig vendte nederlaget sig om. Maleriet blev pludselig sig selv.



»I det øjeblik gik det op for mig, at når man giver op, behøver det ikke at betyde, at man er en fiasko. Når man giver op, så bliver det til et billede. Og i det øjeblik du opgiver, lykkes billedet. I stedet for at give op uden for billedet, så gav jeg op på billedet. Og så stod vi der – som to gamle klassekammerater, der ikke rigtig vil kendes ved hinanden, men alligevel godt kunne kende hinanden«, siger Tal R.

»Den dag begyndte jeg at forstå, at alle mine tommelfingre og alle mine umuligheder egentlig var helt vildt gode moves på dansegulvet. Jeg fandt ud af, at der var chancer, hvis jeg lod være med at søge væk fra alt det, jeg ikke kunne. Og hvis jeg tog alle de mærkelige, knoldede ting på mig, så havde jeg nogle helt vildt gode chancer for at udtrykke mig selv«.

En samlers rædselskabinetter
Da Tal R åbner døren til sit hjem på den brostensbelagte del af Østerbro, har han det samme tøj på som dagen før i sit atelier Paradis.

Han har åbnet den blåternede skjorte og er på strømpefødder, men kasketten og malerpletterne sidder der endnu.

Herskabslejlighedens gang er malet i nuancer af grønt, orange, brunt og rødt. En farveskala man kender fra hans malerier. I spisestuen og stuen, der ligger en suite, er der ingen kunst på de hvide vægge.

Til gengæld fanges opmærksomheden med det samme af to åbne vitrineskabe. ’Rædselskabinetterne’, som Tal R selv kalder dem. To mandshøje skabe fyldt med sager.

For eksempel en lyseblå nålepude, hvis flæsede ydre gennembores af nåle med glashoveder. En samling af farverige sten med navne som Pornice og Mica Nera.

Et halvt plastikæble, hvis grønne skræl er blevet bidt væk af en hund. En dukke med et dødningehoved. Og meget, meget mere.

Rædselskabinetterne er en blanding af ting, han selv, hans tre børn og hans kone, billedkunstneren Evren Tekinoktay har samlet.

Samleriet har Tal R i generne.

Hele moderens familie fra Hvidovre er »tingfindere og loppemarkedsgængere«.

Men Tal R har haft en særlig grådig hånd. Efter ting. Efter fortællinger. Resultatet af en hel urskov af interesser. Og i mange år har samleriet været en stor del af hans kunst.

De ting, han fandt på sin vej, fandt vej til malerier, tegninger og skulpturer. Og det fik ham i mange år til at betegne sin kunst som kolbojnik.

Et jiddisch udtryk for skraldespanden i en kibbutz, hvor alle tømmer deres madrester ned i. En slags kollektivt affald.

Som når han for eksempel bruger gamle cykelhjul og binder dem ind i flere 100 meter pink garn til at lave skulpturen ’Ovaria’.

Eller laver en kollage, hvor et dødningehoved dukker op ved siden af en masaikvinde med påklistrede ugleøjne.

»Meget af den kunst, jeg har lavet i hvert fald de seneste ti år, er lavet på den måde. Jeg har samlet, puttet ting ned i suppen og hevet billeder op af den. Og på et tidspunkt indså jeg, at den måde, jeg arbejdede på, var meget lig den måde, jeg så på mig selv på. At vi er kun en lille brik i den store historie. Og at 90 procent af vores personlighed består af, hvad andre har puttet ind i os. At vi er selv en slags kolbojnik«.

En vaskemaskine af ideer
Kulminationen på samleriet blev Palace.

Et atelier på Amager, der skiftede adresse tre gange og var dobbelt så stort som det, han har i dag.

Med bjerge af udklip, fotos, bøger og fortællinger, der gik helt op til loftet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Palace var også befolket af mennesker.

Venner, elever og assistenter, der arbejdede, spiste og ofte sov i Palace, hvor en kok var ansat til at lave mad til dem. Et helt rum blev brugt til at lave kollager.

Et andet sted i atelieret stod hans barndomsven Langelars og hjalp med de zombieagtige skulpturer.

»Hver gang jeg blev spurgt af en kunstskole, om jeg ikke kunne komme og holde foredrag, så sagde jeg: Næ, I kan komme over til studiet og være sammen med mig. Alle sov der, og alle spiste der. Palace var en stor vaskemaskine af ideer og tanker. Og hvor jeg holdt op og andre startede, var svært at sige«, siger Tal R.

I denne vaskemaskine kunne Tal R tømme sine lommer for de ting, han havde puttet i dem gennem 15 år. Og han kunne orkestrere hele fabrikken af ting, mennesker og ideer til at lave et sidste projekt.

Ud af fire års arbejde i vaskemaskinen kom der ni kollager under overskriften ’Adieu Interessant’ og 150 skrøbelige skulpturer.

Hvornår gik det op for dig, at du skulle noget andet og væk fra Palace?

»Hvis du forestiller dig en helt anden kronologi – måske sætter jeg vaskemaskinen over, fordi jeg vil have det til at slutte«.

Hvorfor ville du have det til at slutte?

»Der lå så mange skulpturer, kollager, billeder og interesser. Jeg havde lommerne fulde af de ting. Jeg ville faktisk gerne af med de ting. Det store øjeblik var at sætte Palace i gang. Og det store var, at jeg allerede længtes efter, at det skulle være overstået. Lige så meget som jeg nød det, da det var der – kan du forestille dig det?«.

Men hvorfor længtes du efter, at det skulle være slut?

»Fordi jeg var mere nysgerrig efter ting, jeg ikke kunne forstille mig. Jeg vidste, jeg blev nødt til at gå gennem alle de kollager, alle de skulpturer. Det var en væg, jeg skulle ramme. Jeg var så nysgerrig. Jeg følte, at alle de kollager, skulpturer og det, jeg havde samlet, var, hvad jeg bestod af. Så jeg var mere interesseret i at finde ud af: Hvad består jeg af, når jeg ikke har det med mig længere? Hvilke helt vidunderlige malerier findes der bag det?«.

Våde drømme om tændstikker

I begyndelsen af 2009 flyttede Tal R ud af det store atelier på Amager, og ind i det mindre atelier Paradis midt inde i København.

Et år efter – mellem jul og nytår sidste år – sendte han de 150 skulpturer i eksil i Berlin. Dem af figurerne, som havde været udstillet ude i verden, fik han kørt til Tyskland i store lastbiler. De største af væsnerne viklet ind i plastfilm for ikke at falde sammen.

I Berlin blev de alle sammen proppet ind i beskyttende transportkasser og stillet i meterhøje stabler i lagerhallen.

Inden nytår besøgte han dem og skrev ordet elefantastisk på lagerhallens væg om hele den hær af væsner, der står og fylder dernede. Men væsnerne skal ikke vises frem eller køres tilbage til Danmark foreløbig.

»Jeg har ikke brug for at se dem. Jeg har ikke lyst til at se på dem – kun tænke på dem«, fortæller Tal R.

I Paradis er han begyndt på det, der skal komme efter. Den nye periode. Men selvom væsnerne er flyttet 500 kilometer sydpå, er de der stadig.

»Jeg har skaffet mig af med en masse materiale. Men jeg har jo også efterladt mig lige så meget materiale bag mig. Det er jo ironisk. For hvor meget har jeg egentlig sat fra mig? Summen af det hele er stadig den samme. Jeg har bare forvandlet en masse ting til skulpturer og kollager«.

»Og jeg er stadig dybt forbundet til dem. De hænger mig stadig på armene og hænderne. Jeg er ikke adskilt nok fra de skulpturer. Derfor kan jeg kun tænke på dem – ikke se dem«.

Artiklen fortsætter under billedet

Men hvad er der i den bagage, som du ikke kan sige farvel til?

»Grunden til, at jeg føler, at de skulpturer har godt af at stå lidt, er, fordi jeg også selv er virkelig i tvivl om, hvad de egentlig er for noget. Jeg tror lidt, jeg selv er i chok over det, der er foregået, som jeg kan se det nu. Jeg kunne selvfølgelig vælge at smide det hele på et bål en gang for alle. Det er nok noget af det mest pirrende, en kunstner kan forestille sig«.

Men kunne du nogensinde finde på at stikke en tændstik til det hele?

»I våde drømme, ja. I de yderste våde drømme«.

Men hvad er det, der er dernede? For det forstår jeg ikke?

»Nu skal jeg tænke mig godt om, hvordan jeg siger tingene. Grunden til, at jeg synes, det er en rigtig romantisk tanke, at de skal have lov til at stå der og være væk nu, det er, at jeg selv er virkelig i tvivl om det. Og de typer nye arbejder, jeg har taget hul på nu, skal forklare mig, hvad det er, der står dernede«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden