Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Uhæmmet. Tal R's særudstilling 'The Virgin' åbner 23. november på ARoS. Filmen 'The Virgin' af instruktør Daniel Dencik kan ses i Grand Teatret 11. november.
Foto: Finn Frandsen(Arkiv)

Uhæmmet. Tal R's særudstilling 'The Virgin' åbner 23. november på ARoS. Filmen 'The Virgin' af instruktør Daniel Dencik kan ses i Grand Teatret 11. november.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tal R: At se sig selv på film er grusomt

Tal R, her i samtale med Politiken, kan opleves i 'Tal R: The Virgin' på CPH:DOX.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg er næsten kun interesseret i ting, jeg ikke har lavet. Nye ting. Hvor jeg kan bilde mig ind for et øjeblik, at nu er det noget andet. Mere end nysgerrig. Besat.

Som barn så jeg spøgelser alle vegne. Jeg var rædselsslagen for alt det, man ikke kunne se. Og engang, da jeg var omkring 17, var jeg alene hjemme med influenza en sommer, hvor alle vinduer stod åbne. Alting blafrede, og jeg var overbevist om, at jeg kunne høre dødens rige rejse sig. Jeg sagde: O.k. Kom så. Tag mig så. Der var ikke så meget at gøre. Men der skete ikke noget. Det var lidt skuffende.

Jeg har lige sagt mit lukrative livstidsprofessorat i Düsseldorf op, jeg har sagt nej til at udsmykke en retssal – nogle ret fantastiske opgaver, som jeg før i tiden ikke engang ville kunne fantasere om. Men der er nye fantasier i morgen. Derfor er man nogle gange nødt til at lukke og slukke selv for ting, man er glad for.

Jeg var i Israel og besøgte min bror, der bor på landet. Han synes, der er så kedeligt ude på landet, og lokkede mig til at se ’Breaking Bad’. Nu er jeg midt i tredje sæson. I går nat stod jeg op klokken et og så det afsnit, hvor hovedpersonen gennem hele afsnittet jager en flue. Der blev jeg overvældet. Jeg sad og levede mig ind i den metafor – hele dilemmaet om kriminalitet som en Hollywood-måde at beskrive en freudiansk underbevidsthed på.

Min første plade var med Ike og Tina Turner. Han var min helt. Så jeg blev enormt skuffet, da jeg hørte, at han gav flade. Han var nok en bandit, men han havde en vildt flot gul flyverdragt, og jeg havde aldrig set en i Valby med afrohår. Jeg læste hans biografi som voksen, hvor han prøver at svare tilbage.

Det vildeste kys er det, man ikke husker længere. Er det for poetisk?

At se sig selv på film er grusomt. Og Daniel Dencik, som har lavet filmen, er født sadist. Han snakker med folk, der kender mig fra tidligere. Han opsøger folk, jeg har mobbet som barn. Det er en slags henrettelse.

På mange måder er der noget romantisk over løgn. Folk, der lyver og bedrager, har ofte et gran af oprindelig sandhed i sig. Ærlighed er også en underlig bedragerisk form. Hvis den bliver sagt i aulaen på en højskole eller forkyndt i alverdens testamenter. Hos bedrageren er den ikke ideologisk. Hos mennesker, der tror på ærligheden som en ideologi, er den ofte manipulerende og bedragerisk. Moralsk og dermed også lukket. Der kan den næsten være en form for fascisme.

Det ser godt ud, når mænd græder. Men jeg kan kun, hvis jeg ser film. Hvis bare jeg ser starten på ’Sporløs’ med hende den høje speaker med den spidse næse, så græder jeg. Jeg kunne godt tænke mig at kunne gøre det kalkuleret. I supermarkedet. Hos lægen. Foran eleverne. Det er bare så flot.

Daniel er meget vred på mig. For jeg nægter at komme til premieren. Jeg vil gerne sige undskyld. Undskyld. Jeg elsker ham højt, men der er grænser for, hvor meget masochisme, en mand kan tåle.

Hele vinteren gik jeg og døjede med, hvordan jeg skulle male månen, der spejler sig i Sortedamssøen. Jeg fik løst det, fordi jeg fik tandpine. Nytårsdag var der en pakistaner, der rev min tand ud. Så gik jeg hen ad gaden på Nørrebro med sådan en negativ Vesuvio i kæben og tænkte: Jeg er her stadig. Han kunne også have taget min arm. Og så gik jeg direkte hen og malede og kunne godt male månen, der spejlede sig i søen. I løbet af få sekunder var min forestilling om mig selv udvisket af sådan en negativ vulkan, der går nedad i kæben. At male månen, der spejler sig, er jo også at male en ting, der er deroppe på himlen, og så er den i en negativ form dernede i søen. Som tanden, der er der og ikke er der.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det, at jeg har børn, gør, at jeg ikke bliver fuldstændigt vanvittig. Jeg ville bare blive ved og ved. Mit arbejde er sådan, at den ene vej tager den anden, en gyde bliver til en ny vej, over et hegn, ind på en parkeringsplads, ned under en container og ned i en trappeskakt op i en ejendom hen over loftet og ned hos en bagermester et andet sted. Hvis jeg ikke havde børn, der satte mig fast i rutiner med at hente hos Olivia, til håndbold, svømning i Emdrup, så ville jeg drive af sted.

Prøv at sætte dig det mørkeste sted, du kender, og spørg helt ærligt: »Er der nogen?«. Og så mærk, om du ikke får kuldegysninger

Jeg hader, når de laver om på busserne. Bus 10 skal altid køre over Halmtorvet og ende, hvor den altid har endt. Og bus 6 skal fandme ikke byttes om med bus 1. Og 18’eren skal stoppe på Toftegaards Plads.

Prøv at sætte dig det mørkeste sted, du kender, og spørg helt ærligt: »Er der nogen?«. Og så mærk, om du ikke får kuldegysninger. Det er en mærkelig følelse. Der er mange af vores sanser, der lukker ned, fordi vi helst ikke vil spørge. Jeg kan ikke sige, at jeg ikke stadig er rædselsslagen for det usynlige.

Når folk spørger, hvorfor jeg holder op som professor, bilder jeg dem noget nyt ind hver gang. For i virkeligheden aner jeg det ikke

Alle burde tage til Grønland. Jeg har aldrig villet derop, men kom så alligevel derop for et år siden. Man får smadret fornemmelsen for tid, afstand, horisont. Alt deroppe er sket for 10 millioner siden. Men det er opløftende at få ødelagt sin fornemmelse for tid. Jeg var der i 17 dage på en båd, og jeg skal aldrig tilbage. At møde Grønland er som at møde en afgrund indeni.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det føles aldrig hæmmende, at mine ting bliver solgt for mange penge. Det føles meget rimeligt. Og at kigge på dem er jo gratis. Det er en underlig ting – det er både meget kostbart og gratis.

Nogle gange kommer jeg ind i en stue, hvor der hænger et billede, jeg har lavet. Så bliver jeg forskrækket, du. Rædselsslagen. Jeg synes, det er frygteligt. Jeg bliver pinligt berørt. Men hvis jeg var alene i stuen, ville jeg nok gå i gang med at arbejde med det igen. Med den nye erfaring, jeg nu har.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden