Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Undergrundshovedstaden. Et par sidder sammen efter en koncert i Kreuzberg - et af de kvarterer, der efterhånden er blevet alt for pænt til undergrunden.
Foto: Joachim Adrian

Undergrundshovedstaden. Et par sidder sammen efter en koncert i Kreuzberg - et af de kvarterer, der efterhånden er blevet alt for pænt til undergrunden.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Berlin forandrer sig, men nej, festen er ikke forbi

Krigen er igen kommet til Berlin. Det er de kreative mod kapitalen.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Midt i floden Spree, der løber gennem Berlin som en åre af uforanderlig ro gennem storbyens landskab af konstante forandringer, står to mænd.

De 30 meter høje figurer kan ikke alene gå på vandet. Siden 1999 har de også været på vej ind i en nævekamp. Eller en omfavnelse. Det afhænger af øjnene, der ser.

Set bliver de to mænd, der udgør amerikaneren Jonathan Borofskys kunstværk 'Molecule Men', i hvert fald. For i øjeblikket hviler alle berlineres blik på Sprees flodbredder. Det attraktive område midt i byen er nemlig slagmark for en aktuel kulturkamp om fremtiden for den tyske hovedstad.

På den ene side af fronten, der symbolsk nok løber langs den længste, bestående del af Berlinmuren med det kunstneriske navn East Side Gallery, står græsrødderne. På den anden side erhvervslivet og det bystyre, der forsøger at sætte gang i de rustne hjul for at skabe kapital, arbejdspladser og drift i Berlin.

Det er et klassisk clash i en by, hvis historie i sig selv giver ekko af kamp, revolte og krig.

MegaSpree vs. MediaSpree »Skærer man konflikten ind til benet, handler det om, hvorvidt byen er til for de mennesker, der bor og lever i den, eller om den skal være et investeringsobjekt. Et projekt for folk udefra, der gerne vil tjene penge på Berlin«.

Siger den 25-årige Jens A. Meyer. Han er født og opvokset i Berlin og har meldt sig under fanerne i organisationen MegaSpree, der kæmper mod kommunale planer om at omdanne flodbredden til MediaSpree.

Det skal være et slaraffenland for virksomheder, der tiltaler den kreative klasse, alle storbyer gerne vil have fat i. Allerede nu er det danske filmselskab Zentropa, pladeselskabet Universal, den gigantiske multihal O2 Arena og de unges tv-station MTV flyttet ind i på en gang rå og lækre lokaler langs floden.

Her ligger de side om side med legendariske, om end ikke helt lovlige berlinerklubber som Bar 25, en mellemting mellem en forvokset strandhytte på en stillehavsø og en forlystelsespark for voksne under åben himmel.

Også strandklubben Kiki Blofeld med egen strand og bådehus, det legendariske spillested for elektronisk musik, Maria Am Ostbahnhof og Club der Visionäre, som er kendt for at holde party søndag eftermiddag, ligger i kvarteret.

Kontorliv
De er alle i fare for at blive skyllet væk med floden, hvis de storstilede planer om at ændre området til erhverv og kontorsiloer gennemføres.

»De er vedtaget, men gennemførelsen af dem er gået i stå, som det så ofte sker her i Berlin. Dels har der været den store folkelige modstand, dels har man simpelthen ikke pengene til at føre planerne ud i livet. Et typisk scenarie for Berlin«, siger den dansk-tyske journalist Michael Reiter, der har boet i byen i syv år og i år på Gyldendal har udgivet den alternative guidebog 'Berlin – bag om det store B'.

Bortset fra enkelte mødre med barnevogn, de obligatoriske hundeluftere og en busfuld med fotograferende franske turister oppe ved East Side Gallery, hvis fantasifulde udsmykning af en bestående rest af Berlinmuren er under restaurering, ånder alt fred og ro på begge sider af Spree denne eftermiddag. Men slagmarken er der.

Symbolsk afmærket af den flod, som indtil for 21 år siden også var grænsen mellem den østtyske bydel Friedrichshain og den vesttyske Kreuzberg. To af de i dag mest levende kvarterer i Berlin, som efter Jens A. Meyers mening risikerer at dø ud, hvis MediaSpree får lov til at brede sig på flodbredderne.

»Der er ikke meget liv i kontorlandskaber. Det er ikke, fordi jeg har noget imod kapitalismen som sådan. Men jeg elsker min by og kan ikke se, hvorfor den mest attraktive del af den skal smadres af noget byggeri, der lige så godt kan ligge alle mulige andre steder. Vores eneste mulighed er at protestere og arrangere demonstrationer, og det har åbenbart hjulpet. I hvert fald tror jeg, at vi har vundet første runde«, siger han.

Disneyworld for velhavere
Dermed er kampen om Berlin og byens rolle som den kulturelle dynamo, der lyser op langt uden for Tysklands grænser, ikke slut. Tværtimod er den lige begyndt.

Overalt i Berlin støder man på ordet Gentrifizierung eller Gentrifikation. Ordet kommer af det engelske gentrification, der bedst kan oversættes til byfornyelse med social opklassificering.

En udvikling, der har ramt store dele af det tidligere Østberlin med så overvældende kraft, at masser af berlinere føler sig presset ud af deres bydel til fordel for investorer, dyre butikker og rige indflyttere. Gentrifizierung er blevet et skældsord for de mange berlinere, der frygter, at pengemænd er ved at ødelægge deres by.

En af dem er den 39-årige socialarbejder Andrea Hüttinger, der bor midt i Prenzlauer Berg nord for den centrale bydel Mitte. Prenzlauer Berg er på få år totalt forandret fra at være kunstnernes, forfatternes og det alternatives højborg i Berlin til at være et dyrt, eksklusivt område for velstillede børnefamilier.

»Prenzlauer Berg er blevet til Disneyworld for unge velhavere. Det var et kreativt kraftcenter og noget helt specielt, da jeg flyttede ind for 12 år siden. Nu er det, som om der er sprunget en bombe, og det hele er atomiseret til fordel for dyre butikker og et kunstigt liv. Kunstnerne og de kreative er blevet tvunget væk og findes nu rundt omkring på små øer længere væk fra centrum uden forbindelse til hinanden. Jeg har det, som om min hjemstavn, mit tilhørssted er taget fra mig«, siger hun næsten grådkvalt, mens en af Østberlins mange sporvogne skramler forbi ned ad Prenzlauer Allee og ind mod Mitte.

Fakta er da også, at Prenzlauer Berg fra at være et fattigt, faldefærdigt område, hvor den alternative subkultur blandede sig med områdets oprindelige beboere fra DDR-tiden og fyldte de gamle, ramponerede nærmest ubeboelige ejendomme med alternative knejper, cafeer, gallerier, butikker, værksteder og natklubber, nu er sat i stand og befolket af unge, veluddannede tyskere og udlændinge fra den bedre del af middelklassen.

Vi bliver alle
Ifølge den tyske sociolog og ekspert i Gentrifizierung og byfornyelse i Berlin Andrej Holm er gennemsnitsindkomsten tordnet i vejret i Prenzlauer Berg.

I 1993 lå den 30 procent under gennemsnittet i Berlin, i 2008 lå den 40 procent over. Tre ud af fire huse i bydelen er blevet renoveret i samme periode, og 80 procent af de oprindelige beboere er skiftet ud.

Det er i Prenzlauer Berg, at kampagnen 'Wir bleiben alle' ('Vi bliver alle') er opstået; et slogan man kan støde på som graffiti, og som Berlins store og voksende venstreradikale gruppe af unge har taget til sig. I sidste weekend løb 20 mennesker således ind i et af de nye townhouses, der er til salg i bydelen, midt under en fremvisning og smed tøjet.

En af mange aktioner mod de dyrere huslejer, mange betragter som helt centralt i slaget om Berlin.

'Wir bleiben alle' er en protest mod, at rige tyskere og udlændinge overtager den ene bydel efter den anden, som subkulturen, studenterne og kunstnere har gjort attraktive.

Men når velhaverne rykker ind, stiger lejlighederne i pris, graffitien bliver skuret ned, de mere eller mindre illegale fester og klubber lukker på grund af klager over støj, og kunstnerne og den alternative subkultur, der oprindelig var med til at gøre området attraktivt og få investorerne til at flokkes om husene, forsvinder.

Først var det Mitte, så Prenzlauer Berg, derefter Friedrichshain, så Kreuzberg og nu det indre Neukölln, også kaldet Kreuzkölln.


Der lugter stadig af pis i Tacheles
I det fashionable Mitte er Tacheles det eneste overlevende vidnesbyrd om den kreativitet og selvforvaltning, der prægede hele området umiddelbart efter Murens fald.

Alt omkring den store gamle ramponerede bygning kasse fra 1908 er revet ned og genopbygget eller renoveret til ukendelighed. Tacheles står som en rå og upoleret punkerbunker midt på Oranienburger Strasse ved siden af et prunkende nyt hotel med store glasfacader ud mod gaden.

Her kan man stadig se skudhullerne i muren fra krigen. Og der lugter stadig af pis, når man går ind gennem porten og tager den tunge metaltrappe op gennem huset, hvor væggene er polstret til med centimetertykke lag af plakater og graffiti.

Tacheles har i mere end 20 år været kunstnerhus med selvforvaltning, og mens Mitte har forandret sig fuldstændigt fra næsten forarmet slum til et eksklusivt område, står huset i dag som et mindesmærke over en forgangen tid.

Men det er mere end en anakronisme. Det er stadig fyldt med kunstnere, der har værksteder, gallerier og udstillinger og sælger kunst, plakater, kollager og alt muligt andet. Turisterne valfarter til stedet, på samme måde som de i København valfarter til Christiania.

Mellem 300.000 og 400.000 gæster besøger årlig huset.

»Investorer!«
Nu truer investorerne også Tacheles.

Gennem halvandet år har huset ikke haft en lejekontrakt, og den Hamburgbaserede HSH Nordbank, der har overtaget huset og hele det ubebyggede område bag det fra et konkursbo, har så mange penge i klemme, at den vil sælge hele det attraktive område, inklusive Tacheles. Og så skal kunstnerne ud og bygningen totalrenoveres.

»Investorer! Jeg kan fandeme ikke tåle det ord længere«, snerrer 48-årige Martin Reiter hæst.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han er en slags manager for Tacheles og ligner med sine lange krøller, der slanger sig til ned midt på ryggen, gråsprængte tindinger og intense blå øjne lige så meget et pensioneret syrehoved på en mission.

Øjnene brænder, og hans hænder understreger konstant pointerne, når han giver luft for sin foragt for penge – de betyder kun noget, hvis man tror på dem – raser mod investorernes ensretning af byen eller taler om Tacheles' store betydning. Ingen tør sætte politiet ind mod Tacheles og rydde huset, mener han.

»Hvem skulle turde det? Selv fra Saudi-Arabien kan man se billeder af folk, der står med skilte i hånden: Bevar Tacheles. Vi er kendt over hele verden. Der er ingen, der tør sætte politiet ind mod os og tømme huset. Det vil give et ramaskrig ikke bare i Berlin, men overalt og blive rapporteret i alverdens medier. Tacheles er et symbol på den kreativitet og kunst, Berlin er så stolt af«, fastslår Martin Reiter.

Selv om nogle mener, at Tacheles gennem årene har udviklet sig mere til en trashet turistfælde end et kreativt kunstnercentrum, ser de 50-70 kunstnere, der arbejder i huset, anderledes på det. Det gør Martin Reiter selvsagt også.

Tacheles' kamp for at bevare kunsten og forsvare sig mod investorerne er hele byens kamp for at bevare sin kreativitet og tiltrækningskraft som kunstmetropol i Europa.

»Uden kreativitet er Berlin ingenting. Hvorfor skulle nogen vælge at blive i Berlin, hvis det ikke var, fordi den var så billig og kreativ? Jeg ville flytte med det samme«, erklærer Martin Reiter.

Klar tale
Berlin med den socialdemokratiske borgmester Klaus Wowereit i spidsen ser da også bekymret til fra sidelinjen. Gennem 10 år havde Tacheles en ordning med den gamle ejer om, at de kunne bruge bygningen mod en leje på 1 euro om året.

For Berlin er Tacheles blevet et vartegn for den bølge af kreativitet, der skyllede ind over byen efter Murens fald, hvor studenter, kunstnere, intellektuelle og aktivister besatte stribevis af tomme, forladte bygninger og omdannede dem til værksteder, gallerier, studier, natklubber og boliger.

Og fik kunstnere fra hele verden til at valfarte til byen og gøre den til Europas nye kulturelle kraftcenter.

Den 9.000 kvadratmeter store kasse, der både har huset stormagasin, SS-hovedkvarter og propagandabiograf, stod foran nedrivning, da en flok kunstnere 13. februar 1990 besatte det og slog sig ned i det gamle jødiske område og navngav det Tacheles.

Tacheles er jiddisch og betyder klar, ærlig og ligefrem tale – alt det, der var umuligt under DDR-regimet.

Starbucks og monokultur
Men den totalt forgældede hovedstad har ingen penge til selv til at sikre stedet, så det er op til HSH Nordbank og de investorer, der vil opkøbe og omdanne området, hvad der skal ske.

Indtil videre har ingen bidt på. Men da den 10-årige lejekontrakt til 1 euro om året udløb for halvandet år siden, lød kravet fra HSH Nordbank, at der nu skulle indbetales 105.000 euro (over 750.000 kroner) i årlig husleje.

Det har kunstnerne bare et skuldertræk tilovers for. Huset er deres og offentlighedens, uanset hvad pengemændene siger, og i stedet for at betale mobiliserer miljøet i stor stil støtte fra Berlin og resten af verden.

Kampen for Tacheles er ifølge Martin Reiter en kamp for et Berlin, hvor investorerne ikke længere dominerer det hele, hvor der ikke udelukkende findes de samme butikker, som man kan finde i London, Paris, København, hvor der er frihed til at være sig selv, og hvor beboerne igen får indflydelse på, hvad der skal ske med deres by.

»Folk er trætte af alle de kommercialiserede områder, der lader, som om de er kunstneriske, men hvor butikkerne er så ens, at man skulle tro, at man befandt sig i Sovjet. Folk er trætte af Starbucks og monokultur. Og det er en bevægelse, der vokser meget hurtigt i Berlin«, siger han.

Nu begynder festen – igen

I dette efterår er det 20 år siden, Tyskland officielt blev genforenet.

Euforien efter Murens fald var grobunden for en vildtvoksende, anarkistisk kunstscene, der flyttede ind i de mange bygninger og åbne arealer, det kommunistiske system efterlod.

»Berlin, ist die Party vorbei? Oder fängt sie erst richtig an?«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lyder spørgsmålet på forsiden af Monopol – Magazin für Kunst und Leben i denne måneds udgave. En diskussion, som alle kreative og kunstneriske kræfter i byen deltager i.

»I 1990'erne blev Berlin ramt af den første voldsomme bølge af frigørelse. Det var tyskerne selv, der stod bag frihedsbevægelserne, de nye klubber med elektronisk musik, fri leg med seksuelle tabuer. Den bølge er ebbet ud, og nu venter alle på den næste. Jeg tror som mange andre, at den er ved at starte. Og denne gang bliver det en mere international bølge, startet af de mange tilflyttere, som gerne vil genopleve det gamle anarki og præge det på deres egen måde. Det bliver spændende at følge, festen skal først til at begynde«, mener den dansktyske journalist og forfatter Michael Reiter.

En lang række nye initiativer understreger, at der er grobund for optimisme. Det kan vel være, at Berlins kunst og fester ændrer karakter og følger med tiden, men de er der stadig.

Nye gallerier er skudt op i ingenmandsland ved Potsdamer Platz, illegale haver skyder op i det urbane landskab, der afholdes økologiske fester i parkerne med opstillede spinningcykler og elektronisk musik fra højttalere i træerne og nye klubber åbner stort set hver uge i forladte bygninger.

Mens kampen raser inde på land, står de to 'molekylemænd' stadig ansigt til ansigt ude i Spree uden at lade sig anfægte af tumulten.

Fik vi nævnt, at kunstværket ved Elsenbrücke i sin tid blev bestilt og betalt af det store forsikringsselskab Allianz Corporation?

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden