De fleste danskere kender den fandenivoldske fotomodel Oliver Bjerrehuus. Siden han brød igennem som international superstjerne i midten af 1990'erne, har hans smukke træk og ekstremt velproportionerede krop præget det offentlige rum som blikfang for alt lige fra duftevand over briller og til mondænt stangtøj. Sideløbende med dette har hans sociale person fyldt godt op i den kulørte presse og realityfjernsyn; ja, han udgav endog sine erindringer i bogform - inden han havde rundet de tredive år. Traumatiserende og transformativ periode Men som der står i Prædikerens bog, er der en tid til alting: For smukke Olivers vedkommende er dagen oprunden, hvor regningen for små tyve års ubekymret rock'n'roll-livsstil skal betales i form af opløst parforhold, stagneret karriere, økonomisk nedtur og ikke mindst dyb, dyb personlig krise, som - ifald brødskiven lander med honningsiden opad - måske vil lade verden se en ny og voksen mand, styrket af modgang og med snor i sine følelser samt evnen til at styre såvel impulser som tilværelsens mange bagateller. LÆS OGSÅDanse-Sonny styrer showet i vellykket dokusoap Og det er denne traumatiserende og transformative periode i den 36-årige mands liv, dokuserien 'Olivers kamp' skildrer. Formen er den, vi kender fra alle de mange andre dokumentarformater, de kommercielle kanaler sender: forholdsvis korte 'akter', der introduceres med en speak, så man ved, hvad der venter, samt opsummering af det allerede forløbne, så ingen lades tilbage. Stærkt fængslende fjernsyn Det er forholdsvis belastende, fordi denne fortælleform alene bygger op til de på forhånd annoncerede højdepunkter, hvor hovedaktørerne giver den fuld emotionel pedal. De etablerede forventninger skaber en lukning af seerens læsning af historien, idet man som en dresseret primat alene sidder og venter på, at person X eller Y går amok/bryder ud i gråd/drikker sig fuld/overvældes af lykke eller bringes i en vanskelig situation, som fordrer et eksistentielt valg. Og så er det principielt ligegyldigt, om det handler som unge enlige mødre, folk med overforbrug, meget tykke mennesker eller narkomaner. Dokusæbeformatet er en maskine, man kan smide hvad som helst ind i; der kommer voldsomt effektivt og stærkt fængslende fjernsyn ud af det. Caffelatte-analyse Men det er også tv, som ikke genererer menneskelig indsigt i noget omfang. Efter at have set Oliver Bjerrehuus, som jeg er helt sikker på det meste af tiden er en overordentlig rar, festlig og charmerende person, bakse med sine personlige dæmoner og i princippet invitere seerne med ind i de mest intime detaljer af sit liv, har man ikke lært ham nærmere at kende. For 'Olivers kamp' reproducerer i virkeligheden blot mediebilledet af den smukke flyvske drengerøv med den dominerende og kendte moder bag facaden, selv om det postuleres ikke at være overfladen, men dybden. LÆS OGSÅDoku-soap om superkræsne singler er kønsløs plastikpop Den caffelatte-analyse af 'mediefænomenet' Oliver Bjerrehuus, de fleste vil kunne diske op med uden forberedelse, affirmeres af dokumentarens frenetisk klippede og groft manipulatoriske univers, selv om vi ser Olivers tårer, aner hans vrede og fornemmer hans sorg. Men følelserne forbliver symptomer på et aldrig afdækket 'bagved'. Hvilket selvfølgelig har at gøre med, at intentionen aldrig fra producenternes side har været at sætte problemer under debat eller ægge til filosofisk diskussion hjemme foran skærmene. Kan slubres som billigt slik Den type fjernsyn, hvor underholdende og velfungerende den så måtte være, er ikke i sit udspring båret af en kritisk tilgang til noget som helst. Man søger ikke at afdække strukturer eller psykologiske mønstre. Nej, ambitionen er alene at formidle løsrevne øjeblikke af rene følelser, seerne kan slubre i sig som billigt slik. Scenerne kunne navngives ganske primitivt: Oliver om Oliver. Oliver er fortvivlet. Oliver er ærgerlig. Oliver er glad. Oliver er for sent på den. Oliver er trist. Og så fremdeles. 'Oliver er en klovn' Og lur mig, om ikke den skjulte arbejdstitel på det hele har lydt: Oliver er en klovn. For det er først og fremmest det budskab, der kolporteres; at dette prægtige og kendte stykke menneskebarn ikke kan hitte ud af sit liv - og dermed trods alt ikke er mere guddommelig end os andre, selv om han ser bedre ud. For hvad nytter det, at man ligner en million, når man bor i en treværelses på Nørrebro, ikke kan få sit parforhold til at fungere og dertil må trækkes med tabloidpressens blodhunde. Nej, vel. Så ser tilværelsens som altmuligmand på margarinefabrikken sgu ikke nær så slem ud. Og hvorfor så stræbe? Er der mere kaffe på kanden, skat? En smuk klovns trakasserier 'Olivers kamp' er en skabelonfortælling om en smuk klovns trakasserier med at blive et selvstændigt menneske, der kan tøjle sine impulser og fungere som far for sine børn. Og den sang kan de fleste mænd i virkeligheden nok godt synge med på et eller flere vers af. Men almengyldigheden druknes af såvel den engbrøstige form samt tilrettelæggernes ulidelige brug af talen ned til sit publikum i form af rekapitulerende speak, der klipper ud i pap, at det handler om Oliver, Oliver, Oliver og Oliver. Synd og skam. Når nu vi alle kunne lære noget af Oliver. Ikke mindst Oliver selv, som desværre svigtes og udnyttes på det groveste af følelsespornografiens skruppelløse bagmænd.