Kapitalen kan give kunsten nyt liv

Tyg lige på følgende eksempler:

Et ølbryggeri betaler turbus, lydmand, benzin, kost og logi for lovende musikbands, der til gengæld skal lægge billeder på de sociale medier fra deres koncertturne og nævne bryggeriet i sine hashtags.

En tøjkæde betaler for, at et kunstmuseum kan tilbyde gratis entré og får til gengæld lov at trykke motiver af Warhol og Basquiat på T-shirts og paraplyer.

Og en energidrikproducent stiller studie- og indspilningsfaciliteter til rådighed for danske artister og får til gengæld lov til at bruge kunstnernes coolness som en del af sin branding.

Lyder det som rædselsscenarier? Kunstens ultimative fald for kommercialismen? Den kunstneriske integritets ophør? Eller makkerskaber til alles bedste?

En ting er sikker: Eksemplerne er alle fra virkelighedens verden, herhjemme og i udlandet. Og ifølge kommunikationsdirektør og kulturdebattør Christian Have bør der være langt mere af den slags.

I sin nye bog, ’Den nye guldalder’, skriver han, at dansk kulturliv skal »markedsliggøres«. Ikke alene gennem sponsorater og mæcenstøtte, men gennem »konstellationer, der gavner og beriger« både kulturen og erhvervslivet.

Kulturen er havnet i en økonomisk udørk, mener han. Teatre, museer og kunstnere kan næppe forvente afgørende nye pengestrømme fra de i forvejen meget aktive fonde, og – i særdeleshed, siger Christian Have – ikke fra landets politikere.

»Hvis ikke vi får erhvervslivet i gang og får tilført yderligere midler, tror jeg ikke på, at det danske kunst- og kulturliv kan udvikle sig«, siger han.

»Så tror jeg, at der kun er penge til drift og overlevelse. Og det er afvikling, ikke udvikling«.

Send flere penge

Der skal skæres i Kulturdanmark. Venstre-regeringen har for nylig annonceret besparelser på budgetterne på 2 pct. hvert år i perioden 2016-19, hvilket svarer til omtrent 600 millioner kroner i alt.

Det Kongelige Teater har truet med at måtte lukke en af scenerne, arkitekt- og designuddannelserne kalder det »hasardspil« med dansk designrenommé, og kulturfestivaler har advaret med at måtte lukke.

Men flere stemmer i kulturlandskabet ser potentiale i at bejle til det private erhvervsliv, når fonde og stat siger stop.

Især i musikbranchen er der i de senere år opblomstret nye forretningsmodeller. Energidrikproducenten Red Bull sponsorerer studie- og indspilningsfaciliteter for danske kunstnere som Mike Sheridan og Emma Acs, og Microsoft og B&O har indgået partnerskaber med rockbandet Mew. Mercedes-Benz, der løbende har involveret sig i kulturlivet internationalt, har for nylig lanceret Prxjects, et ’kulturlaboratorium’, der giver danske kunstnere mulighed for at udføre eksperimenter »drevet af kunstneriske visioner frem for jagten på det næste hit«.

I denne uge præsenterer filminstruktør Daniel Kragh-Jacobsen og bandet Reptile Youth for eksempel en ny musikvideo, der er finansieret af Mercedes-Benz. Men uden logoer og product placement, siger brandmanager hos Mercedes-Benz Signe Christiani.

»Vi har ikke forstand på kunst«, siger hun.

»Det er en anden måde at brande sig på over for en ny målgruppe. Målet er ikke at sige: Her er en pose penge, brug dem, som I vil«, siger hun og forklarer, at samarbejdet handler om at finde »fælles visioner«.

Hos Tuborg og Royal Unibrew hjælper man gennem støttepuljerne Tuborg Musikhjælp og Tak Rock ved at promovere musikere og betale transportomkostninger til deres koncertturneer. Penge, som kunstnerne alternativt kunne søge om i offentlige puljer.

»Målet for os er at koble Tuborg sammen med musik, både på spillesteder og i branchen. Det er ikke, fordi vi sælger flere Tuborg i morgen, at vi laver Tuborg Musikhjælp. Men det er en kampagne, vi mener styrker Tuborgs brand, så vi langt ude ad landevejen også sælger flere Tuborg«, siger sponsorchef i Carlsberg Denmark Peter Giacomello.

Hos Royal Unibrew har initiativet Tak Rock, der løber op i et 2-cifret millionbeløb, hjulpet Royal med at ændre et image fra »grænsebajer til en rockøl«, siger manager Christian Lund-Martorell.

På kunstscenen har man set enkelte tiltag. Blandt andet har butikskæden Tiger slået sig sammen med Statens Museum for Kunst og Kunsthal Charlottenborg om samarbejder om markedsføring af udstillinger og salg af kunstbøger og entrébilletter.

Men mange flere i kulturlivet burde råbe erhvervslivet op, lyder det også fra en af de få organisationer, der forsøger at parre kulturaktører med firmaer. For erhvervslivet er klar på samarbejde, forklarer sekretariatschef i organisationen KulturErhverv, der i dag tæller over 100 medlemmer fra kultur- og erhvervslivet.

»Især de store tunge virksomheder som Saxo Bank og Vestas er med på det her. Men der er stadig mange på erhvervssiden, der ikke ved, hvad det vil sige at have en kulturpartner«, siger sekretariatschef Jonathan Komang-Sønderbek.

»Og så er der en kulturside, der skal overbevises om, at det er okay at have en kommerciel partner, og aktivt opsøge erhvervslivet«, siger han.

Facebook og Det Kgl. Teater

På landets nationalscene var man ikke sen til at brokke sig over regeringens spareplaner. Her har man tidligere indgået partnerskab med Nykredit, der finansierede gratis operakoncerter rundt i landet, men partnerskabet er ophørt. Og Det Kongelige Teaters direktør, Morten Hesseldahl, medgiver, at der ligger et »uudnyttet potentiale« i, at kulturen bliver bedre til at aktivere erhvervslivet.

I har været ude og beklage jer ganske meget over besparelserne. Er I selv gode nok til det her?

»Det synes jeg ikke. Vi skal under alle omstændigheder blive bedre til det, men det er et forholdsvis nyt område, og der er noget, der skal læres på begge sider«, siger Morten Hesseldahl, der dog er skeptisk over for, om man i erhvervslivet vil kunne finde de adskillige millioner kroner, nationalscenen mangler over de næste fire år.

»Vi skal i højere grad skrive til virksomhederne, få nogle samtaler og se, om ikke det giver mening for dem at se os som en del af deres historiefortælling«, siger han.

Christian Have foreslår for eksempel samarbejder med Facebook og Google, der har fat i målgrupper, som I efterlyser?

»Det kunne man sagtens forestille sig. Det ville være rigtig interessant at arbejde sammen med private aktører om nye målgrupper«, siger Morten Hesseldahl.

På Esbjerg Kunstmuseum har man længe samarbejdet med lokale malerfirmaer og håndværkere. De bliver inddraget, kommer med forslag til, hvordan et hul kan graves eller en væg males, leverer mandetimer og materialer uden beregning og uden anden belønning end muligheden for at bryste sig af at støtte det lokale kulturliv.

»Det har vi haft enormt stor gavn af«, siger direktør Inge Merete Kjeldgaard.

Problemet, siger direktøren, er, at kulturlivet kan blive så afhængigt af erhvervslivet, at politikerne tror, at man kan skære, uden at det gør ondt.

»Det, vi risikerer ved at miste for mange offentlige midler, er, at vi må gå tiggergang i erhvervslivet. Så er man ikke ligeværdige mere, og så er det ikke et partnerskab. Erhvervslivet skal se os som nogle, der er lige så interessante, som de selv er«, siger Inge Merete Kjeldgaard.

På Teatret Svalegangen i Aarhus arbejder man netop nu på at etablere en erhvervsklub, der skal samle virksomheder med henblik på samarbejdsaftaler – blandt andet med inspiration fra erhvervsnetværket omkring fodboldklubben AGF og museet ARoS’ Art Club, der har over 150 medlemmer fra erhvervslivet, der samles flere gange årlig.

»Vi skal ikke sidde som kultur og vente på, at erhvervslivet kommer til os. Vi skal være aktive og finde ud af, hvad vi kan yde for dem«, siger teatrets økonomichef Elisabeth Wedderkopp.

Hvad med integriteten?

Ligesom forbrugere i dag forventer, at store virksomheder tager et socialt ansvar og afholder sig fra børnearbejde og miljøsvineri, er begrebet CCR – corporate cultural responsibility – allerede ved at være et buzzword internationalt.

Selv om der ikke for alvor er kommet skub i partnerskaberne mellem kultur- og erhvervsliv herhjemme, har udsigterne længe været der. Allerede i 2005 meldte Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre sig skeptiske over for »øget kommerciel forurening af kunstens og kulturens rum«, som de forudså var på trapperne.

De frygtede blandt andet, at private firmaers indblanding kunne betyde mindre kunstnerisk frihed og føre til en nedprioritering af den offentlige støtte til kunst og kultur.

Bekymringen er uundgåelig i en kulturverden, hvor det kommercielle ofte står som fjende nummer 1. Mener Christian Have og co. virkelig, at der også fremover vil være plads til al den kunst, der råber ad storkapitalen, hvis det pludselig er her, pengene kommer fra?

Kan kunsten og kulturen undgå at blive bundet? Fattig? Tandløs?

Naturligvis er der gråzoner, siger Christian Have.

»Vil der komme svipsere med et logo for meget? En virksomhed, der forsøger at manipulere eller blande sig for meget? Det kan jeg love dig for. Men vi lærer ikke af det, før vi prøver det«, siger Christian Have.

En del af sådan et partnerskab kunne vel være, at kulturaktøren – hvad end det er en billedkunstner, et teater eller en sanger – bliver bedt om at nævne eller inkorporere firmaets navn eller værdier? Er det frihed?

»Det er jo op til hver enkelt kunstner. Der vil være nogle, der synes, det er relevant at tage noget med fra virksomheden, problematisere eller bringe det op på en skæv måde. Det kan vi ikke opsætte regler for. Men vi kan opsætte regler for, at man skal have aftalt det, så det står fuldstændig klart for publikum«, siger han.

Han henviser til, at der i forvejen »ikke er nogen i dag, der får en check sendt, uden at der er betingelser tilknyttet:

»Med den offentlige støtte og fondsstøtte kommer der jo også nogle og siger: Vi ønsker sådan, vi vil have dokumentation og se resultater«, siger han og minder i øvrigt om, at nogle af de værker, der i dag betragtes som den ypperste kunst, er blevet til i partnerskab med en rig køber – såsom Michelangelos loftsfreskoer i Det Sixtinske Kapel malet på bestilling af pave Julius II.

Som forudsætning for en håndsrækning fra Tuborg Musikhjælp skal kunstnere ifølge hjemmesiden »instagramme og tweete« fra deres turné mindst en gang daglig under hashtagget »#tuborgmusik«, ligesom de skal lave en video, hvori de lægger egen musik som underlægning, som Tuborg »kan bruge til markedsføring«. Det betyder ikke, at man blander sig i det kunstneriske indhold, understreger Peter Giacomelli.

»Jeg kan ikke komme på en eneste kunstner, der vil synes, det her er interessant, hvis vi skulle bestemme, hvad de skrev i deres tekster«, siger han.

Hos Royal stiller man ikke krav til kunstnerne, siger brand manager Christian Lund-Martorell:

»Men vi håber da, de snakker pænt om os og køber Royal, når de står i Netto«.

Kunne I ikke få mere ud af at være mindre passive?

»Hvis man tvinger folk til at gøre noget, så bliver det kunstigt. Kunstnerne skal holde det ægte og oprigtigt«, siger han.

Både Christian Have og Jonathan Komang-Sønderbek fra KulturErhverv oplever, at langt de fleste virksomheder udmærket er klar over, at det vil være et selvmål at blande sig utidigt.

Det samme siger Morten Hesseldahl fra Det Kongelige Teater:

»Der hvor det går galt er, hvis erhvervslivet får den kunstneriske bestemmelse og vi begynder at opføre Erasmus Montana (og ikke ’Erasmus Montanus’, red.), fordi vi går sammen med Montana Møbler«.

»Men jeg oplever faktisk ikke, at det er noget, man behøver at bekymre sig om«.

Det gør kunstnerne tilsyneladende heller ikke. Reptile Youth har kaldt partnerskabet med Mercedes-Benz for en »fantastisk chance«, Mew har omtalt B&O-partnerskabet som et »frugtbart samarbejde«, og da Politiken i 2013 besøgte den danske kunstner Mike Sheridan i Red Bulls studier, forklarede han, at han og Red Bull handlede med en »anden type valuta«: Han fik frihed, de fik brandværdi.

Kultur, kig til sporten

Det er ifølge Christian Have beviset på, at kunsten kan beholde sin frihed, selv om markedet blander sig.

»Hvis det her mindset kunne udvikles, kan den lokale vvs’er i Børkop også indgå samarbejde med Fredericia Teater, når det mangler penge«, siger han.

Hvad skal overbevise vvs’eren i Børkop?

»Han skal overbevises om, at der er andre, der gør det. At teatret er et rum, hvor man kan mødes med andre erhvervsdrivende og komme i snak med de potentielle kunder og forretningspartnere, som man ikke møder uden videre«, siger Christian Have og sammenligner med sportsverdenens succes med at etablere sig som netværksplatform for erhvervslivet.

»Mange af dem, der er samarbejdspartnere med FCK, kommer jo til kampene for netværkets skyld, ikke for fodbolden. Men det er sporten, der samler dem. Det kan kulturen også«.

Konkret foreslår Christian Have, at det offentlige »som et plaster på såret for de 600 kulturmillioner, der skal spares«, giver midler til, at landets kommuner kan etablere platforme, hvor parterne kan møde hinanden; arrangementer, tænketanke og lokale og regionale udvalg.

Hos KulturErhverv ser man også behov for, at politikerne mere aktivt går med på den bølge, de mener er i gang.

»Det handler især om tonen; at vi ikke deler det op på den måde mellem kultur og erhverv, men ser, at samarbejde mellem de to kan være virkelig værdifuldt«.

Christian Have kan ikke garantere, at de 600 millioner, kulturen skal spare, kan findes på den her måde. Men hvis processerne begynder nu, lover han en »markant millionindsprøjtning« til kulturen i løbet af 5-10 år. Og lige så interessante gevinster for de virksomheder, der involverer sig. Han tror sådan set slet ikke, at der behøver at være en øvre grænse for, hvad kulturen kan hente af penge, siger han.

»Men det tager tid at opbygge bæredygtige partnerskaber, og det bliver en udfordring«.