I kampen mellem verdens storbyer om turister og brugere er det blevet nødvendigt, at kulturinstitutioner ikke længere bare er tilgængelige som passive tilbud. Det er ikke nok, at de har store skatte og særlig viden bag deres tykke mure; de skal rykke ud i byrummet, sådan som Statens Museum for Kunst har gjort det med sin nye forplads, som man kan hænge ud på og hygge sig i, og hvor museet kan lave uformelle arrangementer, udstillinger og fortælle om sit indre.
Byens rum bliver i stigende grad indtaget af uformelle rekreative aktiviteter, og de huse, der støder op til dem, forventes at deltage aktivt i bylivet.








