Hver weekend sin festival i Københavns gader. Sådan føles det nogle gange, når Rådhuspladsen, Kgs. Nytorv og alle byens plakatvægge lægger ryg til en stadig skiftende strøm af events med afsæt i alt fra verdensmusik til orienteringsløb. Og du må hellere vænne dig til det. For ganske nylig har Wonderful Copenhagen nemlig i samarbejde med hovedstadsregionens kommuner lagt en omfattende strategi for, hvordan begivenheder skal blive et af de mest markante kendetegn for København og de omkringliggende kommuner. Københavns position er truet For selvom det kan virke, som om byen allerede har sin solide portion af store events som Kulturnatten, tre årlige filmfestivaler, Copenhagen Fashion Week samt engangsforestillinger som sidste års European Film Awards, så er vi som region ikke stærke nok, når man ser på det europæiske event-landkort. Det mener Wonderful Copenhagen. »Der er en stigende konkurrence mellem europæiske byer inden for begivenhedsområdet, og Københavns position på den internationale scene er truet. Hvis vi skal klare os i den her konkurrence, så er det vigtigt, at der er en strategi på området. Ellers vil hverken de begivenheder, som vi kan tiltrække, eller dem, vi selv kan udvikle, være stærke nok internationalt til at trække investeringer, besøgende og medieopmærksomhed«, siger Ulrich Ammundsen, Wonderful Copenhagens seniorprojektleder. Klima og verdensmusik Men hvad er det for events eller begivenheder, København skal være særligt trækplaster for? Det er for eksempel store begivenheder som FN’s klimatopmøde, Womex, der er verdens største messe for verdensmusik, som også afholdes i København i år, og Bike City Copenhagen, en omfattende cykelfestival, der skal køre frem til 2011. Alle tre er på strategiens liste over indsatsområder, og alle tre kan siges at lægge sig op ad af de tre kerneværdier, der skal præge arbejdet med i events i regionen: kreativitet, mangfoldighed og miljøbevidsthed. Event-succes kan ikke planlægges Mere overordnet lægger strategien op til en professionalisering af begivenhedskulturen i regionen. Centralt i det arbejde er etableringen af et såkaldt videnscenter for begivenheder, som skal koordinere indsatserne mellem kommunerne og andre aktører, som er interesserede i at profilere sig gennem begivenheder. Ifølge Ulrich Ammundsen vil videnscentret formentlig være i gang med sit arbejde med at booste regionens eventkultur i løbet af sommeren 2009. Damptromle hjælper ikke Men der venter en stor udfordring med at fungere som central event-administration. Det mener ekspert i begivenhedsteori Ole Fogh Kirkeby, professor på Copenhagen Business School.
For man kan ikke bare beslutte sig for at være et alle tiders sted for events og så styre benhårdt mod det mål med smarte managementstrategier som damptromle: »Eventen er en kunstigt skabt begivenhed, men håbet er, at det slår over til et organisk forløb og bliver noget, der får sit eget liv. Først der sker der virkelig noget. Og det kræver forståelse for, hvor meget man skal planlægge, og hvor meget man skal være rede til at inddrage folks spontanitet og energi«. Lokal forankring Ifølge Ole Fogh Kirkeby skal en begivenhed appellere til folks skabende kraft. Ellers ender man med store, dyre begivenheder, der lander og letter igen som ufoer uden at få relevans for lokalbefolkningen.










