I en stor klimakontrolleret boks på Amager bor en lille og væsentlig del af verdens kulturelle hukommelse. Det er næsten ikke til at udtale det: Den Arnamagnæanske Samling hedder de 1.382 håndskrevne dokumenter, der opbevares i en specialbygget boks i bygning 27 på Københavns Universitet i Njalsgade.
Boksen, der er på størrelse med en mindre 2-værelses lejlighed, er omgivet af brand- og bombesikre betonkonstruktioner. De vogter fortællingen om vølvens spådom. Og den ældste bevarede musikstump i Europa, som er skrevet med runer og primitive noder. Den huser også nogle af de sagaer, der er Islands vigtigste kulturarv.








