Øv er et såkaldt ytringsord (interjektion), og i sprogenes historie har man tidligt haft brug for spontane udtryk for ærgrelse. I den gamle flinkeskole måtte man bestemt ikke sige øv, men ordet overlevede, og nu kan man også have en øv-dag. ’Den Danske Ordbog mener, at vi har at gøre med et lydefterlignende ord. Det stiller jeg mig tvivlende over for. Hvis man afrunder læberne, bliver øv til æv, der betyder nogenlunde det samme, og ligesom man har øv-bøv, har man æv-bæv.

Stilistisk hører udtrykkene til i uformelt hverdagssprog. Man siger ikke ’Øv, min bedste ven er død’ eller ’Øv, nu skal jeg skilles igen’. På den anden side er ak næsten gået ud af sproget; man kan dog stadig høre et ak ja.