I anledning af den nye Bridget Jones-film, der udkom i september, stillede vi i Poptillægget det store spørgsmål; Hvordan står det til med den romantiske komedie? Og er det skamfuldt at indrømme, at man elsker romantiske film? Du kan høre, hvad vores veloplagte ekspertpanel mener om den sag i vores podcast lige her. Programmet gav også anledning til en større diskussion på redaktionen - for hvilke romantiske film er egentlig de bedste? Og hvilke af dem kan du se, uden først at skulle lede efter en støvet DVD på din fasters loft? På Poptillægget har vi vendt og drejet og mærket efter i maven, og her har du vores bud på de bedste romantiske filmoplevelser online.
Casablanca
Michael Curtiz, 1942, US
Casablanca får os til at drømme om en tid, hvor alle gik i trenchcoats og hat og altid havde ulastelige, pomadiserede frisurer og distinkt udtale. Filmen er jazzet og tilrøget og classy as hell. Den kyniske Rick Blaine ejer en natklub i den marrokanske by Casablanca, der både beværter fascister, nazister, flygtninge og lommetyve. Da Ricks ekskæreste, Ilsa Lund (Ingrid Bergman) kommer til byen med sin eftersøgte modstandsmand, er han tvunget til at vælge mellem kærligheden og at gøre det rigtige.
Det går lige i hjertet, når Rick og Ilsa, lige før Ilsa og hendes mand skal forlade landet med fly, står i den tågede regn og siger deres farvel, og Humphry Bogart med en blid hånd under Ingrid Bergmans kind løfter hendes hoved og siger de berømte ord: »Here’s looking at you, kid.«
Du kan se filmen på Netflix.dk , Filmstriben.dk og Blockbuster.dk
Vore bedste år (The way we were)
Sydney Pollack, 1973, US
Vi elsker Barbara Streisand, og hvis du ikke også gør det, så kommer du til det, efter du har set denne 70'er-perle. Hun spiller den politiske engagerede Katie Morosky, der på college møder den afslappede rich-boy Hubbel Gardiner (Robert Redford). Selvom de er vildt forskellige, bliver de tiltrukket af hinanden, men det er først da de mødes igen i slutningen af 2. verdenskrig, at de indleder et forhold, dog ikke uden forviklinger. For Hubbel vil bare gerne hygge sig med at være rig og skrive dårlige manuskripter til Hollywood, mens Katies politiske aktivisme ikke passer ind i det pastelfarvede Hollywood-liv.
Det går lige i hjertet, når Katie og Hubbel mødes igen efter mange års adskillelse foran Hotel Plaza i New York, hvor de begge er blevet gift på ny. Med melankoli i øjnene retter Katie på Hubbels stråtækte pandehår. »Your girl is lovely, Hubbel. Why don't you bring her for a drink when you come?« siger Katie, hvortil Hubbel svarer: »I can't, cupcake« og SÅ kommer strygerne.
Du kan se filmen på blockbuster.dk
Titanic
James Cameron, 1997, US
Indrøm det bare: Du har også på et tidspunkt rejst dig op i en båd, strakt armene ud og råbt »I’m the king of the world!« af dine lungers fulde kraft. Det har vi i hvert fald. Vi elsker den klassiske historie om den rige, understimulerede Rose DeWitt Bukater (Kate Winslet), der møder den kække gadedreng Jack Dawson, da hun i frustration over sin røvsyge fremtid er ved at hoppe udover rælingen på det verdensberømte krydstogtskib Titanic. Jack åbner Roses øjne for en verden fuld af frihed og muligheder, og det er ærlig talt svært ikke at falde for den purunge Leo, når han sidder der og tegner croquis. Og komplet umuligt at holde tårerne tilbage i hele sidste halvdel af filmen.
Det går lige i hjertet, når Rose ligger på den afrevne skabsdør midt i det iskolde hav og prøver at råbe redningsbådene op med sin spage stemme. De kan dog ikke høre hende, og for at overleve må hun brække Jacks døde, iskolde hånd op for at få sin egen fri, og se ham synke langsomt ned i dybet. »I'll never let go, Jack. I'll never let go«.
Du kan se filmen på viaplay.dk og blockbuster.dk
Den eneste ene
Susanne Bier, 1999, DK
»Få din egen kæreste, Mulle!« »Hvorfor står du ude i regnen, Stella?» «Syv år, Niels! Så ved man et og andet.« Susanne Biers gennembrud er et overflødighedshorn af geniale oneliners, vi aldrig bliver trætte af. Kosmetologen Sus' (Sidse Babett Knudsen) velplanlagte liv falder fra hinanden, da hendes italienske pomademand Andrea knalder udenom. Men så møder hun den klipperolige køkkenmand Niller (Niels Olsen), der står klar med nye overskabe og håndværkersex. De to skal selvfølgelig en gruelig masse igennem, før de kan få hinanden, men det er en fornøjelse hele vejen på grund af de to hovedrollers fine kemi, geniale replikker og knuselskelige sidekicks.
Det går lige i hjertet, når Sus, på anbefaling af veninden Stella, har købt stort ind af slik, chips, sodavand og take-away for sådan rigtigt at 'hyggesørge' i sengen, men ender med bare at sidde og tude midt i sin Burger King-menu (som lugter af løg!).
Du kan se filmen på blockbuster.dk
Save the last dance
Thomas Carter, 2001, US
Julia Stiles danser faktisk ikke så godt, men ’Save the last dance’ er stadig vores yndlingsdansefilm, og der var jubel på redaktionen, da den endelig kom på Netflix. Julia Stiles er den Julliard-aspirerende balletdanserinde Sara, hvis mor dør i en bilulykke samme dag, som Sara fucker sin audition på Julliard op. Sara flytter med sin akavede far til Chicago og sværger, at hun aldrig skal danse igen. Men så møder hun Derek (Sean Patrick Thomas) og hans søde, søde hiphop-moves. Vi elsker Karry Washintons bandana, dance-offs i frikvateret og det fantastiske soundtrack.
Det går lige I hjertet, når det går op for Sara, at de andre kvinder på skolen er vrede over, at hun har nappet den eneste sorte mand, de ser en fremtid i. Hun føler sig nødsaget til at slå op med Derek, men uden at kunne fortælle hvorfor. »Maybe we should cool it for a little while« siger hun ulykkeligt, og Derek stormer ud, mens hun sidder tilbage i vindueskarmen med alt det usagte dirrende i de store, brune øjne.
Du kan se filmen på blockbuster.dk og netflix.com
Love Actually
Richard Curtis, 2003, UK
Vi skal se Love Actually mindst én gang i december, og sådan er det bare. Filmen følger en perlerække af karakterer (spillet af en perlerække af britiske skuespillere), der er forelskede eller forladte op til begge ører midt i juletravle London. Og vi kan snart ikke vælge, hvilken storyline der er bedst. Det ømt akavede forhold mellem lille Sam og hans afdøde mors kæreste, Daniel (Colin Firth), der sammen arbejder på en plan, så Sam kan imponere Joanna med englestemmen? Måske den afdankede popstjerne Billy Mack (Bill Nighty) og hans ynkelige forsøg på et christmas-comeback? Eller hvad med den kontoransatte Sarah (Laura Linney), der er splittet mellem sin syge bror og sin smukke, sexede kollega, Karl? Vi kan ikke vælge!
Det går lige i hjertet, når den sarkastiske husmor Karen (Emma Thompsen) finder ud af, at hendes mand har købt en dyr hjertehalskæde til sin sexede sekretær, og hun sidder på sengekanten og håbløst forsøger at få sit knuste hjerte under kontrol, mens Joni Mitchells' 'Both Sides Now' sender os alle sammen hulkende i fosterstiling.
Du kan se filmen på blockbuster.dk .
WALL-E
Andrew Stanton, 2008, US
Wall-E er en lille affaldsrobot, der triller rundt på sine små larvefødder i en dystopisk fremtid, hvor mennesket har forladt jorden i et rumskib og efterladt en gigantisk losseplads. Og scenerne hvor Wall-E triller ensomt rundt og ufortrødent maser skrald sammen til små terninger inde i sin robotmave er noget af det mest hjertegribende, vi længe har set. Wall-E møder sonderobotten Eva, der er sendt til jorden af menneskene på jagt efter planteliv, og her starter en de mest rørende kærlighedshistorier nogensinde fortalt i animation.
Det går lige i hjertet, når Wall-E, nervøst gestikulerende med sine små gribetænger, forsøger at komme i kontakt med sit crush, robotten EVA. Først krabber han tættere og tættere på og prøver så med sin klodsede mekaniske stemme at starte en small-talk, lidt ligesom man selv gjorde til sodavandsdisko i 7.klasse.
Du kan se filmen på viaplay.dk og blockbuster.dk
Life as we know it
Greg Berlanti, 2010, US
Katrine Heigl er dronningen af de morsomme, forviklede romantiske komedier, og den film er ingen undtagelse; Holly (Katherine Heigl) og Erics (Josh Duhamels) bedste venner dør, og de to, der hader hinanden, ’arver’ vennernes baby, flytter sammen i deres efterladte hus, passer barn og forelsker sig gradvist. De to hovedroller har genial kemi, og det er både sjovt og rørende, når vi følger dem hviskeskændes på trappen foran børneværelset, kæmpe med barnevognsmekanikken og jonglere med bleer og babymos, mens de uværgerligt forelsker sig hovedkulds i hinanden.
Det går lige i hjertet, når Eric og Holly en aften er helt uansvarligt høje på hash brownies, mens de sidder og ser tv-serien The Wiggles, og det pludseilg går op for dem, at de kan alle sangene og alle de infantile karakterer udenad. Fortrolighed, kammeratskab, romantik og sexiness kombineret.
Du kan se filmen på viaplay.dk og blockbuster.dk
Weekend
Andrew Haigh, 2011, UK
Det er alligevel sjældent, at one-night-stands ender med andet end akavede morgener og lange gåture hjem i festtøj. Men nogle gange sker der noget magisk, og det handler denne fine, lille film om. Russell er homoseksuel, men det er ikke noget, han taler så meget om. En fredag aften i byen møder han den kunstneriske Glen, som tager med ham hjem. De bruger weekenden på pillowtalk, fester, coke og eksistentielle diskussioner, og da det er søndag, og Glen skal rejse ud af byen, er de begge to helt forandret.
Det går lige i hjertet, når Russell haster afsted mod banegården for at nå at sige farvel til Glen, før han rejser. De står begge to og kan ikke finde ud af at sige, hvor fantastisk en tid de har haft, og med tårerne i øjnene griber Glen i Russels læderjakke og trækker ham ind til et langt kys midt på perronen.
Du kan se filmen på filmstriben.dk og blockbuster.dk
Adéles liv (Blue is the Warmest Colour)
Abdellatif Kechiche, 2013, FR
Filmen der fik alle til at overveje, om de måske var lesbiske. Og om de kunne bære en blå korthårsfrisure. Filmen blev forbudt i Frankrig, fordi den viste 'realistiske sexscener' mellem de to hovedkarakterer Adéle (Adèle Exarchopoulos) og Emma (Léa Seydoux) og forargede alle katolikkerne. Vi er dog ellevilde med det smukke og sanselige portræt af to unge kvinders kærlighed. Adéle udforsker sin seksualitet på samme måde som hun spiser spaghetti med kødsovs; grådigt, sanseligt og uden forfængelighed.
Det går lige i hjertet, da Adéle en aften har vovet sig ind på en gaybar og får øjenkontakt med den lidt ældre Emma, der sidder i sin rå deminvest og drikker øl og sender lange suggestive blikke, inden hun går ned og redder den ukomfortable Adéle fra de sultne kvinder i baren. Se filmen på filmstriben.dk eller på blockbuster.dk
Du kan se filmen på filmstriben.dk og blockbuster.dk
Hør også Politikens Poptillæg som podcast på bl.a. iTunes, vores egen side og i Politikens app 'Politiken Podcast', der har fået en smuk version 2 og som kan hentes i app store. Og husk også at følge os på facebook, hvor vi lægger videoer, lister, debatemner og geniale gifs ud løbende.
fortsæt med at læse









