Den danske film 'Små ulykker' bliver søndag morgen vist for 1800 mennesker i den store festivalbiograf på Potsdamer Platz i Berlin. Som den eneste skandinaviske film i hovedkonkurrencen er Annette K. Olesen og de danske skuespillere allerede genstand for stor opmærksomhed fra vores nordiske brødre og søstre i pressekorpset. I ventetiden blev tre film med dansk indslag vist fredag. Thomas Villum Jensens 'Min søsters børn' var genstand for stor opmærksomhed blandt en masse børn i Zoo Palast, Trine Dyrholm har en fremtrædende rolle i Ulrich Köhlers 'Bungalow', som blev vist i den kunstnerisk attraktive sidekategori Panorama, hvor også Marius Holsts norske 'Øyestikker' ('Dragonflies') med Kim Bodnia i en kæmperolle over for Maria Bonnevie blev vist sent fredag eftermiddag. Tilstræbt dogme Marius Holsts film er ikke en dogmefilm. Men den norske instruktør har mere end skævet til de danske dogmebrødres manifest. 'Øyestikker' er således optaget med håndholdt kamera på kun 18 dage, skuespillerne har været meget inddraget i forberedelsen og får særdeles frit spillerum i filmen, som har et beskedent budget lige på den modsatte side af 10 millioner kroner. Foruden Kim Bodnia og Maria Bonnevie har svenske Mikael Persbrandt en stor rolle i filmen, som handler om Eddie (Kim Bodnia) og Maria (Bonnevie), som flytter langt ud i skoven for at finde sig selv og hinanden. Det hele er lutter idyl, indtil fortiden - i skikkelse af Kullmann (Michael Persbrandt) - dukker op i paradiset. Kullmann har siddet i spjældet for en forbrydelse, som han og Eddie har begået i fællesskab. Og nu vil han ikke ud af Edens Have. »Vi var meget sammen i øveforløbet op til, at filmen skulle optages, og 24 timer i døgnet, mens den blev optaget. Så vi lærte hinanden særdeles godt at kende. Og det holder stadig. Vi ses stadig ofte privat«, afslørede Maria Bonnevie ved det efterfølgende pressemøde. Hvor Marius Holst samtidig fortalte, at han hele tiden havde haft Kim Bodnia i tankerne til rollen som Eddie. Flyvende manus Store dele af filmens manuskript blev skrevet om, mens filmen blev optaget. Om det sagde Kim Bodnia: »Normalt er det ikke godt at have forfatteren på settet. Men når jeg ser den færdige film i dag, er jeg glad for, at han var der. Jeg er meget stolt over 'Øyestikker'«. Filmen har da også fået glimrende anmeldelser i Norge, og den får dansk premiere senere på året. Den Levendes udsendte har dog svært ved at dele Bodnias og anmeldernes begejstring for en film, som halter langt efter de danske dogmefilm i både helstøbthed og finesse. Suveræne Billy Bob Det har til gengæld den schweiziskfødte instruktør Marc Fosters isnende sydstatsdrama 'Monster's Ball' med Billy Bob Thornton og Halle Berry i hovedrollerne. Det er filmen om Hank Grotowski (Billy Bob Thornton), som er fængselsbetjent med speciale i, at alt går rigtigt til, når en fange skal henrettes i den elektriske stol. Hans søn Sonny (Heath Ledger) arbejder sammen med ham, men tager sit eget liv, efter at han er brudt sammen en dag, en sort fange skal transporteres til stolen. Ad diverse snørklede omveje møder Hank den henrettede sorte fanges enke, Leticia (Halle Berry), og den tidligere racistiske redneck indleder et forhold til hende. To ekstremt ensomme mennesker finder en form for afhængig fodslag i en verden af lige så ensomme og isolerede eksistenser. Billy Bob Thornton på toppen Billy Bob Thornton er fremragende i Coenbrødrenes film 'The Man Who Wasn't There', som får dansk premiere i april. Og her i rollen som Hank må han betegnes som værende helt på toppen af sin karriere - måske det nye århundredes mest suveræne skuespiller lige nu. Halle Berry har altid set dejlig ud. Det gør hun også i 'Monster's Ball', som indeholder nogle af de mest sensuelle sexscener længe set på film. Men samtidig spiller den kommende James Bond-babe fremragende skuespil i denne film, som er det foreløbige højdepunkt i en hovedkonkurrence, som hidtil har indeholdt særdeles stærke film.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Dramatiske kaffetal i hjemmeplejen udløser alarmklokke
-
Sofie Gråbøl: »Jeg kommer aldrig til at opleve det igen«
-
»Nu fylder jeg 70, og det synes jeg faktisk er klamt«
-
Med et enkelt ord var hun med til at ændre verdenshistorien
-
Nedsmeltning udløser debat om spærregrænsen
-
Forskere om farlig hantavirus variant: »Det er meget usædvanligt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Michael Jarlner








