Tidl. forlagsdirektør og chefredaktør Bo Bramsen død, 89 år

Bo Bramsen, der skabte Politikens Forlag og blev avisens farverige chefredaktør, er død.

Kultur

Et halvt år før sin 90-års fødselsdag døde Bo Bramsen i sin bolig i Breelteparken i Hørsholm. Vel forberedt på, at det uafvendelige var nært forestående, menneskeligt afklaret og fuldt bevidst om, at han med sit lange virke i dansk bog- og bladverden både havde kastet lys og fornuft over sit felt.

Ud af en fuldgod spalte i Kraks Blå Bog læser man regnskabet over hans bedrifter, men det er kun lysmålerens tørre facts, der dækker over en utrolig flid og iderigdom båret oppe af et aldrig svigtende selvværd.

»At elske sig selv er begyndelsen til en livslang kærlighedslykke«, siger Oscar Wilde. Det har nyere tiders psykologer givet ham ret i med lidt mere prosaiske vendinger om, at hvis man ikke bryder sig om sig selv, kan man ikke forvente, at andre gør det. Det vidste Bramsen bedre end nogen. Han blev både elsket og frygtet, selv om han langtfra var lederen, der regerede uden sans for samspil, men han fungerede bedst efter sin personlige dagsorden. Oplyst enevælde var ham slet ikke nogen fremmed tanke, og i sine år på middagshøjden var han Solkongen på Rådhuspladsen, manden der havde givet et forlag en profil med profit og en avis et nyt livsmod på basis af sine grundværdier. Lige dele åndsaristokrat og åndsradikal, når dét skulle være, men dog i længden mest det første.

Grandseigneuren
Bo Bramsen var en københavnsk seværdighed i de mange år, da han styrede sin daglige gang mellem boligen i Tordenskjolds Gård på Christianshavn og Politikens Hus på Rådhuspladsen. En grandseigneur med bredskygget hat og sølvknappet stok, slet ikke nogen anakronisme, men så tydeligt en mand, der også traf valg uden for sin egen tid og dens tilfældige mode.

Selvfølgelig var Bo Bramsen søn af en gehejmeråd, indenrigsminister Ludvig Bramsen, uafhængig, frisindet højremand, der var højt placeret i det danske forsikringsliv, som han også havde tiltænkt sønnen, så derfor begyndte unge Bramsens karriere så fjernt fra alt det, der egentlig interesserede ham, men den erhvervede juridiske embedseksamen kom ham trods alt til gode i mange sammenhænge.

Gyldendal fik en kort fornøjelse af ham, inden han i 1937 indtog Rådhuspladsen som sekretær ved Politikens administration. Men der var et bogmenneske i Bramsen, både som forfatter, redaktør og leder. Han blev medredaktør af 'Hvem Hvad Hvor', og efter en afstikker til Rigspolitichefens kontor, vendte han i 1942 tilbage som først forlagsleder og fra 1947 som direktør for Politikens Forlag.

Med en afbrydelse på tre år som ansvarshavende chefredaktør for Dagbladet Politiken, en stilling, der bestemt ikke huede ham, sad han i forlagets direktørstol i 30 år. Her skabte han Danmarks vigtigste håndbogsforlag. Hvem Hvad Hvor-konceptet kom under hans ledelse til at danne grundstamme for uendelige reolmeter af stribede håndbøger om vidt forskellige emner, men skrevet af videnskabsmænd og kloge folk i et sprog, der lod sig forstå af almindelige mennesker.

I de år gjorde Bramsen Danmark klogere og gladere. Det burde vel være definitionen på folkelighed. Kvalitetsniveauet var sat af hans egen store viden og ustandselige meddelelsestrang. Han ville popularisere kvaliteten. Pop var ham en vederstyggelighed. Som æsteten med historisk bredde nød han fornemmelsen af den skjulte lovmæssighed i tingenes sammenhæng. Men aldrig i himmelflugt fra det praktiske. Bramsen var i en periode formand for Den Danske Forlæggerforening.

Verdenshistorien
Grimbergs Verdenshistorie var Bramsens fund, og lanceringen af værket førte til en af de solideste succeser i dansk boghandels historie. De mange bind kom ikke bare på reolerne i de tusind hjem. De blev også læst, for stoffet var, uanset hvad man siden har ment om holdningen hos Grimberg, spændende og medrivende læsning, som alle forstod. Grimberg blev inspiration til Politikens Danmarkshistorie, Litteraturhistorie, Kulturhistorie, Lystige Viser - og fugle og meget mere i farver. Med sin personlige charme forstod Bramsen at tiltrække tidens mest oplagte talenter til at engagere sig i sine ideer. I lyset af sin succes gik Bramsen sin egen hobbys veje til københavns antikvitetshandlere, hvor han samlede sølv af gamle mestre, snustobaksdåser, som han naturligvis benyttede efter deres oprindelige formål med synlige spor på den ellers så noble, grå vest. Der blev nyst i det berømte hjørneværelse, da han var chefredaktør, og han bød gerne på en pris. Sølvet førte ham på sporet af det snurrige royale par prins Ferdinand og hans Caroline, som han skrev en meget underholdende bog om. Bramsen blev forfatter, ofte med det danske kongehus som tema, og hans tobindsværk om 'Huset Glücksborg' kom i 40.000 eksemplarer i 1975. Hos Gyldendal! Boghandlerne hyldede ham med De Gyldne Laurbær. De klædte Bramsen.

Chefredaktøren
Den succes, som Politikens Forlag nød i begyndelsen af 1960'erne, smittede desværre ikke af på Dagbladet, men nu ønskede Politikens bestyrelse, at Bramsen skulle prøves som bladmand, da det var svært at finde den rette mand til hjørneværelset. Selv var han skeptisk, men han gik med varm entusiasme ind for opgaven. Tidens progressivetilløbtilfem-

dagesuge og barselsorlov huede ham ikke: »Er det kun cheferne, der skal arbejde syv dage om ugen«, spurgte han forbløffet. Medredaktøren Harald Engberg bebrejdede ofte Bramsen, at han støttede den politiske redaktør Ernst Priemé: »Han er lige så reaktionær som dig«, sagde Engberg. Det lo radikaleren Priemé meget af. Bramsen vakte Politikens mindre royale læseres harme med sin første leder 'Faderhjertet', da prinsesse Anne Marie giftede sig med Konstantin. Knud Poulsen kaldte det »Faderhjerte i flødesovs«.

Da Bramsen besluttede sig for at stryge prædikantlisten, gik det for alvor op for ham, hvor sammensat en læserkreds Politiken havde, for det vakte om muligt større oprør end den royale leder. De satiriske reportager, som Lise Nørgaard og Jonna Dwinger sendte hjem fra brylluppet i Athen frygtede han ville koste ham venskabet med kongehuset. Angst-anfaldene var dog ikke uden selvironi. Bramsen satte mange kræfter ind på sit chefvirke på redaktionen. Han skaffede avisen mere papir, og han ansatte sin efterfølger Herbert Pundik som medarbejder, men i 1966 anmodede han om at få lov til at drage tilbage fra det dagsaktuelle ræs til det langsigtede forlagsarbejde. I sine tre og et halvt år havde Bo Bramsen dog udrettet adskillige positive ting i redaktionen, ikke mindst i samarbejde med Paul Hammerich omkring bladets søndagsavis. Selv i dag er han ikke den chefredaktør, man taler mindst om.

Sporene
Med sin kolossale flid fortsatte Bo Bramsen sit forfatterskab, i de seneste år hæmmet af sin blindhed, men fremdriften fejlede ikke noget. Hans forfatterskab er så vidtspændende som hans natur og interesser. Her er kloge værker om det gamle sølv, de tidlige Danmarkskort, et tolvbindsværk om København, 'Strandvejen fra Tuborg til Kronborg', personlige erindringer, hvor 'Gidslerne i Horserød' fra 1996 indtager en særlig plads. I besættelsens første år førte Bramsen sig nemlig frem som slagfærdig og provokerende debattør, så tyskerne fandt det klogest at internere ham i Horserød sammen med de danske kommunister.

I sit lange, flittige og farverige liv har Bo Bramsen efterladt sig spor i bogens og avisens verden, som ikke trædes i tider uden solkonger.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce