For de fleste et sted, der rimer mere på klint end krig, krudt og kanoner, og på Korsnæbsvej, der fører fra Rødvig i retning af kysten og klinten, ånder alt da også landlig idyl. Vejen snor sig smukt mellem marker, stråtækte huse og små villaer. 'Børn' står der på et hjemmelavet skilt, hængt på et vejtræ som en slags generel påmindelse om hensynet til de kommende generationer. Faktisk har bekymringen for fremtiden og Danmarks sikkerhed præget området mere end som så. Lidt længere henne af Korsnæbsvej er en høj radarmast, ikke i sig selv noget særligt, men for de indviede et vartegn, der markerer nedgangen til Stevnsfortet, Nordeuropas eneste underjordiske kystfort. Eller rettere, det som engang var Stevnsfortet. For Sjællands knytnæve mod øst, som Berlingske Tidende engang kaldte fortet, findes ikke mere. Det sidste mandskab blev flyttet i 1999, og det er over 16 år siden, at fortet sidst var fuldt mobiliseret med over 400 mand. Det var i 1986, Warszawapagten var stadig lyslevende, og frygten for en invasion fra Polen reel. Det forladte fort Siden er Polen blevet vore venner, Sovjetunionen opløst, Rusland en slags partner og det 50 år gamle Stevnsfort fuldkommen overflødigt. For et par år siden blev den overjordiske del af fortet på den anden side af Korsnæbsvej lavet om til ungdomsfængsel, styringen af radarovervågningen er flyttet til Århus, og det store underjordiske fort ganske enkelt forladt. Og det er netop det underjordiske fort, der er årsagen til, at vi er samlet ved radarmasten en solrig, men kold dag i februar. Tiden er nemlig ved at løbe ud for fortet. Stevns Kommune overtog det sidste år fra forsvaret, men bevillingen til at holde det opvarmet og oplyst udløber snart. »Og slukker man først for strømmen, begynder det hele lynhurtigt at forfalde. Kablerne ruster, det hele begynder at lække, og så vil det kræve millioner at redde fortet«, siger Anders Bertelsen, en af de lokale beboere, der kæmper en ihærdig kamp for at redde fortet. »Det er en af Europas mest fascinerende bygninger«, siger han begejstret, øjnene lyser og et drenget smil spiller om det lidt pluskæbede og ubarberede ansigt. Bertelsen er selv militærmand, kaptajn af reserven, men interessen for fortet er mere lokal end militær. Med sig har han bestyreren af byens Nordea-fillial og en lokal advokat, begge medlemmer af den frivillige 'arbejdsgruppe for Stevnsfortet'. Det lokale traktørsted er også repræsenteret, der er kaffe og kringle. Trods Bertelsens entusiasme er indgangen til fortet ikke voldsomt imponerende. En mosgroet betonvæg med Frederik IX's monogram og et par løse kabler er det eneste ydre tegn på nedgangen til det, der indtil for nylig var en afgørende del af det danske forsvar. Lidt længere væk står et betydeligt mere konkret bevis på stedets krigeriske fortid: Det ene af fortets to store dobbeltløbede kanonbatterier, der med en rækkevidde på 23 kilometer skulle beskytte Faxe Bugt. Det er et par ordentlige fætre. Knap 40 mand skal der til for at betjene kanonerne, der oprindeligt prydede den tyske slagkrydser 'Gneisenau'. Den gik på en mine i 1943 og efter en kort tid i tysk tjeneste på Fanø blev kanonerne flyttet til Stevns og rettet mod den nye, østlige fjende. »De er meget sjældne. Det er sådan nogle, der også sad på 'Bismarck', det tyske slagskib, der lige var i Discovery«, forklarer Bertelsen ivrigt, og tilføjer med en blanding af bekymring og stolthed, at Tøjhusmuseet i København har udtrykt interesse for kanonerne, der i 1928 blev bygget på Skodaværkerne i Tjekkiet. Interessen fra hovedstaden er naturligvis flatterende, men Bertelsen & kompagni håber aldrig, at kanonerne får et nyt hjem på Tøjhusmuseet. Deres drøm er at lave undergrundsfortet med dets fine kanoner om til et koldkrigsmuseum, med »plancher, grafik og alt muligt, så man kan beskrive hele perioden med atomangst og frygten for invasion«, som advokat Martin Steen Andersen siger. Ifølge arbejdsgruppens beregninger vil det koste omkring to millioner kroner årligt. Et beløb, der er langt uden for både deres og Stevns Kommunes rækkevidde, men som arbejdsgruppen håber Folketinget vil hjælpe med. Kulturministeren har lovet at besøge fortet i marts, og det er også lykkedes at overtale Folketingets Kulturudvalg til en ekskursion i løbet af de kommende måneder. »Og når de først har set det, kan de ikke lukke fortet«, siger Bertelsen, der som et minimum håber at besøget vil forhindre, at byrådet lukker for kassen til fortet på sit næste møde i begyndelsen af april. Andalusiske edderkopper Vi returnerer til selve fortet og begynder nedstigningen. Fra indgangen fører en lang, lige trappe 18 meter lige lukt ned i undergrunden. Der er fugtigt og overraskende varmt. Vi er i den moderne halvdel af fortet, resten at de knap to en halv kilometer lange gange er mere spartanske, forklarer Bertelsen. Her er i hvert tilfælde fint, hvis det ellers er ordet. Gangene er rummelige, hugget direkte ud af kalken, hvis mørke flintlag, der med en meters mellemrum bryder den hvide overflade, nærmest virker som en slags bjælker. De forskellige gange er navngivet efter danske søhelte, kort efter vi er kommet ned, passerer vi Peter Willemoesgade - efter den legendariske løjtnant fra slaget på Reden - og det enkle rød-hvide vejskilt, der er som taget ud af 'Matador' virker her 18 meter under jordens overflade både helt naturligt og fuldkommen forrykt. Man skulle ikke tro, at søheltene havde brug for hjælp til at finde vejen til Øresund, men skråt over for Peter Willemoesvej er et skilt 'til havet'. Vi drejer ned, går forbi noget gammelt tømmer, og ned ad en smal gang. Det er mange edderkopper, nogle ret store, der har lavet både spind og dråbeformede kokoner langs gangen. »Det er en sjælden race. Den findes kun her og i Andalusien«, forklarer advokat Andersen ivrigt, tydeligvis klar til at bruge ethvert argument for at sikre fortet. Hvordan edderkopperne skulle overleve hvis fortet bliver et museum, kommer vi ikke nærmere ind på, jeg nikker interesseret og skynder mig forbi de ottebenede væsner, gennem døren ud til havet. Det er et overvældende syn. Havet er et par meter foran, bagved rejser den massive kalkvæg sig, og lidt nede af stranden har et vandrør skabt et lille isfald. Der er herfra, man i begyndelsen af 1950'erne gravede sig ind i kalken, og i løbet af et par år skabte hele det store kompleks af gange, ammunitionsrum, sovesale og kontrolrum. Efter neutronbomben Fra havet går turen tilbage til fortet, forbi edderkopperne og videre til radarrummet. Og her har tiden stået stille. Helt bogstaveligt. Ser man bort fra støvet og de slukkede skærme, er det, som om soldaterne lige er trådt ud et øjeblik, og når som helst kan komme tilbage. Der er halvfyldte askebægre, kontorstolen foran en af de store runde skærme står halvt rullet tilbage, og et gammel Billed-Blad ligger i papirkurven. Fra april 1997. »Frederik er vild med Maria«, står der på forsiden. Et par bogstaver fra situationen i dag, men bortset fra det virker det hele næsten skræmmende livagtigt. Det samme gælder i el-rummet lidt længere nede ad gangen. »Det er fortets hjerte«, siger Bertelsen, og peger på el-skabet, der summer muntert. En håndfuld nøgler ligger spredt på bordet, et par gamle aviser står på en hylde og i den lille sofastue hænger tra gamle 'Playmate'-plakater. Miss December står koket med ryggen til, miss September er mere ligefrem og ligger æggende med halvt spredte ben og trusserne krænget halvt ned. En sammenkrøllet pakke Cecil ligger på bordet, og det er umuligt ikke at forestille sig, hvordan drengene har sidder i denne lille slyngelstue, 18 meter under jordens overflade, og snakket om damer, fest og ballade. Vi går videre, fordi en minicykel som i lufthavnen og den allersidste dagsbefaling til ammunitionsrummet, hvor en snes blå øvelsesgranater står klar til de tyske kanoner, der venter ovenover. »De har fjernet de rigtige granater«, siger Bertelsen beklagende. Det er der ingen grund til. Det er rigeligt livagtigt alligevel.