En af de centrale poster i dansk film skal have en ny indehaver. 40-årige Lars Feilberg har overraskende opsagt sin stilling som områdedirektør for Produktion & Udvikling på Det Danske Filminstitut og fratræder 1. august. Hans opsigelse kommer, kun kort tid efter at han af instituttets bestyrelse har fået forlænget sin kontrakt frem til 2006. Lars Feilberg afviser, at der skulle være specielle problemer eller konflikter som årsag til hans beslutning. »Jeg kan godt se, at det måske kan se lidt mærkeligt ud kort tid efter en kontraktforlængelse, men jeg er altså ikke kørt træt i jobbet og flygter heller ikke fra nogen problemer. Det har da også været en svær beslutning, men sagen er, at der ude i det private filmmiljø er opstået nogle muligheder, som jeg føler, jeg bør udnytte«, siger Lars Feilberg til Politiken. Hvad det helt konkret er for muligheder, vil Lars Feilberg ikke ud med i detaljer lige nu, men han fortæller dog, at han bl.a. skal fungere som konsulent for Producentforeningen i forbindelse med forberedelserne til en kommende ny medie- og filmaftale, og at han vil genoplive sit gamle filmselskab Filmberg og atter være producer. Kronprins I filmbranchen er nyheden om hans opsigelse så småt begyndt at sive ud, og der er allerede spekulationer om, hvem der kunne tænkes at kandidere til posten som administrerende direktør Henning Camres højre hånd. Henning Camre vil utvivlsomt gå efter en kronprins, idet han formentlig selv er inde i sin sidste periode med kontraktudløb i 2006, hvor han runder de 67 år. I den forbindelse nævnes tidligere spillefilmkonsulent og nuværende kunstnerisk leder af Talentudviklingen Vinca Wiedemann som en oplagt kandidat. Hun markerede sig meget stærkt som spillefilmkonsulent, og filmpolitisk ligger hun på linje med Camre. Imod kunne tale, at hun endnu ikke rigtig har fået sat fut i Talentudviklingen. Under alle omstændigheder kommer den nye områdedirektør til at overtage en afdeling, der under en tidligere direktør (Thomas Stenderup) var præget af uro og konflikter, men som under Lars Feilberg tilsyneladende har været meget velfungerende og været med til at sikre dansk film både kunstnerisk og kommerciel succes. »Jeg føler, jeg har opnået mange gode resultater og efterlader i hvert fald en afdeling, der efter noget mere turbulente perioder har fået arbejdsro med et filmforlig, har fået en pragmatisk aftale med tv-stationerne, og som har et godt forhold til filmbranchen«. Lars Feilberg tiltrådte som direktør i starten af 2001 og har ikke været involveret i de store konflikter, i hvert fald ikke udadtil. Eneste krusning var sagen om filmkonsulenterne Gert Duve Skovlund og Thomas Danielsson, der var lidt for åbenmundede efter instituttets smag. Et generelt skudsmål i filmbranchen af Lars Feilberg er, at han måske ikke har været den mest markante filmchef, der er set, men at det nok heller ikke har været for let under en så karismatisk overboss som Henning Camre.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Selv hendes hår får ros: »Det her er et kæmpe talent«
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater i oprør efter forfremmelse af Hummelgaard
-
Pia Olsen Dyhr har lavet en 'Vestager'
-
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
-
Britisk historiker: Her er min opskrift på at besejre Putin
-
Fra den ene dag til den anden lukkede USA den europæiske dommers liv ned. Nu svarer EU igen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen







