Da toget knirkende nærmer sig Venezia St. Lucia, lægger jeg bogen med Lord Byrons breve fra mig. I et brev til John Murray dateret 2. januar 1817 beskriver den engelske digter det moralske klima i byen, han havde søgt tilflugt i. »Det er nogenlunde som på Dogens tid - en kvinde er ærbar (ifølge dette kodeks), såfremt hun begrænser sig til sin mand og en elsker - de, som har to eller tre eller flere, bliver anset for at være lidt vilde«, skrev Byron, der ikke havde svært ved at finde sig til rette. Grim som dyden selv I sit hus ved Canal Grande havde han prompte installeret den 22-årige sortøjede skønhed Marianna. Hun var gift med »en købmand fra Venedig«, som Byron skrev med adresse til Shylock fra Shakespeares 'Købmanden fra Venedig'. Adelen havde han ikke meget tilovers for. Den bestod her som andre steder af sørgelige eksemplarer »grimme som dyden selv«. Sejlende på Canal Grande tror jeg et øjeblik næsten, jeg får et glimt af Marianna med de sorte antilopeøjne, da jeg kaster lange turistblikke ind i et Palazzo, hvor der bag de afskallede skodder ses glimt af gigantiske lysekroner og sorte skygger i bevægelse. Men den romantiske fortid fortager sig hurtigt. De sorte gondoler er stadigvæk konstruktioner af en »dyster munterhed«, men de håndmalede bannere, der opfordrer motorbåde til for pokker at sætte farten ned, så ikke deres dønninger yderligere skal fremskynde den moderne erosion, er af nyere dato. Pacino som Shylock På den anden side af lagunen venter Lidoen og den 61. filmfestival i Venedig. Det er en anden tid. Er der mon stadigvæk kvinder, der har antilopeøjne, og digtere, der kan få øje på dem? Måske er digterne blevet til filminstruktører. Under alle omstændigheder får Michael Radfords nye filmatisering af 'Købmanden fra Venedig' med Al Pacino som Shylock, der kræver sit skålpund kød, premiere på festivalen. Ny direktør Marco Müller hedder festivalens nye direktør. Han har tjent sine sporer som festivaldirektør i Locarno. Selvfølgelig er man parat til at spå i kaffegrumset. Foran filmpaladset er opstillet 60 gyldne løver på piedestaler. Hver især symboliserer de guldløverne givet til Luis Bunuel, Nikita Mikhalkov, Alexander Kluge, Jean Renoir og alle de andre, som har vundet løven igennem tiderne. Altså mere pomp og pragt. På den anden side ved enhver garvet festivaljournalist, at kvaliteten på den filmtaske, man får udleveret med sit program, kan være et afgørende tegn. Og i Venedig 2004 uddeler man en slatten mulepose sponseret af et hårbalsamfirma. Amerikas dollardrenge Shylock er død, men der vil være mange andre købmænd i Venedig i de kommende dage. Som i Cannes satser også Venedigs nye chef på at få de amerikanske dollardrenge til at føle sig godt tilpas. Det har han tilsyneladende ikke haft svært ved. »De kender mig som fyren, der bød amerikanerne velkommen på Locarnos Piazza Grande og fordoblede publikumstallet«, forklarer han selvsikkert til branchebladet Screen. Så kipnapningsdramaet 'Man On Fire' med Denzel Washington, der drypper af blod, og Steven Spielbergs 'The Terminal' med Tom Hanks, der drypper af sirup og 'sjove' accenter, sætter som plakater deres præg på gadebilledet. Men kontrasten mellem amerikanske blockbustere og konkurrencens kunstfilm virker mindre brutal end i Cannes. Filmene, som bliver vist uden for konkurrence, kommer ikke fra en helt anden og mere kulørt verden, og selve konkurrencen tegner på forhånd seriøs og lovende. Europa står stærkt Marco Müller har sammensat et program, der tilgodeser både europæisk, amerikansk og asiatisk film. Det er svært at udpege forhåndsfavoritter, men Europa står stærkt: