Forfatteren Per Højholt er død. Han blev 76 år gammel. Per Højholt nåede med forskellige arbejder både den store og den lille kreds. Men stemmen kunne man kende overalt, selv om Højholt insisterede på, at han ingen havde og bare satte ord sammen. Det er ikke desto mindre stemmen, der vil leve, dagligsproget brudt af særlige skift, humoren, underdrivelsen. Navnlig humoren holder hos Højholt. »Kun en tåbe frygter ikke metaforen«, skrev Per Højholt, da han var et godt stykke henne i arbejdet. Tanken kunne han have fået ved at genlæse sine egne første digte, der stod i tidsskriftet Heretica, som satte de litterære og teologiske sind i kog for et halvt århundrede siden. Modernistiske digte Per Højholt kom fra Esbjerg. Han blev uddannet bibliotekar, men helligede fra 1966 al sin tid til livet som forfatter, anmelder, forlagskonsulent, højskolelærer, tidsskriftredaktør, foredragsholder, m.m. Den første og største del af forfatterskabet er en lang række digtsamlinger. Han debuterede 1949 med digtsamlingen 'Hesten og solen'. De tidlige digte karakteriseres som konsekvent eksperimenterende modernistiske digte, der afviser traditionelle tolkningsforsøg, idet digteren hele tiden dementerer den forståelse, læseren opbygger undervejs. I en række digtsamlinger brydes med de traditionelle forestillinger om, hvordan et digt skal se ud. Højholt eksperimenterede med opbygningen af sine sætninger, stavningen og det grafiske udtryk. Digtene skal ikke huskes, men fascinere læseren - mens læsningen står på. Jeg-form Digtsamlingen 'Show', hvor ingen af digtene er over otte linier lange, er et godt eksempel. Ligeledes den første af Højholts to romaner med den kryptiske titel '6512', et hovedværk i både 1960'erne og forfatterskabet, som er formet som en samling dagbogsblade i jeg-form. I 'Cezannes metode' fra 1967 og 'Intethedens grimasser' fra 1972 udviklede Højholt sine digteriske teorier, som har haft indflydelse på en yngre generation af digtere. Og den teoretiske aktivitet har sat sig spor i de senere digtsamlinger, 'Praksis'. Fremmedgørelse Indholdsmæssigt spænder bøgerne fra omtale af hverdagslivets trivialiteter til diskussion af menneskets forhold til naturen og dets fremmedgørelse. Det var de såkaldte kvababbelser, forfatterens omskrivning af 'telefonknæverstil', hvoraf Gitte-monologerne blev til, som er kendt fra radio og tv, og som Per Højholt udviklede til et litterært show, der bragte ham i kontakt med et kæmpepublikum på gymnasier og i forsamlingshuse. Showkunst på højt niveau Da Per Højholt i 1982 fik Det danske Akademis litteraturpris, var det forfatterkollegaen Benny Andersen, der motiverede akademiets valg: »Per Højholt har et ret asketisk forhold til humoren i sine digte. Humoren er ikke uvigtig, men dog en underordnet egenskab. Altså i digtene. Men så indleder han en ny genre, kvababbelserne, og her er humoren rykket op på en fremtrædende plads, både i 'Enhjørningens kvababbelser' og i 'Gittes monologer', som er gået hen og blevet folkenær. Man starter med at vægre sig. Hun er sgu for dum, hende Gitte, for slet ikke at tale om Preben. Og man ender med at holde af dem og med dem. Det er showkunst på et højt niveau«.