Tv hjælper folk med at få styr på livet

TV3 har succes  De Fantastiske 5 , med fem bøsser i centrum. Bill Holmberg(tv.) ordinerer takt og tone, Michael Holm finder tøj, René Fris styler, Jesper Gadegaard ordner boligen og Morten Skærved maden.   Arkivfoto: Mads Winther
TV3 har succes De Fantastiske 5 , med fem bøsser i centrum. Bill Holmberg(tv.) ordinerer takt og tone, Michael Holm finder tøj, René Fris styler, Jesper Gadegaard ordner boligen og Morten Skærved maden. Arkivfoto: Mads Winther
Lyt til artiklen

Hvordan gør de andre? Har de styr på det hele? Tv giver svaret. Hver aften i prime time træder vi over tærsklen til andre menneskers liv for at se, hvordan de bor. Hvad de får, når de sælger deres huse. Hvad de har i deres køleskab. Hvem de er kærester med. Hvilke blomster, de har plantet i deres have. Selvhjælp Antallet af livsstilsprogrammer er eksploderet på samtlige tv-kanaler. Hvordan andre mennesker indretter deres tilværelse eller slet ikke kan finde ud af den, er rigtig godt stof. Det får gerne titusindvis af danskere til at bænke sig foran tv flere gange om ugen. Dels for at lade sig underholde, men bestemt også for at måle, hvor meget vi selv har styr på det hele. Livsstilsudsendelserne fungerer nemlig som en slags selvhjælp til det enkelte individ i et moderne samfund. Gældende normer Det mener medieforskeren Stig Hjarvard fra Københavns Universitet. Han ser i høj grad programmerne som en løbende livshjælp, hvor vi selvfølgelig får praktiske tips, men også en opdatering af, hvad der er gældende normer i samfundet. Hvad der er på vej, og hvad der ikke længere gælder. »I gamle dage havde vi en far og en mor, kirken og kongehuset til at fortælle os, hvordan vi burde leve vores liv, men de institutioner har jo slet ikke den autoritet til at normsætte vores liv længere. Derfor har vi brug for at finde andre rådgivere, der kan fortælle os, hvordan vi skal mestre en række sociale roller. Lige fra at lave sund mad til hvordan vi skal indrette vores bolig og opdrage vores børn. Medierne giver os de råd«, siger Hjarvard. Stor overraskelse Af Danmarks Radios livsstilsprogrammer er 'Hammerslag' det hidtil mest populære. Langt over en million mennesker elsker at se, hvordan andre menneskers mere eller mindre attraktive boliger sælges og hvad de koster. Også DR's britiske haveprogram 'Hokus Krokus' er populært. I det undergår folks haver den totale forvandling til stor overraskelse og nogle gange endda begejstring for ejerne. Ufarligt drama Generelt er der nogle grundelementer, som skal overholdes i et livsstilsprogram, fortæller redaktøren på DR Livsstil, Søren Jensen. Dels skal udsendelsen indeholde dramatik, som ikke behøver være noget farligt, men der skal være noget på spil, og det må gerne være følelsesmæssigt. Dels skal de medvirkende have udstråling og autenticitet. »De skal kunne brænde igennem. Samtidig med at de er 'almindelige' mennesker, skal de have evnen til at 'være på'. Nogle virker levende og inspirerende, andre er mere jeg-spilder-min-tid-agtige. Man ved det aldrig, før de står foran kameraet«, siger han. De uheldige Men der er også en særlig type livsstilsprogrammer. De handler om danskere, som ikke har styr på deres liv. Enten har de ikke gjort rent i deres hjem i årevis, eller de bor blandt gammelt ragelse, som de ikke kan nænne at smide ud. De kan ikke finde ud af at tabe sig, eller der er gået kuk i børneopdragelsen. Også disse udsendelser er enormt populære. Nu skulle man jo tro, at det kunne være svært at finde medvirkende til i hvert fald den sidste kategori af programmer, men det er overhovedet ikke tilfældet, fortæller Søren Jensen. Et minut eller to »Det er forbavsende nemt«, siger han og mener, det for nogle kan det være en måde at føle sig levende på. Man får opmærksomhed og koncentration for et kort øjeblik. »Men generelt er det også, fordi folk ikke er bange for tv-mediet længere. Man tager ikke tv for mere end det; et flygtigt medie med udsendelser, der er glemt to minutter senere«, siger han. Når så mange seere hænger på den type udsendelser, handler det mest om simpel komik, mener Stig Hjarvard. Men der er også et element af social nyfigenhed og sladder i interessen for andre mennesker og deres fiaskoer. »For mens vi på ene side kan se op til de store stjerner, kan vi nedadtil begrænse os fra dem, som heldigvis er mere uformående end os selv. Og vi kan svinge mellem at synes, det er synd for dem og så fordømme dem, fordi de f.eks. er nogle store svin«, siger han. Fornyelse er påkrævet En ting står fast, og det er, at livsstilsprogrammerne er kommet for at blive. I hvert fald hvis de er i stand til at forny sig. Om der også vil komme flere af dem, er mere tvivlsomt, siger Stig Hjarvard. »Først kom realitybølgen og den har fundet sit leje. Nu er det bolig- og indretningsbølgen, der hærger. Mon den ikke også snart finder et helt naturligt leje«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her