Ebbe Kløvedal Reichs død lørdag, halvanden måned efter hans 65-års fødselsdag, betyder for Danmark tabet af en afgørende stemme i den offentlige debat om, hvem vi er og vil være, som folk og nation. Og for hundredvis af mennesker - med vidt forskellig faglig og politisk baggrund og med hyppig eller kun sporadisk kontakt til ham personligt - for alle os føles det desuden som at miste en nær ven. Vandtæt elskværdighed For både med sit liv og sit værk udtrykte og forligte han nogle af de væsentligste modsætninger, vi selv har levet med i et afsnit af historien, som han med en af sine tidlige essaysamlinger døbte 'Svampens tid'. Et vidtfavnende menneske, med andre ord, der havde fagligt sikker grund til en detaildiskussion om f.eks. grundlovens begreb om folkestyret eller kristen-dommens om næstekærligheden - men som med samme uforstyrrede, personligt vandtætte elskværdighed kunne slå sig ned på Kulturministeriets trappe og fyre en fed i den personlige friheds navn. En rig mand Uden lyst eller evne til at ophobe jordisk gods var Reich dog, i overensstemmelse med sit døbenavn, 'En rig mand'. Det var titlen på det festskrift, der hyldede ham på 60-års dagen med bidrag fra venner, medkæmpere, bofæller og arbejdskammerater fra et livs engagement på venstrefløjen, i EF-modstanden, i kirkelivet, det politiske liv, historieskrivningen og litteraturen. Festskrifter giver man jo ellers til professorer, men selv om hans faglige indsigt på mange af felterne kunne have bragt ham vidt i en akademisk løbebane, valgte han livet som fri intellektuel og forfatter - debat-, fag- og skønlitteratur i en usædvanlig produktiv strøm. Retning til venstre Fra begyndelsen vedkendte han sig en 'Retning til venstre', som titlen lød på hans udvalg af Viggo Hørups politiske taler og artikler. Arbejdet med det politiske forbillede, den navnkundigste grundlægger af Det (dengang ægte) Radikale Venstre og i øvrigt af nærværende 'organ for den højeste oplysning', faldt naturligt i forlængelse af den unge historiestuderendes og radikale folketingskandidats arbejde i første halvdel af 1960'erne. Og det førte igen naturligt videre bagud i folkelighedens danmarkshistorie til emnet for hans gennembrud som forfatter i 1972 med 'Frederik', en folkebog om N.F.S. Grundtvig. EF-modstand Samme år blev Ebbe Reich - nu med mellemnavnet Kløvedal, ligesom vennerne fra kollektivet 'Maos Lyst' - en af de centrale stemmer i den EF-modstand, han først for få år siden opgav til fordel for et - tilsyneladende lige så udsigtsløst - engagement som EU-føderalist. Begge standpunkter var for ham den indlysende fortsættelse af det danske folks styreform fra landsbytingets tider og fremefter: Fastholdelse og forbedring af demokratiet, lokalt, nationalt eller nu regionalt, frem for at give sig et internationalt underskudsdemokrati i vold. Danskernes historie Kernen i hele Ebbe Reichs politiske stillingtagen var den danmarkshistorie, han også skønlitterært har skildret så produktivt som vel kun B.S. Ingemann før ham. 'Fæ og frænde', der i 1978 sikrede ham Boghandlernes Gyldne Laurbær, fulgtes op af en stribe andre, som på hans særlige måde oplyste fortiden med nutidens brændende diskussioner - som når han i 'Festen for Cæcilie' næsten fik dømt den vesttyske Bundesbanks bestyrelse skyldig i kongemordet i Finderup Lade. Hans storværk som historisk popularisator blev dog de halvfems fortællinger af Danmarks historie, fordelt på de tre bind 'De første', 'Ploven og sværdet' samt 'Den bærende magt'. Også 'Morgendagens mand' fra 1993 var en historisk roman, men her var han atter oppe i Hørups brydningstid omkring forrige århundredeskifte. Og i 1990'erne blev han selv mere optaget af det åndelige liv, der aldrig blev plads til i den politiske diskussion, selv om det for Ebbe Reich hang udmærket sammen. I storromanen om den byzantinske 'Zenobias liv' fra 1998 er historie, folkelighed og gudsrigets eventuelle eksistens(er) flettet sammen i et kæmpeudtræk, der kun overgås af efterfølgeren: 'Himlene og jorden' fra 2003. Den kombinerer de kristologiske diskussioner i Alexandria i kirkens tidligste århundreder med saftig, befriende satire over de allersidste dages hellige i Foghregeringens egen tid. Grundtvig og Hørup En stribe af kirkehistoriske artikler og bøger hører også med til forfatterskabets bredde, såvel som hans deltagelse i 1990'ernes arbejde med den store ny bibeloversættelse, foregrebet med hans strålende 'Bibelske fortællinger' til 1980'ernes nyudgave af Dorés billedbibel. Det er bredt skrævet af en mand, der også har været redaktør af Politisk Revy og EF-modstandernes avis Notat. Men hans bukser kunne også holde til mere end de flestes. Over så bredt og rigt et felt deltog han flittigere end de fleste fagfolk på de enkelte delområder, med en karakteristisk og sjælden kombination af brændende engagement og mild, ægte tolerance. Det er karakteristisk for Ebbe Kløvedal Reich, at i valget mellem Kierkegaard og Grundtvig bankede hans hjerte for den sidste, og det samme gælder i valget mellem kulturradikalismens fædre, Georg Brandes og Viggo Hørup. Karakteristisk for vor egen tid er det til gengæld, at hans valgslægtskaber og samfundsideal måtte karakteriseres som 'vadmelsdemokrati' af modstandere, hvem den folkelige medleven ikke ligger så tungt på sinde, undtagen lige når det gælder at genindføre kanon-folkeligheden som terpefag og socialt sorteringsredskab. Bindeleddet Men hellere end et enten-eller insisterede Ebbe Reich, uanstrengt og altid munter, på både-og. Alt andet end konfliktsky var han dog en brobygger mellem standpunkter, som ellers mest bekvemt, men også ofte bøvet, spilles ud mod hinanden i offentlig polemik. Selv hyldede han Hørups motto: 'Del jer efter anskuelser'; men hele hans personlighed og åndsform var at udgøre et bindeled: mellem grundtvigianisme og kulturradikalisme, internationalisme og fædrelandskærlighed, mellem venstreorienteret materialisme og frisindet kristendom, mellem historien og fortællingen. Mellem digtningens og dokumentationens lige uundværlige bidrag til den sandhed, der befinder sig i skæringspunkterne, altid i bevægelse. Han var kort sagt »det kit som i årtier har holdt sammen på det officielle Danmark og det alternative Danmark«, som Bettina Heltberg fik formuleret det her i Politiken i sin anmeldelse af hans seneste bog med den karakteristiske titel 'Efter krigen - før freden', en samling, han selv med endnu en Grundtvig-allusion kaldte 'mandsminde-foredrag' og udgav på Den Gamles fødselsdag i september sidste år. Videbegær og overbærenhed Ebbe Kløvedal Reichs død kommer for tidligt, men ikke uventet. Han lagde ikke selv skjul på, at han i 2001 fik konstateret prostatakræft og derfor måtte regne med at leve på lånt tid - enten den så blev kort eller lang. Han lagde heller ikke skjul på, at den situation selvfølgelig stimulerede tankerne om et muligt liv efter dette - men kristendommen havde han så at sige genfundet, længe før han fik diagnosen stukket ud. Troen begrundede han selv - i en tv-udsendelse op til sidste års modtagelse af den faglitterære pris fra Dansk Forfatterforening - med, at han havde konstateret tilværelsens »uforklarlige overskud af godhed«. Med hans død mister vi andre et - måske uerstatteligt, det vil vise sig - overskud af videbegær og overbærenhed i vores fælles offentlige og eventuelle åndelige liv. Dermed udtyndes yderligere nogle vigtige forbindelser til vores fælles kulturelle rodnet.