I Norge er kun fjeldene højere end ølpriserne. Så det er ikke uden bange anelser, man går til en film om drukkenbolten Charles Bukowskis alter ego Hank Chinaski instrueret af en nordmand. Men Bent Hamer har tidligere vist, at han er noget ud over det sædvanlige, både som nordmand og filminstruktør. Hamers Bukowski-film 'Factotum' er på mange måder blevet en veloplagt galophest - for nu at blive i den spilleglade Bukowskis univers - i feltet, der konkurrerer om The Golden Swan. Charles Bukowski var en digter, fortæller og drukmås af de store. Ved at fastholde det episodiske hele vejen igennem formår Hamer at komme tæt på alle tre aspekter uden at skulle spænde historien om Bukowski/Chinaski for en alt for firkantet dramaturgisk vogn. 'Factotum' bliver hverken kærlighedsfilm, taberepos eller digterportræt. Men lidt af det hele - og dermed faktisk temmelig meget af det alt sammen. De små episoder er nogle gange afsluttede små kapitler. Sentenser og scener. Begge dele står klart frem. Andre gange næsten kun små absurde, komiske snapshots af modsætnings- og afhængighedsforholdet mellem trædemølle og dødsdrom. 'Factotum' er ikke en reklamefilm for at gå i hundene, men den er heller ikke det modsatte. Først og fremmest respekterer den digteren Bukowskis særlige vision. Matt Dillon er overraskende dækkende som Bukowski. På papiret en alt for flot fyr, men med stor indlevelse i Bukowskis tunge kropssprog trækker Dillon langsomt, men sikkert rollen helt tæt ind til sig. Lili Taylor er mere oplagt lige i øjet som Chinaskis lige så fordrukne kæreste Jan. Hatten af for Hamer. En svær opgave er løst med, hvad der ligner bemærkelsesværdig lethed og en helt igennem smittende solidaritet.
Bergman light Druk, digte og en god galop på både banen og lagenet. Knap så sjovt er det i Sverige, hvor Richard Hobert i 'Harrys døtre' har trukket det tunge Bergman-skyts frem. Hvilket er en risikabel strategi, når man ikke er Bergman eller noget, der bare ligner. Også selv om man er så heldig at have Lena Endre i en af hovedrollerne. 'Harrys døtre' handler om to voksne søstre. Faderen elsker storesøster Marie (Endre) lidt mere end lillesøster Ninni. Sådan føler Ninni det i hvert fald. Begge søstre er højgravide. De kommer på hospitalet samtidig. Ninni må nedkomme med en dødfødt pige. Marie føder en sund og rask pojke. Og fra da af kommer der ellers psykodrama på drengen. Den skematiske, næsten eventyragtige optakt om de to højgravide søstre, den ene lys, den anden mørk, leverer en lovende optakt, men snart udarter 'Harrys døtre' til en træls dramatisk overbudspolitik. Hvor de bergmanske nærbilleder af lidende svenskere veksler med tendenser til uhygge i pagt med Hasse Alfredssons 'Falsk som vand'. Gode referencer, men fra at være Bergman light udvikler filmen sig til noget, der i faretruende grad ligner en parodi på det svenske tungsyn.
Dansk uhygge Det er sjældent, at gysere og deciderede spændingsfilm løber med laurbærrene i en filmkonkurrence. Så Jannik Johansens 'Mørke' skal næppe regne med noget, men 'Mørke' gør fornem reklame for det aktuelle niveau i dansk film. Johansen fortsætter det sikre anslag fra debuten 'Rembrandt' med en på alle måder mørkere fortælling. Er der en morder på spil, eller er manden med mistanken selv ved at blive vanvittig af skeletterne i sit skab? Et klassisk Hitchcocksk oplæg, der er hundesvært at realisere overbevisende. Men Johansen klarer det. I 'Mørke' får journalisten Jacob en voksende mistanke om, at hans handikappede søsters selvmord på selve bryllupsnatten i virkeligheden var et mord. Svaret på gåden findes i den jyske landsby Mørke. Med et lækkert roligt kameraarbejde som kontrast til plottets voksende indre uro og ydre dramatik er der tale om realistisk dansk uhygge på højeste plan siden 'Nattevagten'. Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen og Nicolas Bro i den store birolle spiller ikke for første gang strålende op til hinanden. Men meget dansk er det unægtelig også. Anders Thomas Jensen sætter sine fingeraftryk på et stramt manuskript, men det er også aftryk, der med sine karakteristiske pudsigheder i enkelte scener (»Moccacino?«) er en anelse undergravende for autenticiteten i den opbyggede spænding. Umiddelbart nok en film, der vil have lettere ved at overbevise et publikum end en jury. Men som sådan skulle den til gengæld også have et rigtigt stort potentiale. 'Mørke' får premiere til oktober. Også 'Factotum' og 'Harrys døtre' ser ud til at have kurs mod danske lærreder.