Tysklands demokratiske mønsterforfatning blev underskrevet i Weimar i august 1919. Men fra begyndelsen havde Weimar-republikken et legitimitetsproblem. Den nye republik blev identificeret med freden i Versailles, som mange oplevede som ydmygende. Ganske vist var det det kejserlige regime, som havde kastet Tyskland ud i den tabte krig. Men det var Socialdemokratiet og republikken, der kom til at betale regningen. Socialdemokratiet, der i vinteren 1918-19 reddede landet fra kaos og fik forhindret, at den tyske revolution endte med proletariatets diktatur efter russisk forbillede, kom til at slås med dolkestødslegenden, myten om den ubesejrede fronthær, der blev stukket ned bagfra af fædrelandsløse socialdemokrater og jøder. Venstrefløjen kritiserede Socialdemokratiet for at have forrådt den socialistiske revolution, højrefløjen anklagede partiet for at svigte fædrelandet. Forsøg på at vælte republikken skortede det ikke på. I München sad der en overgang en Sovjetregering, i 1920 forsøgte konservative officerskredse et kup i Berlin, i oktober 1923 kom det til en kommunistisk opstand i Hamburg, 14 dage senere, 9. november, fulgte Hitlers mislykkede kupforsøg i München. Historikerne har ofte givet Versaillesfreden skylden for det politiske kaos. Man har ment, at de allierede i egen selvforståelse burde have givet Tyskland de indrømmelser, som kunne have styrket de tyske demokratiske politikeres prestige. Det er en forenkling. For den tyske højrefløj var hovedfjenden demokratiet. Men Versailles var et brugbart symbol i den antidemokratiske agitation. I virkeligheden var Versaillesfreden relativt moderat. Etableringen af den polske korridor og fristaden Danzig var ganske vist ikke genial statsmandskunst, men i sammenligning med mange tidligere europæiske fredsslutninger var Tysklands landafståelser begrænsede og berørte ikke rigets kerneområder. Tyskland selv var gået ganske anderledes hårdt til værks i den fred, det havde dikteret det kommunistiske Rusland i Brest-Litovsk halvandet år tidligere. Eftertiden har set de krigsskadeerstatninger, Tyskland skulle betale, som det egentlige onde, men bortset fra, at de blev sat urealistisk højt, var erstatninger ikke noget nyt fænomen i europæisk historie. Den konkrete hensigt var at sikre de allierede økonomisk kontrol med Tyskland i en årrække. Erstatningerne blev begrundet med de ødelæggelser, den tyske krigsførelse havde påført Frankrig og Belgien, i højrefløjens nationalistiske propaganda blev det til, at Tyskland havde påtaget sig skylden for krigen, hvad der ikke var tale om. Men påstanden om den såkaldte krigsskyldsparagraf kunne bruges til at underminere republikkens nationale legitimitet. Inflation og krise Erstatningerne har fået skylden for den tyske hyperinflation i 1923, hvor pengevæsenet løb løbsk, på et tidspunkt kostede en dollar mere end 4 billioner mark. Inflationen var en følge af, at krigen og senere krigsskadeerstatningerne i vidt omfang var finansieret ved at lade seddelpressen køre. Medvirkende til det økonomiske kaos var, at franskmændene havde besat Ruhr, da man mente tyskerne saboterede erstatningerne. Resultatet var strejker, der satte produktionen i stå. Det lykkedes dog at få inflationen under kontrol, en ny guldmark blev fastsat til en billion (1.000.000.000.000) papirmark. Men inflationen havde kostet mange mennesker deres opsparing, andre var til gengæld sluppet ud af deres gæld. Det var en omfordeling, der ville noget. Med inflationen under kontrol fulgte en vis stabilisering, både udenrigspolitisk og indenrigspolitisk. Gennem den såkaldte 'opfyldelsespolitik' lykkedes det at få forholdsvis overkommelige aftaler omkring krigsgælden, Tyskland blev medlem af Folkeforbundet og var ikke længere udstødt af det gode selskab. Stabiliteten kunne aflæses indenrigspolitisk. Socialdemokratiet genvandt noget af sin tidligere styrke, mens de yderligtgående højrefløjspartier, herunder Hitlers nazister gik tilbage. 12 mandater svarende til 2,5 procent af stemmerne var alt, hvad nazisterne fik ved valget i 1928. Men så kom den store verdenskrise i 1929 med fallitter og fabrikslukninger. For anden gang inden for ti år mistede middelklassen sine penge, mens arbejdsløshedstallet steg til mere end seks millioner. Den økonomiske krise fik øjeblikkeligt politiske konsekvenser. Ved valget i 1930 fik Hitlerbevægelsen hele 107 mandater. Da også kommunisterne gik frem, kunne yderfløjene i modsætning til begyndelsen af 1920'erne blokere arbejdet i Rigsdagen. Regeringen måtte regere ved hjælp af dekreter, mens kommunister og nazister sloges i gaderne. Ved folkekøkkenerne stod de sultende i kø for at få et måltid mad, andre gik til pantelånerne med deres vielsesringe og arvede guldure for at skaffe penge til huslejen. Tyskland var tilbage i kaos, gadekampe og desillusion. Økonomisk og politisk kaos er de gængse forklaringer på Hitlers fremgang. Dertil kom, at det ikke var lykkedes at gøre demokratiet til en del af tysk identitet. Fædreland og demokrati blev gjort til modsætninger. Og man skal huske, at stort set alle voksne tyskere i 1920'erne var opdraget i den kejserlige fædrelandskult. Samtidig var Tyskland en delt nation, ikke politisk og geografisk som efter 1945, men mentalt. Der var langt fra Østpreussens skove til vinmarkerne ved Mosel, pommerske fiskere levede i en anden virkelighed end kulminearbejdere i Ruhr. To verdener Det store skel gik mellem Berlin og resten af Tyskland. Landet havde mange betydelige byer: Hamburg, Leipzig, Dresden, Köln, München o.s.v., byer med en halv til trekvart million indbyggere. Men Berlin var med mere end fire millioner, fem-ti gange større, en gigantisk metropol af en karakter som aldrig var set i Tysklands historie. Samtidig var Berlin en ny by, ganske vist 700 år gammel, men indtil begyndelsen af 1800-tallet en beskeden stad, som først Tysklands samling gav vokseværk. Byen havde ikke samme historiske forankring som de vesteuropæiske storstæder som London og Paris. Berlin var præget af traditionsløs modernitet, der forstærkedes af, at kejseren var væk og gadebilledet ikke længere domineret af parader og hærens uniformer. Selve byens centrum flyttede sig væk fra de preussiske monumentalbygninger på Spree-øen og langs Under den Linden til Kurfürstendamm og Tauentzienstrasse med stormagasiner, biografpaladser, teatre, gallerier og kabareter. Åndslivet var fremadrettet, byen blev et laboratorium for moderniteten, i endnu højere grad end Paris. Traditionelle udtryksformer inden for kunst og litteratur blev forkastet, det samme gjorde traditionel borgerlig livsstil. Fri sex var ikke noget, der blev introduceret af 1960'ernes ungdomsoprør. Det blev praktiseret til overmål af 1920'ernes berlinske kulturelite. Kunstnerisk avantgardisme var forbundet med politisk radikalisme, som regel i tilknytning til kommunisterne. Otto Dix, Georg Grosz, Conrad Felixmüller og Bertolt Brecht brugte billeder og tekster i politisk og social agitation. Ekspressionismen blev venstrefløjens billedsprog. Weimarårene var tysk films storhedstid, Fritz Lang skabte 'M' og 'Metropolis', Georg von Sternbergs 'Die blaue Engel' gjorde Marlene Dietrich verdensberømt, Ernst Lubitch instruerede sine farcer, et ungt talent var Billy Wilder. En dansk aktie i tysk films storhedstid er Asta Nielsen. Også Garbo begyndte i Berlin. Kulturkamp Tyskland og Berlin var forskellige verdener. Nazisterne havde på forhånd opgivet at erobre det intellektuelle Berlin. I stedet koncentrerede man sig om at bemægtige sig akademiske miljøer uden for storbyen. Mange af Tysklands universiteter lå i små eller mellemstore byer. Her var de professorer, for hvem fædrelandet stadig var en religion. Overalt var der proletariserede embedsmænd og småborgere, der havde sparet forgæves op, og som i Berlin så et Sodoma skabt af demokrati og moderne kunst. Tyskland omkring 1930 var økonomisk i krise, politisk desillusion, gadeslagsmål mellem kommunister og nazister, men måske mest af alt en gigantisk kulturkamp mellem tysk traditionalisme og berlinsk modernisme. Tyskland var fortsat et samfund uden fælles identitet. Det betød en eksistentiel forvirring, der ikke alene satte demokrati-forsvaret ude af kraft, men også almindelige moralske værdier. Herom i morgen.