Berlins Internationale Filmfestival er en verden for sig. Man kan tilbringe ti dage fra tidlig morgen til sen aften uden nogensinde at forlade Potsdamer Platz. George Bush ville kunne træde tilbage, uden at nogen ville opdage det. Det er derfor altid risikabelt at afholde et arrangement uden for festivalområdet, også selv om det bare er et par kilometer væk i de nordiske landes fælles ambassade. For to år siden inviterede den danske ambassadør til en filmaften i kælderbiografen på ambassaden. Aftenens film var 'De fem benspænd', Lars von Trier og Jørgen Leths eksperiment. I modsætning til hvad man kunne forvente, var salen helt fuld. Hvis det havde været den italienske ambassade eller den tjekkiske eller den hollandske, der stod bag arrangementet, ville Berlinale-publikummet være blevet på Potsdamer Platz. Eller gået på værtshus. Dansk film får mere opmærksomhed end film fra noget andet europæisk land bortset fra ens eget. Det har jo været det helt store problem for europæiske filmmagere i de seneste 20 år: De har succes i deres eget land, men filmene kommer ikke til udlandet. Danskere alle vegne Der findes ikke længere nogen europæiske filmstjerner og kun nogle få instruktører, der er kendt i hele Europa. Danskerne er de eneste, der er alle vegne. Ligesom de tyske turister. Tidligere ville det have været helt utænkeligt. Jeg kan huske en af mine første filmfestivaler i 1985 i London. Der kom jeg helt tilfældigt til at se en film, der hed 'Forbrydelsens element', som både imponerede og forvirrede mig. Det virkede, som om det var en engelsk film, der var optaget på engelsk med engelske skuespillere. Jeg havde aldrig hørt om instruktøren - en vis Lars von Trier - og i årene efter hørte jeg heller ikke mere om ham. Der var stort set ingen, der lagde mærke til hans film 'Europa', da den havde biografpremiere i Tyskland. Trods de to Oscarstatuetter til 'Babettes gæstebud' og 'Pelle Erobreren' eksisterede filmlandet Danmark praktisk talt ikke i det vesttyske publikums bevidsthed i begyndelsen af 1990'erne. Men den østtyske del af befolkningen havde en fornemmelse af de danske film, som i høj grad var præget af Olsen-banden, der i Østtyskland var mere populære end Belmondo og Celentano tilsammen. Et godt navn Men de unge talenter fra filmskolen i København havde en plan, og det skulle vise sig, at den var bedre end samtlige Egon Olsens planer. Et produkt sælger først for alvor, når man giver det et godt navn. Jeg kan stadig huske, da en kendt tysk instruktør i 1995 vendte hjem fra den store fest i Paris i anledning af filmens 100-års jubilæum og dybt forarget fortalte om Lars von Triers tale, hvori han forkastede de sidste ti års samlede filmproduktion og sagde, det var lige til skraldespanden. Den tyske instruktør mente, at von Trier først engang skulle lave nogle bedre film selv. Gud og hver mand kan jo skrive manifester. Han overså, at det er én ting at lave gode film, men noget helt andet at skabe opmærksomhed om dem. I modsætning til 'Nouvelle Vague' i Frankrig var 'Dogme 95' fra starten et markedsføringsinstrument, der blev skabt af filmkunstnerne selv. Det var også en del af den voksende modvilje mod Hollywoods aggressive markedsføring af det, der burde være et kunstnerisk produkt. Dogmereglerne og det, som de stod for, var diametralt anderledes end al den amerikanske merchandise og McDonalds-plastikfigurerne. De var både en del af den europæiske tradition for intellektuelle kontroverser og især den specielle skandinaviske, protestantiske strenghed. Det er ikke tilfældigt, at det virker, som om en præst spiller en vigtig rolle i næsten hver anden danske film. Tysk filmwunder Lad os prøve at lave en sammenligning med det tyske 'filmwunder', som startede omkring fem år senere med Tom Tykwers 'Lola rennt'. I begge lande blev filmrenæssancen primært tegnet af folk med afgangseksamen fra filmskolen, og mange talenter faldt hurtigt for fristelsen til at lave film på engelsk til det internationale publikum. Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Ole Bornedal, Nicolas Winding Refn, Søren Kragh-Jacobsen, Susanne Bier og Lone Scherfig på den danske side, Tom Tykwer, Robert Schwentke, Oliver Hirschbiegel, Marcus Nispel og Marco Kreuzpaintner på den tyske side. Begge nye generationer adskiller sig fra deres instruktørfædre. 68-generationens håb om, at man med filmkunst kunne skærpe folks bevidsthed og derefter forandre verden, virkede suspekt på både von Trier og kompagni og deres tyske kolleger. Men de drog helt forskellige konklusioner. Den nye tyske bølger så underholdning som sit erklærede mål, som en slags germansk Hollywood-imitation, der ønskede at kunne eksporteres og sælge mange biografbilletter, hvilket ikke er billigt. Dogmebrødrene erklærede, at de søgte den menneskelige og samfundsmæssige sandhed i al dens smertelige skønhed uden at have et millionbudget. Dogme er ud over meget andet også den trodsige påstand om, at film, der bliver lavet med enkle midler, også er bedre film. Europæiske producenter har altid det problem, at film til det indenlandske biografmarked kun kan retfærdiggøre små budgetter, og de er endnu mindre i København end i Berlin. Den stadige jagt på penge har tvunget den danske filmindustri til at tænke mere internationalt end den tyske både i forbindelse med finansiering og valg af emner og skuespillere. Det betyder farer og chancer, men film som 'It's All About Love' (Vinterberg), 'Wilbur begår selvmord' (Scherfig) og 'Fear X' (Refn) må få os alle til at drage samme konklusion: Ved at skifte til et andet sprog og en anden kultur går kunstnerens enestående udtryk tabt. Undtagelser som Lars von Trier og Bille August bekræfter blot reglen, men selv 'Dancer in the Dark' lider under uægte amerikansk, og 'Åndernes hus' mangler nuancer i det engelske sprog. Nej, en autentisk stemme skal fortælle fra sit eget land på sit eget sprog. Der findes nogle få instruktører i Europa, som husker det og alligevel bevæger sig ud over deres landegrænser, for eksempel Pedro Almodóvar, Jean-Pierre Jeunet og Giuseppe Tornatore, men de kan tælles på to hænder. Dansk film har i øjeblikket en enestående position, fordi de mange instruktører har evnen til at overvinde grænser uden at rode sig ud i en slags eurovælling. Måske skal vi finde forklaringen i to regelsæt: janteloven og dogmekyskhedsløftet. En mentalitet, der siger, at man ikke skal tro, man er noget, fremprovokerer også oprør, og det, man ser hos von Trier ('Idioterne'), Anders Thomas Jensen ('Adams æbler') og Christoffer Boe ('Reconstruction'), er nonkonformitet, når det er bedst. Dogmereglerne er godt nok blevet noget udvandede efterhånden, men de har efterladt en blivende arv: I mange danske film bliver 'sandheden presset ud af folk', som dogmereglerne kræver, og det sker i en grad, som jeg ikke har set i noget andet lands film. Men sandheden om folk er en universel sandhed, og det var dansk films billet til resten af verden. Dogme er historie Dogmebegrebet hører i dag historien til. Det er blevet fejret, diskuteret og brugt til døde. Der er ikke længere nogen, der bestiller nye certifikater. Danmarks nye bølge er ved at ebbe ud. Men det er naturligt. Nouvelle Vague havde også mistet sin farlighed i slutningen af 60'erne. Man kan ikke opfinde nyt med hvert eneste værk, hvilket 'Manderlay' illustrerer. Det er filmen, hvor Lars von Trier for en gangs skyld ville hvile på sine fornyelseslaurbær og måtte sande, at man ikke bare må gentage et eksperiment, som lykkedes engang. Europæisk films avantgarde er altid på farten. Sommetider slår den sig ned i Frankrig, sommetider i Tyskland, Italien, Storbritannien og senest i Danmark. Der er tegn på, at den netop er ved at krydse Østersøen i retning af Rusland. Det behøver man ikke være ked af i Danmark, for den danske filmindustri står bedre, end den har gjort i de sidste 90 år. Den har talenterne, statsstøtten og de internationale forbindelser. Den har også en sund selvtillid, der bør gøre det muligt for den at fortælle noget mere om det lille land og ikke blot de universelle historier. Man hører, at dansk politik er rykket mod højre, men jeg kender ingen dansk film om fremmedhad. Danske soldater kæmper stadig i den illegale krig i Irak, men det emne dukker kun indirekte op hos 'brødrene'. Vi ville gerne se sådanne film fra Filmbyen. Og det er langt mere, end man kan sige om film fra andre lande med fem millioner indbyggere. Oversættelse: Mette Skodborg