Forleden var jeg nede i Havnegade og se på det byrum, landskabsarkitekterne Algren og Bruun her har indrettet midt på havnepromenaden. Tidligere var det en kedelig strækning i havnen, men kedsomheden udmærkede sig dog ved ikke at henvende sig til nogen specielt. Her var alle lige. Men gadens nye fast installerede aktiviteter opdeler byens fælles areal i målgrupper, som jeg ikke med overbevisning ved, om jeg er en del af. LÆS OGSÅKøbenhavn har fået en helt ny promenade ved vandet Når man går gennem byen, forhandler man jo altid med sig selv, om man er nogen. Er jeg en, der kan gå ind i en Louis Vuitton-forretning, er Blågårdskvarteret farligt for mig, eller tænk, hvis nogen så mig på McDonald’s. I Havnegade spørger jeg mig selv, kan jeg tillade mig at tage et hop på trampolinen? Skulle jeg hellere sætte mig på bænkene, der opfordrer til, at man sidder tæt, eller skal jeg holde mig til den mere reserverede københavnermodel? Rekreativt område Alle tingene på havnepromenaden byder sig til og inviterer, ja, næsten bønfalder mig om at skabe byliv: Kom og vær med i festen, sæt dig ned, hop, spil, grill! Jamen, jeg vil slet ingen af delene, jeg vil jo bare gå en tur. På denne 500 meter lange strækning mellem Knippelsbro og ’Kyssebroen’, der i øjeblikket er under opførelse fra Nyhavn til Nordatlantens Brygge, er der ikke et hul, hvor der ikke foregår noget.
Man kan hoppe på trampoliner, der er lagt ned i belægningen, spille basket i et bur, grille ved dertil indrettede bord-bænke-sæt, sidde tæt på smalle rækker af bænke uden ryglæn eller slappe af på mere traditionelle københavnerbænke omgivet af bede med lavendler.







